Skip to main content

Aalborg fordobler antal medicinstuderende

Med sit vækstudspil giver regeringen grønt lys for, at Aalborg Universitet kan fordoble antallet af medicinstuderende til 100. Endemålet er 150 i alt.

Studerende i klinikken på Aalborg Universitetshospital. Foto: AaU
Studerende i klinikken på Aalborg Universitetshospital. Foto: AaU

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

7. maj 2015
4 min.

Med regeringens vækstudspil tilføres medicinstudiet i Aalborg nu yderligere 50 studiepladser.

Det er en fordobling i forhold til det nuværende antal studiepladser, som længe har stået højt på Region Nordjyllands ønskeliste.

Og begejstringen er stor hos såvel regionspolitikere som på Aalborg Universitet:

”De ekstra studiepladser vil få stor betydning for hele regionen”, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse. ”En fortsat udvikling i Nordjylland kræver evne til at kunne rekruttere og fastholde højtuddannet arbejdskraft, ligesom lægedækning er et parameter for, om folk ønsker at bosætte sig lokalt”.

Faktaboks

Fakta

Rektor for Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, regner med, at fordoblingen af universitetets medicinstuderende vil bidrage positivt til landsdelens lægerekruttering:

”Godt halvdelen af de medicinstuderende, som siden 2010 er optaget på lægeuddannelsen på Aalborg Universitet, kommer fra Nordjylland. Og den store andel af de resterende medicinstuderende kommer fra Jylland”, siger Per Michael Johansen.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) peger på, at de 50 ekstra studiepladser vil bidrage både til at afhjælpe regionens lægemangel og imødekomme lægemiddelindustriens stigende efterspørgsel. Også efter arbejdskraft med en medicinsk kandidatuddannelse.

Lægeforening: ”Fint, men….”

Mads Skipper, som er formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning, kalder det ”positivt, at regeringen tager initiativ til at afhjælpe manglen på speciallæger med et moderat øget optag på Aalborg Universitet”.

”Men det er vigtigt, at der er sikkerhed for kvaliteten af uddannelsen, og at sygehuse og praksis kan levere den kapacitet, der skal til for at uddanne de ekstra læger”, tilføjer han.

Ifølge Mads Skipper er det øgede nordjyske optag dog langtfra nok til at afhjælpe manglen på speciallæger:

”Lægeforeningen mener, at der er brug for, at regeringen, regioner og læger går sammen om en national handlingsplan, der kan sikre det nødvendige antal speciallæger i fremtiden”, siger han.

Aalborg Universitet planlægger at byde velkommen til 100 nye medicinstuderende allerede fra september 2015. Målet er på længere sigt at hæve optaget til medicinstudiet til 150. Dermed vil universitetets andel af de optagne på medicinuddannelserne i Danmark svare til befolkningsandelen i Region Nordjylland.

Lægeuddannelsen på Aalborg Universitet åbnede i 2010, og universitetet er den af de fire udbydere af lægeuddannelsen i Danmark, der har det mindste optag.