Skip to main content

Mens Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital er ved at lægge sidste hånd på uddannelsesplanerne for de medicinstuderende, der bliver de første til at følge kandidatuddannelsen på den nye danske lægeuddannelse i Nordjylland, bejler den nordjyske medicinuddannelse til afhoppere fra de øvrige lægeskoler.

Disse lokkes med ’luksusbetingelser’ og gode muligheder for at lære igennem at deltage i det kliniske arbejde.

Ifølge dekan Egon Toft vil universitetet - på grund af frafald og det, han kalder »muligt frafald« - kunne tage imod ti kandidatstuderende. I øjeblikket har ti procent af universitetets egne lægestuderende valgt at tage kandidatdelen et andet sted end i Aalborg.

”Faktisk havde vi forventet, at frafaldet ville blive større. Der har været en del skvulp undervejs, og de studerende har indimellem overvejet, om det vi tilbyder, nu også vil være i orden. Men kun få – heraf nogle svenske studerende – har ønsket at komme tættere på København,” siger Egon Toft.

Afdelingslæge Stig Andersen, som er klinisk koordinator på lægeuddannelsen, forklarer, at det er nødvendigt - som den nye pige i klassen – at fortælle om det, man kan:¨

”Vi har som de nye ingen laurbær at hvile på. Hos os eksisterer ’plejer’ ikke – vi har ingen tradition at henvise til og bliver nødt til at beskrive, hvad det er, vi kan tilbyde. Og det vi kan, er at sørge for, at de kandidatstuderende får læsset en masse klinik på fra dag ét. Meget viden er tavs viden, som de studerende ikke kan læse sig til, men som de skal erhverve sig i mødet med patienten”.

Foreløbig har tre studerende fra København og Odense henvendt sig for at påbegynde kandidatdelen i Aalborg.