Han bruger ordet en hel del gange i løbet af det korte interview: pres. Et enormt pres. Et kæmpestort forventningspres. Et pres for at stille en bestemt diagnose. Presset kommer ikke bare fra patienterne, og diagnosen, det handler om, er ADHD.
Tirsdag eftermiddag er Christian Vøhtz kursusleder på det åbne kursus »Patienten, der skal udredes for ADHD«, og Lægedageavisen har bedt ham om at fortælle om sine egne erfaringer med denne patientgruppe.
Christian Vøhtz er selv praktiserende læge og ansvarshavende redaktør for Månedsskrift for Almen Praksis. Og han oplever altså at blive presset.
Selv har han selvfølgelig patienter, der vitterligt har brug for at blive udredt – men, siger han, også »en del ressourcestærke patienter, der faktisk godt kunne tænke sig at vide, om de har ADHD, for så ,kan jeg forstå mig selv bedre’«.
»Rigtig mange patienter søger en dybere forståelse af sig selv og ser en ADHD-diagnose som en nøgle. Det bliver set som en label, der kan forklare de problemer, patienten oplever i sit liv. Vi oplever som læger et enormt pres – og ikke bare fra den patient, man står med, men også fra f.eks. jobcenteret og patientens familie, venner og bekendte.
Der er store forventninger til, hvad en sådan diagnose eventuelt ville gøre for patienten, og vi er i en tid, hvor diagnoser så at sige er taget lidt ud af lægehænder. Alle siger, at det er ADHD – og så er det bare vores opgave at få stillet den diagnose. Sådan kan vi godt opleve det nogle gange«, siger han.
På kurset får Christian Vøhtz følge af to undervisere: Simon Hjerrild, der er overlæge i psykiatri, og Mikka Nielsen, der er sundhedsantropolog og forsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE.
Sammen vil de bl.a. komme ind på det svære i samtalen med en patient, der gerne vil udredes for ADHD. Og her kan presset for at stille diagnosen stå i vejen for at føre den gode samtale, siger Christian Vøhtz:
»Ofte er det en meget svær samtale at have med en patient, hvis vedkommende bare har ét ønske: at få ADHD-diagnosen. Det gør det svært at komme ind bagved: Hvad foregår der egentlig? Hvad er der i realiteten af problemer på uddannelsen, på jobbet, i familien? Hvad vil de gerne have, der forandrer sig i deres liv? Måske er det at få mere struktur i hverdagen, måske at finde sig en kæreste, måske at finde sig et job?
Tit er vi fuldstændig enige i, at det godt kan være ADHD, eller at vi som læger efter at have været igennem spørgescreeningsskemaet anser det som sandsynligt, og diagnosen kan godt være et bidrag til forståelsen af nogle af problemerne, men der er så uendeligt meget mere, og det kan være svært for os at åbne op til den samtale«, siger han.
Men, fortsætter han, »vores virkelighed er jo, at vi skal henvise en psykiater og kun videresende de patienter, vi virkelig mener, er syge – og der er tre års ventetid, så det er ikke rigtig en mulighed«.
Og fordi presset er så stort fra også egentlig velfungerende patienter, der vil have diagnosen, fordi det er »nice to know«, tager det ressourcer fra andre:
»Det kan jo godt for den enkelte person være nyttigt og dejligt at vide, om han eller hun har ADHD eller ej. Det er bare ikke der, vi er ressourcemæssigt. Og jeg synes, det er rigtig svært at have en patient, hvor man bare tænker, at det her er jo bragende ADHD, og hvordan kan jeg få vedkommende lidt hurtigere gennem systemet?
Med nogle andre ord er der både meget overdiagnostik og meget underdiagnostik på det her felt. Og det kan være svært at navigere i og være gatekeeper for sådan et system«, siger Christian Vøhtz.
De to undervisere vil også anlægge patientperspektivet: Hvad er det helt konkret, der gør, at det kan være svært at have en ADHD-hjerne i et moderne samfund? Hvad rører sig i de fællesskaber, som ser ADHD som problemet? Og hvad er psykiaterens bud på, hvad man kan gøre for patienterne i almen praksis, mens de venter på at blive udredt?
Kursus nr. 221 bliver afholdt i Auditorium 10 tirsdag kl. 14.00-17.00.
