Folketinget tager i disse uger stilling til et lovforslag – den såkaldte strammerpakke – som betyder, at tilsynet med sundhedsprofessionelle skærpes.
To år. Så længe kan en læge få lov at vente derhjemme, før han får at vide, om han kan fortsætte med at arbejde som læge. For sådan er betingelserne for de læger, der midlertidigt har fået frakendt deres autorisation eller indskrænket deres virksomhed. Det er en sag for myndighederne at vurdere, om sanktionerne skal gøres permanente. Mener de, at det er tilfældet, skal de rejse en sag ved domstolene, og det kan de bruge op til to år til at tænke over.
Det er meget mærkeligt, at det kan trække ud i to år at tage stilling til, om man skal have sin sag for en domstol eller umiddelbart kan vende tilbage til sit arbejde som læge.
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det er at blive dømt ude fagligt. For det jo dybest set det, der sker, når man som læge f.eks. midlertidigt får frataget sin autorisation. Det kan have økonomiske følger. Man risikerer at miste sit job, og det styrker heller ikke selvtilliden, at samfundet billedligt talt har bedt en om at blive hjemme på sofaen. Det er en svær tid for de læger, der kommer ud for dette. For nogle bliver tiden endnu længere. Kommer sagen for en domstol, kan man lægge både måneder og år til forløbet, og på den måde kan en læge – som måske til sidst bliver frikendt – sætte en parentes om flere år i sit arbejdsliv.
For god ordens skyld: Hensynet til patienterne er afgørende. De skal ikke i behandling hos læger, der er til fare for deres sikkerhed. Derfor har sundhedsvæsenet brug for et stærkt tilsyn, og det skal være muligt for myndighederne at gribe effektivt og hurtigt ind. Det støtter Lægeforeningen naturligvis.
Men det er meget mærkeligt, at det kan trække ud i to år at tage stilling til, om man skal have sin sag for en domstol eller umiddelbart kan vende tilbage til sit arbejde som læge, som sygeplejerske eller som sosu-assistent. Det er en nonchalant omgang med menneskers tilværelse og med sundhedsvæsenets ressourcer. Reglerne, som gælder alle autoriserede sundhedspersoner, er aktuelle nu, fordi Folketinget i disse uger tager stilling til et lovforslag – den såkaldte strammerpakke – som betyder, at tilsynet med sundhedsprofessionelle skærpes.
»Strammer-pakken« indebærer bl.a., at læger ikke længere skal være til »overhængende fare«, men til »fare for patientsikkerheden« for, at de midlertidigt kan få frakendt autorisationen. Man må forudse, at flere læger vil blive ramt af, at barren på denne måde sænkes. Til gengæld må man så kunne forvente, at Styrelsen for Patientsikkerhed tager stilling til, om sagen skal for en domstol, inden for en rimelig periode. Det er ikke to år. Et år bør være absolut maksimal sagsbehandlingstid.
Lægeforeningen står ikke alene med sin bekymring. Dansk Sygeplejeråd og Kost- og Ernæringsforbundet foreslår, at den maksimale ventetid nedsættes fra to til et år. Advokatrådet mener også, at det vil være rimeligt med en kortere tidsfrist, og at det vil styrke sundhedspersoners retsstilling. Region Hovedstaden foreslår en frist på tre måneder.
Der er ingen vindere ved, at læger og andre sundhedsprofessionelle befinder sig i et fagligt limbo i op til to år. Tværtimod har alle en interesse i, at sagen bliver afsluttet, så sundhedspersonen enten kan vende tilbage til sundhedsvæsenet og gøre gavn der eller få afgjort sin sag ved en domstol og komme videre i sin tilværelse.
Lige nu er der politisk en mulighed for ændre disse regler, og det vil jeg kraftigt appellere til Folketingets politikere om at gøre. Med nye skrappe regler for tilsyn bør også følge en sikring af sundhedsprofessionelles retssikkerhed. To år er meget lang tid.
