Skip to main content

Ændringer af Lægeforeningens vedtægter

14. maj 2007
2 min.
  1. Lægeforeningens vedtægter ændres, således at foreningens navn fremover ændres fra »Den Almindelige Danske Lægeforening« til »Lægeforeningen«.

  2. Vedtægternes § 8 ændres til følgende ordlyd: § 8 Rettigheder og pligter.Medlemmerne har ret til at få varetaget deres samlede økonomiske og faglige interesser og udøve stemmeret i Lægeforeningen, delforeningen og lægekredsforeningerne i henhold til disse foreningers vedtægter.

  3. § 8, stk. 8 får følgende ordlyd: Stk. 8 Medlemmerne er forpligtet til at efterkomme de kendelser, som afsiges af Voldgiftsretten samt af Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet, jf. § 42. Et medlem kan ikke ved udmeldelse unddrage sig denne pligt.

  4. Der indføjes i vedtægterne en ny § 42 med følgende ordlyd: § 42 Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet. Lægeforeningen etablerer i samarbejde med Lægemiddel-industriforeningen, Industriforeningen for generiske læge-midler, Parallelimportørforeningen og Danmarks Apote-kerforening Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet med det formål at påse, at det faglige samarbejde mellem lægemiddelindustri, læger og apotekere samt eventuelle andre omfattede medicinalpersoner sker i overensstemmelse med den selvjustitsaftale, parterne har indgået. Stk. 2. Hovedbestyrelsen træffer på Lægeforeningens vegne aftale med de øvrige samarbejdspartnere om Næv-net for Selvjustits på Lægemiddelområdets sammensætning, kompetencer og drift inden for det fastlagte formål. Stk. 3. Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet kan ved kendelse bringe sanktionerne påtale/kritik, bøde og offentliggørelse med navns nævnelse i anvendelse over for Lægeforeningens medlemmer, der handler i strid med selvjustitsaftalen. Stk. 4. Kendelser afsagt af Nævnet for Selvjustits på Læge-middelområdet er endelige.

  5. Standardvedtægten for lægekredsforeningerne § 11 ændres til følgende ordlyd: § 11 Lægekredsforeningernes drift. Lægeforeningen finansierer foreningens normale drift i 2008 med beløb vedtaget af Lægeforeningens repræsen-tantskab. Lægekredsforeningen kan selv beslutte at afholde yderligere udgifter gennem indtægtsdækket virksomhed.

Ændringerne træder i kraft med denne meddelelse i Ugeskrift for Læger.

Ovennævnte vedtagelser var baseret på forslag fra Hovedbe-styrelsen, som med forklarende motiveringer blev bragt i Ugeskr Læger 2007;169:634-5.