Skip to main content

Ændringer af Lægeforeningens vedtægter og Lægeforeningens Kollegiale regler for læger vedtaget på Læge- og repræsentantskabsmødet den 24. maj 2003

1. nov. 2005
2 min.

Lægeforeningens repræsentantskab vedtog på Læge- og repræsentantskabsmødet i Herning den 24. maj 2003 nedenstående ændringer i Lægeforeningens vedtægter og Kollegiale regler for læger. Motiveringen for de foretagne vedtægtsændringer fremgår af Ugeskrift for Læger nr. 11, 2003; 165:1162-5.

  1. Lægeforeningens vedtægters § 16, stk. 2 ændres til følgende ordlyd: Stk. 2 Repræsentantskabet består af formændene, eller i tilfælde af forfald blandt disse, de til enhver tid fungerende næstformænd for lægekredsforeningerne. Herudover vælger delforeningerne et antal repræsentanter og suppleanter i henhold til delforeningernes vedtægter. Hver delforening er berettiget til at vælge en repræsentant for hvert påbegyndt 150 ordinære stemmeberettigede medlemmer, således at der for et medlemstal mellem 1 og 150 kan vælges 1 repræsentant, mellem 151 og 300 2 repræsentanter og så fremdeles. Opgørelse af delforeningernes medlemmer meddeles delforeningerne månedligt af DADL. Hver delforening meddeler løbende DADL, når valgte repræsentanter ændrer tilhørsforhold til delforening. Hver delforening kan senest 4 uger før et Læge- og repræsentantskabsmøde meddele ændring af repræsentantskabets sammensætning.

  2. Lægeforeningens vedtægters § 18, stk. 2 ændres til følgende ordlyd: Stk. 2 Kun valgte repræsentanter har stemmeret. Lægekredsforeningernes formænd eller næstformænd råder tilsammen over 11 fulde stemmer. Er der 11 eller færre tilstedeværende formænd eller næstformænd for lægekredsforeningerne, har de hver én stemme.

  3. Lægeforeningens Kollegiale regler for læger § 7 ændres til følgende ordlyd: § 7 En læge må ikke tage ansættelse i en lægelig stilling, såfremt den forhandlingsberettigede delforening har meddelt, at den ikke har kunnet godkende stillingens løn- og ansættelsesvilkår m.v.

  4. Lægeforeningens Kollegiale regler for læger § 12 ophæves.

De anførte ændringer træder i kraft samtidig med denne offentliggørelse i Ugeskrift for Læger.