Æstetikeren

Henrik Day Poulsen kommer gående langs Christianshavns Kanal i det indre København. Ulasteligt klædt i et lyst, gråt jakkesæt og lyseblå skjorte. Han lugter langt væk af stil. Øjnene er gemt bag et par helt mørke solbriller og gangen fjedrende.

Han er blot 175 centimeter høj og spinkel af bygning, alligevel er Henrik Day Poulsen en af de typer, man vender sig efter og spørger sig selv: Har man ikke set ham før?

Det kan godt være. 1. reservelægen på Psykiatrisk Center ved Amtssygehu-set i Glostrup har adskillige gange tonet frem på tv-skærmen og i aviser for at forklare, hvad en psykopat er for en størrelse. Henrik Day Poulsen blev med ét mediernes foretrukne ekspert i psykopater, da han skrev bogen »Psykopater« for to år siden. Det gav ham nogle tæsk i lægekredse, da han efter nogles mening slet ikke var den rette til at skrive sådan en bog. Han svarede igen med at udgive bogen »Fanatikere« året efter.

Og siden er han jævnligt løbet ind i øretæver fra kolleger, der opfatter ham som selvpromoverende og populistisk.

Det blæser Henrik Day Poulsen på. Samfundet har betalt ham i dyre domme for, at han kunne få en uddannelse, derfor er han forpligtet til at stå til rådighed med sin viden. Sådan ser han på det. Desuden mener Henrik Day Poulsen, at det er en menneskeret at være ambitiøs og en forpligtelse at være velklædt.

Mødestedet er Era Ora. En restaurant helt i Henrik Day Poulsens smag med selvimporterede italienske råvarer og en stjerne i Michelin-guiden for nogle år siden.

Henrik Day Poulsen signalerer med hånden, at han går sidst ind og takker nej til tjeneren, der vil tage hans Dolce & Gabbana-jakke fra Pitsburg i USA. Henrik Day Poulsen sætter sig ved et bord, tager fat om stilken af krystalglasset med kildevand og forklarer, hvordan han selv tror, at kollegerne opfatter ham.

»For det første tror jeg, at rigtig mange er positive. De opfatter mig som et hjælpsomt væsen, der er meget vidende inden for mit felt. Så er der sikkert også en gruppe, som samtidig opfatter mig som selvpromoverende og sikkert også som populistisk«.

Han sidder ret op og ned og hviler underarmene på den hvide dug. Solbrillerne sidder nu fast i håret.

»I starten var jeg ked af, at folk opfattede mig sådan. Men jeg ved, at det er det rigtige, jeg gør. Jeg vil ikke lade mig skræmme. Jeg har det også sådan selv, at jeg respekterer folk, som en gang imellem træder udenfor«.

Parcelhus i Aalborg

Hvis man skulle forestille sig Henrik Day Poulsen som dreng, ville han være en lille spinkel og kvik kostskoledreng. Sådan en der er opdraget til fine manerer.

Men det er komplet forkert.

For det første var Henrik stor. Faktisk var han den største konfirmand i klassen. Siden er han bare gået i stå, som han siger. For det andet har han aldrig gået på andet end offentlige skoler. Henrik er født og opvokset i en forstad til Aalborg. I et fuldstændig almindeligt etplansparcelhus fra 60'erne. Hans familie var om muligt ligeså almindelige som huset.

Faren kontorchef og moren sygehjælper. Henrik havde en storebror, og længere er den sådan set ikke.

Henrik stak ikke ret meget ud dengang. Han lavede sine lektier, dyrkede sport og havde kammerater ligesom alle andre.

Det skulle da lige være den omstændighed, at han var kvikkere end de fleste og ikke altid havde så stor tålmodighed med dem, der ikke kunne følge hans tempo.

En svaghed, som han har arbejdet meget med, og som han stadig er bevidst om.

»Der er sikkert nogle, som vil huske mig som egoistisk«, siger han.

Der er sikkert også nogle, som vil huske ham som borgerlig. Allerede i folkeskolen fik Henrik sit faste ståsted til højre for midten. I sin favoritrolle som opposition.

»Jeg er jo vokset op i 70'erne. Læ-rerne kørte i 2CV og gik rundt med lilla ble. Holdningen var, at alle er lige, og alt er lige godt. Og det har jeg fra slutningen af folkeskolen klart opponeret imod. Jeg synes ikke, alle er lige. Hvis alle var lige og kunne det samme, så fik du ikke nogen dynamik i et samfund.«

I gymnasiet fik Henrik med egne ord det intellektuelle modspil, som han ikke fik i folkeskolen.

»Jeg elskede at gå i gymnasiet. En af de piger, som jeg havde det allerbedst med, var helt anderledes end mig. Hun kunne lide Rolling Stones, hun var rød og havde prøvet at ryge hash. Vi havde det godt sammen og havde nogle rigtig gode diskussioner. Der er også mange af mine venner i dag, der har et helt andet politisk ståsted end mig«.

Henrik var konservativ, elskede at diskutere og gik klædt i La Coste-polo. Uniformen var korrekt, men Henrik var ikke medlem af noget politisk parti. Det har han aldrig været.

»Det er lidt for hurra-agtigt efter min smag. For mange medløbere. Det er ligesom givet på forhånd, hvad man skal mene«.

Er der noget, Henrik ikke kan tåle, så er det, når hans frihed bliver kompromitteret.

Han hviler nu albuerne på bordkanten, og holder fingerspidserne presset mod hinanden foran brystet. Tjeneren kommer hen til bordet, Henrik retter sig op og bestiller et glas hvidvin til fi-sken. Hans stemme er afdæmpet og hurtig. Det er næsten umuligt at høre, at han er vokset op i Aalborg. Dialekten er først og fremmest affekteret. Fin og med en feminin elegance ligesom resten af hans fremtoning.

»Klart æstetiker«

Henrik gik på sproglig linje på gymnasiet. Han elskede allerede dengang fremmedsprog og ville læse engelsk og fransk på universitetet. Men fornuften vandt, og flaskehalsen kom i stedet til at pege på medicin.

»Hvis jeg skulle vælge om i dag, ville jeg stadig vælge at være læge, især fordi psykiatri er meget spændende. Det at få indsigt i andre mennesker er jo en gave. At være i stand til at danne sig et billede af hvordan andre folk tænker«, siger Henrik Day Poulsen og afslører en anden væsentlig grund til, at han valgte psykiatrien.

»Det der med at være oppe om natten har aldrig været mig«.

Men hvis Henrik Day Poulsen skulle vælge helt om, så ville valget falde på kunsthistorie.

»Kunsthistorie har noget at gøre med æstetik, og æstetik har altid betydet utrolig meget for mig«, siger han og holder en kort kunstpause.

»I alt«, understreger han så.

»Det er også en af grundene til, at jeg vælger en restaurant som denne her«, siger han og ser ud i lokalet, hvor tjeneren er ved at ankomme med en flaske argentinsk hvidvin til 125 kroner - per glas.

»Man kan gennemgå det hele her og se, at der er tænkt over alt. Der er ikke noget, der er tilfældigt. Det kan jeg godt lide. Detaljer betyder utroligt meget for mig. Ikke på sygelig vis«, skynder han sig at tilføje.

»Men jeg er klart æstetiker. Jeg respekterer folk og mad, der har æstetik. Det er jo en kunst at lave mad, som de gør her. Sådan har jeg altid haft det. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men det er noget med, at livet bliver så tomt, hvis det hele bare er en hvid væg og en computer, og man ikke tænker over, hvordan man præsenterer tingene. Det er på samme måde med etik og moral. Høj etik og moral er som æstetik nødvendigt for at skabe nuancer og anstændighed i det, man laver. Både i privatlivet og i arbejdslivet«.

Henrik Day Poulsen tøver, inden han slutter af.

»Sådan tror jeg, at jeg vil sige det«.

Den kommende psykiater kan godt få øje på, at der er en oplagt sammenhæng mellem hans æstetiske sans og ly-sten til at stikke ud fra mængden.

»Det er nok rigtigt. Men jeg kan faktisk ikke se, hvorfor man ikke skal omgive sig med smukke ting. Det har ikke nødvendigvis noget med penge at gøre. Jeg kan sagtens gå i Ikea, Ilva eller Hennes & Mauritz. Det behøver ikke at koste mange penge«, siger han og fortæller om en veninde, der finder sten på stranden og arrangerer dem i glas fra Bilka.

Tjeneren kommer ind med fisken. To meget små sammenrullede fileter til hver. De er rejst op på tallerkenen med en anelse sovs. Ved siden af fiskene er der arrangeret hakkede haricot verts, som tjeneren forklarer i et miks mellem italiensk, fransk og dansk.

»Arh, det er ellers pænt. Det ligner blomster«, kommenterer Henrik Day Poulsen.

Han har en veludviklet feminin side og foretrækker også mænd frem for kvinder, siger han direkte adspurgt. Han har levet i flere parforhold, men bor nu alene. Han lægger ikke skjul på, at han er homoseksuel, men omvendt er det et emne, han forlader meget hurtigt.

»Det er ikke det første, jeg tænker på ved mig selv«, siger han.

»Ambitious«

Til gengæld hænger Henrik Day Poulsens selvopfattelse uløseligt sammen med USA.

Da han blev færdig med medicinstudiet, begyndte han på sin ph.d.-afhandling om brugen af tvang i psykiatrien. Han indledte et samarbejde med nogle amerikanske forskere, og i 1998 skiftede Henrik Day Poulsen sin tilværelse i Århus-villaen ud med et helt andet liv i en toværelses lejlighed i Washington DC.

Han blev voldsomt fascineret af USA og valgte at blive derovre i næsten to år. Meget af tiden sammen med sin amerikanske kæreste, som han flyttede i hus med i en periode.

Det blev to vigtige år for Henrik Day Poulsen.

Han venter et øjeblik med at forklare, da espressoen bliver stillet på bordet.

»Fordi jeg kom tæt på et samfund, som er så anderledes i forhold til det danske, og et samfund som mange danskere elsker at hade«.

Han understreger, at USA også har mange negative sider, og at han på ingen måde er Bush-tilhænger. »Men«, siger han så, »amerikanerne belønner folk, der gør en indsats. De erkender, at alle ikke er lige. At nogen er bedre end andre til nogle ting. Det kan jeg godt li'«, siger han og kaster sig ud i en nedsabling af børnechecken, som han kalder et samfundsøkonomisk misfoster, fordi den netop skal ud til alle.

»For eksempel kan amerikanerne sagtens finde på at diskutere, hvad de tjener, når de sidder omkring middagsbordet. Det ville være usandsynligt ved et middagsselskab i Danmark. Hvis du tjener en million dollars om året, siger de `GUD, den person må være talentfuld, siden han kan tjene så mange penge'. I Danmark ville det udløse misundelse: ,Hvordan har han nu lige tjent de penge? Kan det nu også være helt rigtigt`? Mange kolleger i USA bemærkede, at jeg havde en ph.d.-grad. Det var et kvalitetsstempel, og det anerkendte de. De sagde, du er ambitiøs, og det kan vi godt lide. Hvilket jeg også er«.

At være ambitiøs er et plusord i USA. Det er det også i Henrik Day Poulsens bevidsthed. I det hele taget mødte Henrik Day Poulsen en kultur, som på mange måder harmonerede med hans grundlæggende overbevisninger.

»Alle mine venstreorienterede gymnasielærere og universitetslærere havde haglet USA ned for at være asocial og menneskefjendsk. Nærmest helvedes forgård,« siger han og slutter med lav stemmeføring: »Men tingene er mere komplekse end som så«.

Henrik Day Poulsen bruger ikke mange sekunder på at arbejde sig indad i sin egen psykologi. Han virker langt mere interesseret i at tale politik og ideologi. Men det er næsten for oplagt, at den stærke overbevisning om, at vi skal have lov til at være forskellige, hænger sammen med hans egen seksuelle orientering.

»Måske«, starter han og kigger lidt frem for sig. »Det kunne det sagtens gøre. Det har da sikkert en betydning for tanken om retten til forskellighed«, siger han og begynder at tale om socialister, der efter hans mening ikke accepterer forskellighed. Om gymnasielærerne, der var ellevilde med Kina.

»Castro fængsler også homoseksuelle«, slutter han rækken.

Den seneste provokation

Espressoen er drukket, og de fire stykker chokolade er også væk. Vi spadserer fra restauranten, langs Christians-havns Kanal og hen til et nybygget og eksklusivt boligkompleks i fem etager. På øverste etage bor Henrik Day Poul-sen i 130 kvadratmeter med udsigt over det indre København.

Han sætter sig ud på den smalle vestvendte altan ved et lille bord og flytter en pakke cigaretter, der tilhører ekskæresten.

Henrik Day Poulsen har ingen forståelse for, at rygere skal skade hans helbred. Slet ikke når kolleger på et hospital overskrider et rygeforbud. Det får de så at vide. Råt for usødet af den spinkle reservelæge i jakkesæt.

Den slags er sandsynligvis med til at dele meningerne om Henrik Day Poul-sen. Det samme er hans næste jobskifte.

Henrik Day Poulsen har taget en beslutning om at forlade det offentlige Danmark, når han om kort tid bliver færdig som speciallæge i psykiatri. Den 1. juli 2005 tiltræder han en stilling som medicinsk ekspert for verdens femte største lægemiddelvirksomhed Bristol-Myers Squibb.

Henrik Day Poulsen ved det udmærket: Det kan virke provokerende.

»Ja, jeg går jo fuldstændig over til ,fjenden`«, smiler han.

»Der er sikkert mange, der stiller sig uforstående over for, at jeg kan ,prostituere mig` på den måde. Men nu vil jeg prøve at se, om den fæle industri er så fæl«.

Henrik Day Poulsen har truffet valget af lyst og nysgerrighed. Men han erkender blankt, at han altid har holdt af at forarge og provokere.

»Jeg har altid elsket diskussioner og meningsudvekslinger. Det er den måde, jeg kommer videre på. Jeg bliver ikke tændt af at provokere. Det er ikke sådan noget Jens Jørgen Thorsen-agtigt, hvor man hele tiden skal have en happening af en eller anden slags. Men jeg respekterer folk, der engang imellem træder lidt udenfor. Gør noget anderledes. Så må man tage med, at man bliver kritiseret«.

Det er jo lige før, at det hele passer sammen: En borgerlig læge med trang til at provokere, som nu vælger medicinalindustrien. Men Henrik Day Poulsen er ikke til at sætte i bås.

For det første understreger han, at han ikke kommer til at tjene flere penge. Han må nemlig samtidig sige farvel til en række tillidsposter. For det andet er det slet ikke sikkert, at han bliver i industrien.

»Når man ser, hvad overlæger laver, så synes jeg ikke, at det er så voldsomt interessant. Derfor giver jeg det private en chance. Men det kan godt være, at jeg vender tilbage og bliver overlæge. Det vigtigste for mig er, at jeg som 70-årig kan se tilbage på et liv, hvor der har været en mening i det, jeg har lavet. At jeg har mødt mange spændende mennesker, der har givet mig noget modspil«.

Han er ved at tale sig varm. For nylig blev Henrik Day Poulsen opfordret til at stille op til Folketingsvalget. Han svarede nej. Men han afviser ikke, at han næste gang svarer ja. At vi kommer til at se ham som politiker for et borgerligt parti.

Han smiler lidt.

»Men det er jo ikke sikkert, at jeg bliver valgt - måske er jeg for kontroversiel«.

JOURNAL

Navn: Henrik Day Poulsen.

Alder: 39 år.

Bopæl: Lejlighed på Christianshavn.

Titel: 1. reservelæge Psykiatrisk Center, Amtssygehuset i Glostrup. Fra den 1. juli medicinsk ekspert i Bristol-Myers Squibb.

Redaktør for Ugeskrift for Læger (fratræder den 1. juli 2005).

Uddannelse: Cand.med. sommer 1993, Aarhus Universitet. Ph.d.-grad for afhandlingen »Tvang i psykiatri« ved Aarhus Universitet, 2000. (For-venter at blive speciallæge i psykiatri juni 2005).

Karriere: Turnus ved Organkirurgisk Afdeling og Medicinsk Afdeling M, Randers Centralsygehus samt praksisreservelæge, Spentrup Lægepraksis (1993-1995). Vikar for reservelæge, psykiatrisk Hospital i Århus (1995). Reservelæge og 1. reservelæge, Institut for Psykiatrisk Grundforsk-ning, Psykiatrisk Hospital Århus (1995-2000). Reservelæge, Psykatrisk Afdeling E, H:S Bisbebjerg Hospital (2000-2001).

Kursusreservelæge og 1. reservelæge, Psyk. Klinik O, H:S Rigshospi-talet (2001-2004). Reservelæge, Neurologisk Afdeling, H:S Rigshospitalet (2004).

Lægeassistent, Retspsykiatrisk Klinik, Justitsministeriet (2000-2004).

Forfatter til bøgerne: »Psykopater« (Documentas, 2003), »Fanatikere« (Documentas, 2004) og Det opmærksomhedskrævende barn (Munks-gaard, 2003).

Interesser: Henrik Day Poulsen holder meget af at »gå ud med gode venner«. På café, på restaurant, i biografen eller teatret. Når han skal slappe af derhjemme foregår det med musik. Enten med MTV på skærmen eller på sofaen med bossa nova eller dance-music i højtalerne. Henrik Day Poul-sens store passion er i øvrigt fremmedsprog og at rejse.