8.000 arbejdsløse læger i 2035? »Det er jo en katastrofe for vores stand, der er under opsejling«

En skideballe. Et »girl crush« og »elefanten i rummet«.

Sjove anekdoter og anerkendende ord strømmede fra de repræsentanter, der tog ordet under debatten efter Camilla Rathckes formandsberetning på årets Lægemøde i Aarhus.

Især hendes kamp for et ændret patientklagesystem høstede mange roser. Enkelte drog ligefrem paralleller til de gyldne tider med fodboldlandsholdet.

»Det har føltes enormt trygt at have dig som formand. Hvis jeg skal drage nogle paralleller, vil jeg nok sammenligne det lidt med at have Michael Laudrup som anfører på landsholdet. Han skiftede også fra Barcelona til Real Madrid, og du skiftede fra Yngre Læger til Lægeforeningen … Man kan sætte dig ind på midtbanen, og det går godt, man kan sætte dig ind i angrebet, og det går rigtig godt, og du kunne sikkert også spille forsvar«, lød det i en af de mange takkehilsener.

Andre kvitterede for den boldglade metafor og sagde, at hele banen var dækket ind med Camilla Rathcke som formand.

»Jeg kan tydeligt huske, da jeg blev færdiguddannet læge. Da var du formand for Yngre Læger, og du var til det kickoffkursus, jeg var til. Jeg kan bare huske, at jeg sad med sådan et ,girl crush’, da du fremlagde, og jeg tænkte: ,hende her, hun har godt nok power’. Du har min dybeste respekt for det arbejde, du har lavet«, sagde en anden repræsentant.

I disse dage er det sidste gang, Camilla Rathcke står i spidsen for lægerne i Danmark. Hun brugte sin formandsberetning til både at kaste blikke bagud på sine seks år som formand for Lægeforeningen og fremad mod det arbejde, som hendes afløser kommer til at løfte videre.

Lad os tage det sidste først.

For nok er sundhedsreformen for længst landet politisk, men reformens succes afhænger af, at en række presserende problemer i sundhedsvæsenet løses – hellere i går end i dag. Det gælder først og fremmest manglen på speciallæger, og at der sikres tilstrækkeligt med uddannelsespladser til de – alt for – mange nye læger, der uddannes fra universiteterne i disse år.

Camilla Rathcke pointerede i sin beretning, at hun er tilhænger af sundhedsreformen, men at det er afgørende, at reformen ikke bare flytter problemerne, men får sundhedsvæsenet til at hænge bedre sammen:

»Når praktiserende læger skal have flere opgaver, uden at de er et tilstrækkeligt antal – giver det så balance? Når afdelinger ikke kan ansætte en ny speciallæge, fordi en går på barsel – er der så balance? Når vi mangler speciallæger – løser nye rettigheder så problemet?« spurgte hun retorisk og slog fast:

»Vi er aktuelt for få speciallæger til at skabe den balance, alle ønsker, der skal være. Det skal ændres, hvis reformens ambitioner skal lykkes«.

De yngre læger er bekymrede

Sundhedsvæsenet står med et paradoks, understregede Camilla Rathcke.

»Der mangler speciallæger. Og samtidig uddanner vi nu læger, der måske ikke kan blive det. Nogle ender i midlertidige stillinger. Nogle må vente med at komme ordentligt i gang med deres speciale. Og nogle vil måske søge til udlandet«, sagde hun og understregede:

»Det er ikke den enkelte læge, der fejler. Det er et system, der ikke hænger sammen«.

En potentiel arbejdsløshed og frygten herfor fyldte også i en del af indlæggene fra talerstolen i den efterfølgende debat.

En repræsentant fra Yngre Læger fortalte, at det pressede lægelige arbejdsmarked fylder »rigtig meget for vores medlemmer«, og takkede for, at Lægeforeningen holder fokus på problemstillingen.

»De yngre læger er bekymrede. De er bekymrede for deres fremtidige karriere, i forhold til at de er så mange, og at der er blevet hugget bremserne i i forhold til dimensionering. Det er på en eller anden måde helt skævt«, sagde en anden repræsentant.

Mens en tredje advarede: »Jeg mener, vi står på en brændende platform lige nu. Den her mekaniske fremskrivning med 8.000 arbejdsløse læger i 2035, det er jo en katastrofe for vores stand, der er under opsejling«.

Spontane klapsalver

Bekymring for patientklager og en temmelig udskældt tilsynsmyndighed var noget, der virkelig fyldte i debatten mellem læger, da Camilla Rathcke for første gang blev valgt som formand for Lægeforeningen i 2020.

I dag er patientklagesystemet ændret markant, og der er også sket forbedringer af tilsynet. I 2024 var der 3.095 disciplinærnævnssager, dvs. sager rettet mod enkelte læger. I 2025 under det forbedrede patientklagesystem har der været 128. Ved opremsningen af de tal brød der spontane klapsalver løs i salen.

»Der er mange ting, der er sket i de seks år, som jeg kunne fremhæve. Men én indsats står særligt klart for mig: lægers retssikkerhed og arbejdet med klage- og tilsynssystemet. Det var den sag, der for alvor greb mig – og som kom til at stå som et omdrejningspunkt i mit formandskab. For det ér et område, hvor mange læger i årevis har oplevet utryghed og uforudsigelighed. Derfor er jeg også stolt over, at vi sammen har været med til at flytte det«, sagde Camilla Rathcke.

Det var der bred enighed om i den efterfølgende debat, hvor netop det nye klagesystem blev fremhævet gang på gang.

»Jeg kan rejse mig som en del af massen af anonyme læger, som kan sige tak. Jeg synes, det er vanvittigt imponerende, især det her med patientklager. Det, jeg var mest bekymret for, inden jeg blev helt færdiguddannet, var, at jeg kunne blive ramt af en klage som sådan et vingeskud – fordi der var for travlt på min arbejdsplads, og jeg ikke kunne nå at tænke mig om«, udtrykte en selverklæret »relativt ny« repræsentant fra Yngre Læger.

En anden repræsentant fra Yngre Læger sagde:

»Det er ikke en bekymring hos de nyuddannede læger i samme grad nu. Det skyldes det arbejde, I har lavet i Lægeforeningen«.

Psykiatrien skal i fokus

»Kære Camilla, nu skal jeg ikke rose dig mere, end alle andre har gjort. Jeg har været læge et stykke tid, og jeg skal tilbage til 1980, før jeg kan se en formand, der har været lige så tydelig, som du har. Jeg har aldrig følt mig så tryg, og der har været så meget ro i Lægeforeningen, mens du har været leder af den. Bortset fra de gange, du har skældt mig ud. He he, ej, det er vist kun én gang i de mange år«, sagde en erfaren repræsentant med smil på læben, inden han drejede emnet over på et mere alvorligt af slagsen, nemlig psykiatrien, som han ser mange grundlæggende problemer i.

»Jeg har måttet skrive en liste, og den er meget lang«, sagde han, mens han remsede de mange problemer op, som psykiatrien har. Han efterspurgte, at Lægeforeningen nedsætter et psykiatriudvalg.

Flere i debatten pegede på, at psykiatrien er et område, som Lægeforeningen skal fastholde eller have mere fokus på fremadrettet.

En yngre læge fremhævede fra sin egen arbejdsdag i almen praksis problemerne med psykiatrien.

»Dér hvor jeg har de største udfordringer, det handler om psykiatrien, og jeg håber, at en ny kommende formand vil have endnu mere fokus på det. Det er virkelig frustrerende i min dagligdag, når jeg sender en henvisning til psykiatrien, så går jeg bare og venter på, den bliver afvist. Det er virkelig pinefuldt for mig, men især for patienterne«.

Og så kom vi til det, der måske er en del af »elefanten i rummet«, som en repræsentant fra PLO kaldte budgetoverskridelserne på supersygehusbyggerierne.

»Der er en tendens her i Lægeforeningen: at vi er villige til at have højtravende akademiske diskussioner om, hvad der er galt i sundhedsvæsenet, men at vi er fuldstændig villige til at se bort fra den tilgrundliggende årsag, som er, at supersygehusene er gået fuldstændigt amok«.

Han mente, at de manglende midler til at ansætte flere læger skaber intern splid mellem læger i primærsektoren og sekundærsektoren bl.a. i form af problemerne med afviste henvisninger.

»Det skal vi jo ikke stå her og skændes om. Vi skal tage og italesætte, hvorfor der ikke er bedre styr på de supersygehusbyggerier«.

Camilla Rathcke gik efterfølgende op på talerstolen og svarede følgende:

»Der er i hvert fald en meget stor diskussion fremadrettet, der også handler om den der ubalance, der handler om økonomi i supersygehuse og sygehusbyggerier, og hvordan man egentlig henviser til hinanden, returnerer en henvisning, hvis den ikke er relevant, eller får en drøftelse af, hvad der så skal ske. Den skal I blive ved med at have med hinanden, og I skal virkelig passe på, at det netop ikke bliver til en diskussion om, at nogle praktiserende læger synes, at dem inde på sygehusene er dumme, og dem inde på sygehusene ikke kan forstå, hvorfor de praktiserende læger ikke bare kan gøre det ene eller det andet. Der ligger noget strukturelt her, der er rigtig vigtigt at få taget hånd om. Det handler om økonomi. Det handler også om kultur«.

Mod slutningen af sin beretning takkede en berørt Camilla Rathcke bestyrelsen i Lægeforeningen, repræsentantskabet og de mange øvrige, der har hjulpet hende i formandsperioden.

Vi slutter af med de allersidste ord i hendes beretning:

»En ting er sikker: Vi har gjort os fortjent til den status, vi har nu. Lægeforeningen er i dag en stemme, man ikke kan ignorere. Må det altid være sådan. Tak«.