Skip to main content

Årets Barfred til Gert Almind

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

1. nov. 2005
2 min.

- Du har ydet en betydelig indsats for lægestanden som helhed, og du har, med din veludviklede politiske fornemmelse, altid været kompromisets og samarbejdets fortaler.

Ordene var DADL-formand Jesper Poulsens, og de var rettet til årets modtager af Lægeforeningens Barfred-Pedersen æresgave, direktør og dr.med. Gert Almind.

- Du arbejder systematisk og målrettet for at bygge broer mellem modstående interesser til gavn for patienterne og sundhedsvæsenet som helhed, sagde Jesper Poulsen til den vidtfavnende Gert Almind.

Vidtfavnende

Foruden at drive sin almene praksis i Holbæk er Gert Almind direktør i Novo Nordisk Fonden, en af landets rigtig store forskningsfonde, og desuden formand for Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse. Jesper Poulsen betegnede da også Gert Almind som »manden, der fik krudtrøgen til at lette over videreuddannelsen«.

I Det Nationale Råd arbejder Gert Almind for »at fastholde de konstruktive tanker fra Speciallægekommissionens arbejde«, sagde Jesper Poulsen.

Det var, med formandens ord, hans »samlende evner«, der var stærkt medvirkende til at få den føromtalte krudt-røg til at lette, da Speciallægekommissionens betænkning var ved at køre fast i intense og ophedede diskussioner mellem specialeselskaberne om den kommende specialestruktur.

Gert Almind blev læge i 1965 og nedsatte sig fem år senere som praktiserende læge i Holbæk. I 1984 blev han dr.med. og fik speciale i almen medicin i 1994.

Som forsker forsvarede han i 1984 sin doktordisputats om »Forebyggende arbejde med småbørnsfamilier i almen praksis og sundhedspleje«, men har også siden forsket og publiceret.

Også inden for forebyggelse - der jo var genstanden for hans doktordisputats - har Gert Almind været stærkt involveret, og har gennem de sidste par tiår været medlem af og formand for en række rådgivende udvalg på forebyggelsesområdet.

En glad og beæret Gert Almind takkede: Jeg vil nu misbruge øjeblikkets velvilje til at tale om videreuddannelse og forskning.

Gert Almind henviste til behovet for at øge forskningen fra 2,4 til 3 pct. af BNP. Det mål har Danmark tilsluttet sig. Sidst nogen talte efter, brugte Danmark 2,4 pct. af BNP til forskning, fordelt med 1,7 i erhvervslivet og 0,7 i det offentlige. De 0,6 procentpoint, som mangler, drejer sig om en stigning fra 10 til 15 milliarder, sagde Gert Almind.

- Den stigning skal ikke ske for forskningens, men for velstandens skyld.

På sundhedsområdet kan det betyde konkurrence om læger til forskning og til behandling. Men det kan også blive en spændende synergi mellem øget forskning og det løft, som den forbedrede videreuddannelse vil give patientbehandlingen, sagde Gert Almind.