»5 stjerner til Ole Hartlings nye bog, som er en milepæl inden for eutanasidebatten«

Rettelse: Anmeldelsen er af anmelder vurderet til 5 ud a 5 stjerner. Anmeldelsen er på print i Ugeskrift for Læger blad nr. 17 markeret til 3 ud af 5 stjerner, hvilket ikke er korrekt.

Forleden mødte jeg min gode ven psykiateren til en middag inden i byen. Stor var gensynsglæden efter coronanedlukning og afsavn. Over kaffen faldt samtalen på eutanasi, og aftenens gode stemning blev først præget af uenighed for siden hen at ende i den slags ørkesløse diskussioner, hvor man kun har det mål for øje at overbevise modparten om sine egne synspunkter, mens man er komplet døv over for den andens argumentation og holdninger. Følelserne kom i kog.

Vi brød op inden udgangsforbuddet satte ind og drog hver til sit.

Nu har jeg imidlertid læst Ole Hartling seneste bog – »Euthanasia and the ethics of a doctor’s decision«. Bogen er udkommet på det prestigefyldte forlag Bloomsbury Publishing med sæde i London. Og jeg har fået et rigtig godt indblik i argumenterne for men så absolut også imod eutanasi.

Med undertitlen – »An argument against assisted dying« – bekender forfatteren nok kulør fra første side, men gennem bogens 12 kapitler og 186 sider gennemgås argumenter for og imod eutanasi, så alle synspunkter fremlægges og tildeles opmærksomhed.

Eutanasi er reelt ikke et autonomt menneskes valg. For det er et valg, der vælger livet fra. Og et valg, der ikke kan omgøres. »Assisted living is far harder than assisted dead, but its possibilities are far greater as well«.

Og er løsningen ikke en anden i dag, hvor vi (i den vestlige del af verden) har palliative enheder, der effektivt kan lindre langt de fleste mennesker, der er uhelbredeligt syge og døende? »The alleviation of suffering by removing the sufferer is a pour answer to suffering«.

Er eutanasi så et evigtgældende ufravigeligt onde? Nej! Kærlighed overvinder alt – medlidenhedsdrab gjort i kærlighed til vores nærmeste finder sted – vi hører om det i medierne med års mellemrum. Men eutanasi må aldrig blive et institutionaliseret lovbaseret redskab i lægens værktøjskasse. Det er det i Holland, hvor mere end 7.000 mennesker eutaniseres af læger hvert år.

Ole Hartlings bog er en milepæl inden for eutanasidebatten. Den har præg af en forstandig kollegas erfaringer gennem et langt liv som læge og som menneske. Derfor er det også en tilfredsstillelse, at bogen udkommer på engelsk, så den kan nå en større læserskare.

Bogen er velskrevet og veldisponeret og henvender sig til læger af alle slags.

Min ven psykiateren får mit bogmeldereksemplar – så mødes vi igen og fortsætter denne vigtige diskussion.