9 spørgsmål til »professor Støj«

Professor Jesper Hvass Schmidt kunne kalde sig for »professor Støj«, for støj er den røde tråd i hans forskning i Forskningsenhed for Otorhinolaryngologi, Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Han er optaget af den larm, vi oplever i hverdagen og arbejdslivet, som kan skade både hørelse og helbred.

Jesper Hvass Schmidt fik professortitlen sidste år og har været langt omkring med sin forskning fra de skingre blæsere i et symfoniorkester over vindmøllers ihærdige susen til motorvejens konstante brusen.

Han har været med til at udbygge og udvikle forskningsmiljøet, studere støj som risikofaktor for demens, høretab og tinnitus og undersøge, hvordan høreskader kan forebygges og høretab kan afhjælpes med høreapparater eller implantater. Han er også optaget af at optimere udbyttet af høreapparater. Lige nu tester Jesper Hvass Schmidt desuden en opfindelse, som kan sikre hurtigere adgang til høreapparater. Op mod 800.000 danskere lever med nedsat hørelse, og mange flere ventes i de kommende år.

Hvordan begyndte din interesse i støj og høretab?

Den begyndte med musik, da jeg til min ph.d.-afhandling fik mulighed for at teste, hvordan musikerne i symfoniorkestre bliver påvirket på hørelsen af deres erhverv. Jeg besøgte næsten alle landets symfoniorkestre, fem ud af syv, og lavede lydmålinger på instrumenterne og høretest på musikerne, 223 i alt.

Vi fandt ud af, at flere end hver tredje musiker havde tinnitus og omtrent lige så mange led af lydfølsomhed, som er nedsat tolerance over for almindelige lyde på grund af ændringer i hjernens bearbejdning af lyd.

Der var en tydelig sammenhæng imellem lydniveau og varighed af lydpåvirkningen og musikernes problemer med hørelsen. Og nogle instrumenter var værre end andre.

Trompeten og andre messingblæsere giver det største lydtryk, så hvis du spiller på trompet, så får du ca. 10 dB mere end dem, der spiller på bas eller cello f.eks. Men blæserne er ikke direkte skyld i andre musikeres høreproblemer. Hvis der er kraftig lyd omkring dig, så er du nødt til at spille dit eget instrument kraftigere. Så dit eget instrument giver dig den største påvirkning.

Vi fandt også ud af, at violinisterne havde sideforskel på deres hørelse. Det venstre øre, den side, hvor de holder hovedet mod instrumentet, bliver mere påvirket af lyd end det andet.

På baggrund af de resultater holder jeg stadig oplæg på musikkonservatorierne i Odense og København om risici ved jobbet som musiker og mulighederne for at forebygge høreskader f.eks. med særlige høreværn.

Og så har jeg været med til at etablere en høreklinik for musikere, Klinik for Musikersundhed, i Odense, hvor musikere valfarter til fra hele landet. Både klassiske musikere og rockmusikere, for de har de samme problemer – og nogle specielle behov.

Hvad er det største gennembrud på dit felt, du har oplevet?

Det må være cochleaimplantater til helt små børn – den her elektrode, der indopereres i det indre øre. Siden vi i 2005 fik neonatal hørescreening, har de helt små børn fået implantater, mens hjernen endnu er plastisk. Og 85% af de børn, der får cochleaimplantat, har en alderssvarende sprogudvikling inden skolealderen, fordi de har fået et implantat inden for den kritiske periode fra fødslen til fireårsalderen.

De skal have implantatet så tidligt som muligt, for så genskaber vi hørelsen og sikrer, at hørebanerne i hjernen bliver anlagt, som de skal, så børnene udvikler høresans og talesprog. Det er jo fantastisk. Det har betydet, at man kan undgå, at de skal på døveskole, og at de kan fungere i normale klasser.

Hvad fylder i klinikken?

Cochleaimplantater til voksne fylder meget, for det er ikke en triviel klinisk beslutning at finde ud af, hvornår en patient skal have et implantat. Om det er det rette tidspunkt. For der er ingen vej tilbage, og den resthørelse, du har på det øre, hvor du får implantatet, kan forsvinde. Det kræver også noget træning – og derfor motivation.

Patienterne kan også selv tøve med beslutningen, for de ved, hvad de har med høreapparaterne, men ikke hvad de får med et implantat. Nogle af dem – omkring 5% – mister balancefunktionen. Det er ikke så tit, men det sker et par gange om året. Og vejer forbedringen på hørelsen så op på det? Det fylder rigtig meget i mit kliniske arbejde.

Det sagt, så er der også rigtig gode resultater med implantatet. Vi har kørt et projekt om overgang fra høreapparat til cochleaimplantat, hvor vi, inden patienterne fik implantatet, gav dem nye høreapparater. Og så målte vi på hørelsen. De nye høreapparater gav dem en minimal forbedring. Men når de fik implantatet, rykkede de sig virkelig. Og hurtigere, end vi troede. Vi har ellers sagt, at der kan gå op til et år, før den fulde effekt er der. Men efter tre måneder var der en markant effekt – og de var væsentligt bedre til kommunikation og ordforståelse end med høreapparatet.

Hvad er den vigtigste nye viden, du har været med til at afdække?

Det er nok, at høretab er mere alvorligt for helbredet generelt, end vi tidligere troede. Vi har været med til at afdække, at der er sammenhæng mellem høretab og demens i et stort registerbaseret kohortestudie i 2024 med data fra hele 573.088 personer.

Det viste, at i forhold til personer med normalhørelse, er der er op til 13% højere risiko for at udvikle demens, når man har et høretab – især et svært høretab.

Og sammenlignet med personer med normalhørelse var risikoen 20% forøget for personer uden høreapparat. Og kun 6% forøget for dem med høreapparat. Det tyder på, at brug af høreapparat kan sænke risikoen for demens.

Så i dag – i modsætning til tidligere – ved vi, at det er vigtigt at opdage og behandle høreproblemer så tidligt som muligt for at undgå, at der følger andre helbredsproblemer med.

Hvilket forskningsprojekt er du særligt glad for – og hvorfor?

Det allerede nævnte fra 2024 om sammenhængen mellem høretab og demens.

Og så et stort registerstudie fra 2021, vi lavede sammen med forskere fra Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, Odense Universitetshospital og fra Københavns Universitet om trafikstøj, høretab og demens.

Her kortlagde vi trafikstøjen matrikel for matrikel i Danmark fra 2004 til 2017, og i landspatientregisteret fandt vi demensdiagnoser knyttet til de registrerede beboere fra samme periode og regnede patienternes støjbelastning ud over tid.

Vi kunne vise, at der var en sammenhæng mellem trafikstøj og demens, og det var i øvrigt første gang, det blev dokumenteret. Hvis man over en årrække er udsat for trafikstøj over 55 dB, har man en 27% forhøjet risiko for at udvikle Alzheimers og 18% forhøjet risiko generelt for at udvikle demens.

Begge studier fik megen omtale, og de har været med til at skubbe på, at der bliver taget mere højde for trafikstøj i dag end for bare få år siden. Og det er meget tilfredsstillende, når ens forskning sætter sig spor på den måde.

Hvad er det mest kontroversielle, du har forsket i?

Vindmøller – om man bliver syg af støj fra vindmøller. Det var efter studiet af symfoniorkestrene. Jeg blev kontaktet af cheflæge Mads Klokker fra Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet. Han spurgte, om jeg ville være med til at undersøge støj fra vindmøller.

Der var en problematik omkring en masse beboere i nærheden af vindmøller, der mente, at de blev syge af det her. Vi taler ikke alene høreskade, men at de blev syge af det. De mente, at de blev påvirket af infralyd.

Jeg begyndte at undersøge litteraturen og gravede en masse artikler frem, men lydene var på et så lavt niveau, at vi ikke kunne finde noget i litteraturen, der kunne underbygge, at det skulle give sygdom. Senere er det kommet frem, at vindmøllerne nok udsender en speciel generende støj, fordi den har sådan noget tonalitet i sig. Når man kommer tæt på, så vil man nok kunne høre, når vingerne suser forbi tårnene. Det er sådan en swiisssh- eller woooshlyd, som kan forplante sig. Hvis man bor tæt på, så kan jeg godt forstå, det kan genere. Men derfra og til at sige, at man bliver syg af det, er der alligevel et stykke vej. Vi fik skrevet en lang oversigtsartikel på det tidspunkt. Jeg blev inviteret til borgermøder for at fortælle om det, fordi der var så stor bekymring om det. Det var i 2014, så det er nogle år siden nu. Men det var ret hot på det tidspunkt, og det er jo stadig aktuelt.

Hvad arbejder du med aktuelt?

Da jeg arbejdede med symfoniorkestrene, udviklede jeg en selvbetjent høretest, så jeg kunne teste otte musikere ad gangen. Nu har jeg sammen med andre audiologi- og teknologikyndige arbejdet på en anden selvtest, som nu er ved at blive testet hos et par fynske øre-næse-hals-læger.

Tanken er, at vi kan spare tid på høretests og i stedet bruge tiden på tilpasning af høreapparater. For høretest er en flaskehals i hele systemet med lange ventetider.

Vi har testet den op imod traditionelle høretests i et lodtrækningsforsøg og fandt, at de var lige gode. Så nu er vi i gang med implementering og prøver at få det ud til ørelægerne, samtidig med at vi tester på patienter her hos os også. 500 patienter har allerede været igennem.

Testen er simpel: Patienten sætter sig ved en bærbar computer, hvor programmet er installeret, tager et par hovedtelefoner på og får instruktioner via skærmen til at taste sig igennem lydene.

En vigtig del af selvtesten er, at den indledende instruktion, der er brug for, kan klares af nogen, som egentlig ikke er uddannet inden for det her område. På Kolding Sygehus har vi et forsøg, hvor vi screener diabetikere med høretab, og det er medicinstuderende, som hjælper dem med selvtesten. Så ude hos lægen kan det måske være en sygeplejerske eller en sekretær, som får den opgave.

Vi står jo over for en tilgang af patienter på 30% inden for de næste ti år, så et eller andet skal vi gøre. Der skal simpelthen tænkes nye tanker.

En anden del af projektet handler om fælles datadeling. I dag får patienter ofte flere høreprøver. Først i en butik med høreapparater, så hos en privatpraktiserende ørelæge, og så igen her hos os. Hvis vi kunne dele data, behøvede vi ikke lave dobbeltarbejde. Derfor samarbejder vi med Sundhedsdatastyrelsen om at få leveret data fra den selvbetjente høreprøve til et projekt, der hedder »Høremappen«. Tanken er, at du, ligesom du i dag kan gå ind og se dine blodprøver på nettet, i fremtiden også kan se dine høreprøver. Det er udfordrende, men det arbejder vi på. Det handler om noget helt banalt som, hvordan vi får sendt høreprøven via »Høremappen« ind i regionssystemet.

Er der nogen patientgrupper, som ikke får det tilbud, de har behov for?

Vi har en del henvisninger på folk, som har tinnitus. Omkring 80% af alle tinnitustilfælde har en eller anden påvirkning af hørelsen. Og dem skal vi selvfølgelig udrede, og for mange af dem hjælper høreapparater som regel rigtig godt både på høretab og på tinnitus. Men der er nogen, som har en invaliderende form for tinnitus, hvor der er andre årsager end høretab. Det kan handle om noget personlighedsrelateret eller stressrelateret. Og det kan være alle mulige sygdomme, pengeforhold eller familierelationer, som presser dem og forværrer deres tinnitus. Nogle af de tilfælde kræver en mere psykologisk tilgang, hvilket kan være vanskeligt at håndtere i en offentlig høreklinik. Generelt mangler et ensartet tilbud og en strategi for, hvordan man skal håndtere de her patienter.

Et mere koordineret tilbud mangler vi også for dem, der har brug for høreapparater. Det er svært for patienterne at gennemskue systemet i dag med både offentlige og private aktører. Men for mig at se skal patienterne stilles lige, uanset hvilken dør de går ind ad. Og som felt kunne vi hjælpe hinanden med at se det lidt mere fra patientens synsvinkel.

Hvad kan vi forvente på det her felt i fremtiden?

Bedre lyd. Vi får bedre høreapparater med en mere naturlig lydgengivelse og mere individuel tilpasning. Høreapparaterne bliver bedre til automatisk at sortere støj fra menneskestemmer og gøre talesignalet klart.

Og så arbejder man med at putte forskellige sensorer ind i høreapparaterne, som gør, at de ved hjælp af kunstig intelligens kan følge hovedbevægelserne. Så hvis du står og snakker med nogen til et selskab og lige drejer hovedet for at opsnappe, hvad der sker et andet sted, så følger hørelsen med. Så høreapparatet tilpasser sig brugeren.

Selve forskningen er også i udvikling. Snitfladen til hjerneforskning bliver større. Tidligere var vi vant til kun at kigge på øret, hørelsen og lydens vej ind til hjernen, men i de senere år er vi blevet meget mere opmærksomme på, hvordan stimulationen gennem høresystemet påvirker hele hjernen. Derfor skal vi samarbejde mere med hjerneforskere i fremtiden.