Omkring forrige århundredskifte rasede debatten om, hvorvidt man skulle bruge æter eller kloroform ved bedøvelsen – som blev varetaget af kirurgen selv eller yngste kandidat.
»Mine Herrer!« Reservekirurg Aage E. Kiær skuede ud over de fremmødte. På denne martsaften i 1895 havde Aarhus Lægeforening indbudt til et foredrag om fordele og ulemper ved to bedøvelsesformer, som i årtier havde kæmpet om at være den foretrukne – æter eller kloroform [1].
Æternarkosen kom først, og i Danmark blev den introduceret i februar 1847 af kirurg Søren Eskildsen Larsen på Almindeligt Hospital i København, efter at han havde læst om det revolutionerende fremskridt i Ugeskrift for Læger.
Men snart efter var kloroform kommet i brug, nemlig under Slesvigskrigen 1848-1850. Når kirurgerne på fregatternes nedre dæk opererede i olielampens skær, mellem krudttønder og under beskydning, var kloroform at foretrække frem for æteren med dens letantændelige dampe.
Men tilbage til Aarhus, hvor Aage E. Kiær denne martsaften vil fortælle sine skeptiske kolleger om æterens fortrin som bedøvelsesmiddel frem for kloroform.
»Jeg mener at have en vis, om end naturligvis ikke udtømmende Erfaring, paa dette Gebet, idet jeg vel i alt har administreret en 400 Æternarkoser og, lad mig sige det straks, ikke har set noget Dødsfald under eller efter Narkosen«.
Siden indførelsen af den fulde narkose 50 år tidligere havde kirurgien gjort ufattelige fremskridt. Før bedøvelsen bestod operationer overvejende i amputationer og bortskæring af sygt væv og »knuder«. Og på grund af de rasende smerter skulle operationer bare gå stærkt.
Men med patienten i dyb søvn kunne kirurgen tage sig tid, og gradvist udvikledes nye indgreb, som havde været utænkelige tidligere. Kirurgien blev kurativ.
Da man fra slutningen af 1860’erne tilmed begyndte at anvende antiseptik, slap man for »sårfeber« – infektioner, som havde gjort selv mindre indgreb livsfarlige. Og nu, i 1895, hvor man også var ved at få styr på bakteriologien, stod kirurgien på sit hidtil højeste stadium.
Men der var ét problem, som på dette tidspunkt blev diskuteret på alle kirurgkongresser: Hvilken bedøvelsesmetode var den bedste?
Aage E. Kiær var ikke i tvivl. Han kunne henvise til, at British Medical Journal allerede i 1888 havde opgjort udfaldet af 23.804 æternarkoser og kun fundet ét dødsfald. I 1893 havde det franske Revue de Chirurgie publiceret en undersøgelse af 40.000 »Æterisationer«, og her var ikke forekommet et eneste dødsfald.
Anæstesien var ikke et selvstændigt speciale, og helt frem til 1940’erne var det kirurgerne selv, eller sygeplejersker, der stod for at bedøve patienterne. Anæstesi var derfor ikke noget, der blev forsket i – man gjorde sine erfaringer og brugte sit foretrukne bedøvelsesmiddel.
I 1850’erne var kirurgien, som havde været et håndværk med en akademisk overbygning, omsider blevet et lægeligt speciale. Men der var ikke mange kirurger til at forske eller føre statistik. Danmark havde i 1857 1,9 mio. indbyggere og bare 80 læger, og da kirurgien var et nyt speciale, havde der ikke været mange større operationer at lave statistik på. Frygten for postoperative infektioner og høj dødelighed havde lagt en dæmper på trangen til at bruge kniven.
Men det var nye tider, og da Nordisk Kirurg Forening i 1893 holdt stiftende møde i Göteborg, besluttede man at gennemføre en fællesnordisk undersøgelse i 1894-1895.
Undersøgelsen blev et søm i kisten til kloroform som bedøvelsesmiddel. Det viste sig nemlig, at 11.047 kloroformbedøvelser i de nordiske lande i de to år medførte fem dødsfald – ét pr. 2.122 bedøvelser – mens 1.279 æterbedøvelser ikke førte til et eneste. Tilsvarende resultater så man i Tyskland, Frankrig og England.
ÆTER HAVDE næsten fra første færd ligget i konkurrence med kloroform som bedøvelsesmiddel. På et tidspunkt havde kloroform skubbet æter ned på andenpladsen i alle de nordiske lande. Men efterhånden havde kloroform fået et blakket ry på grund af den relativt høje dødelighed.
Kiær har selv oplevet tre sikre kloroformdødsfald og flere tilfælde af »sandsynlig Kloroformdød efter operationen«, fortæller han:
»Den pludselige Død af Patienter, der lagde sig paa Bordet for højst ubetydelige Lidelser, en gang en indgroet Negl, en Gang et Panaritium (bullen finger, red.), umiddelbart i Narkosens Begyndelse, efter faa Drag af Kloroformen, har gjort et uudsletteligt Indtryk paa mig og lært mig at betragte Kloroformnarkosen som den alvorlige Ting, den er«.
Og måske er de kendte kloroformdødsfald kun toppen af isbjerget. »Til skade for Sandheden, men til Held for os Læger eksisterer herhjemme ingen absolut Pligt til at anmelde Død under Narkoser«, og man risikerer ikke, som amerikanske læger, at blive draget til ansvar.
Og ikke nok med, at kloroform er farligt: »Saare mange Læger administrerer Kloroform saa uforsvarligt, at det er en Gru« – bl.a. fordi undervisningen i narkose er meget lemfældig.
Når Kiær især opfordrer sine kolleger til at gå over til æter, er det på grund af den langt lavere dødelighed. Men en anden grund er, at da den opererende læge »oftest (har) daarlig Assistance«, er det vigtigt, »at kunne overlade Narkosen til en mindre kyndig«.
Men der var åbenbart ingen, der hørte efter, da Aage Kiær efterlyste en bedre uddannelse af »narkotisører«, så man ikke skulle overlade ansvaret for bedøvelsen til den første den bedste grønskolling. I 1916 – 21 år efter Kiærs advarsler – raser diskussionen nemlig igen i Ugeskriftets spalter [2].
Anledningen er, at »dansk Narkoseteknik« er blevet rost i et amerikansk tidsskrift. Men det er der bestemt ingen grund til, skriver V. Meisen, reservekirurg på Sundby Hospital.
Æternarkosen, der udføres med Wanschers maske, er simpel og uvidenskabelig, og man aner på intet tidspunkt, »hvor meget Æterdamp, Luft, Ilt, Kulsyre eller andre Expirationsluftarter, Pt. i et givet øjeblik indaander«.
Ser man derimod på »et Automobil eller en Motorcykle«, sørger maskineriet selv for at dosere den korrekte benzin-luft-blanding, der giver motoren den »mest skaansomme og besparende Gang«. Og lige som man kan regulere disse faktorer i en motor, bør det også ske under bedøvelsen. Faktisk findes der allerede tyske og engelske narkoseapparater, »der ganske vist ikke kendes her i Landet, rimeligvis paa Grund af Englændernes bristende Forretningssans«.
I Danmark er apparaterne stødt på modstand, bl.a. fra læge Christen Lundsgaard, som finder det helt hen i vejret, at man ved hjælp af »Haner, Skruer og Trisseværker« skulle kunne måle mængden af de luftarter, der indåndes af patienten. Desuden er sådanne apparater »både dyre [og] tilbøjelige til at gå i stykker«.
Men det værste er næsten, at hvis disse apparater bliver almindelige, mister man muligheden for at undervise studenterne i at narkotisere.
V. Meisen affejer dr. Lundsgaards »ubeherskede« indlæg. Lundsgaard er jo trods alt ikke kirurg, men internmediciner, og kan derfor ikke have den store praktiske viden om narkose. Hans bemærkninger om »Haner, Skruer og Trisseværker (!)« viser tydeligt, at han aldrig har set et narkoseapparat, som i virkelighedens verden er både ukompliceret og driftsikkert – og i vore nabolande, hvor de har været i brug længe, er man godt tilfreds med dem. Lundsgaard er simpelthen en reaktionær maskinstormer og er bange for det moderne.
Og rent bortset fra det – slutter Meisen – er systematisk uddannelse i bedøvelse og »faste Narkotisører« mere nødvendige end nogensinde. Da man sidst havde diskuteret det – 12 år tidligere – havde »yngste Kandidat«, der stod for at bedøve, trods alt været en voksen mand. Nu – med den nyligt indførte turnusordning – var det en grøn læge, der undertiden »kommer lige fra Eksamensbordet«.
Det var først i løbet af 1930’erne, at opdagelsen af nye bedøvelsesmetoder førte til en stigende erkendelse af, at udviklingen pegede i retning af et selvstændigt speciale. Farmakologen Knud Møller indledte ligefrem en kampagne for at etablere et anæstesiologisk speciale, og blandt andet fik han skabt pinlig opmærksomhed om, hvor tilbagestående Danmark var blevet på dette område. Besættelsen kom, så først i 1945 kunne en dansk læge, Ernst Trier Mørch, rejse til London for at studere anæstesi. Efter to år kunne han vende hjem og begynde at undervise i det nye speciale.
I 1950 blev det første anæstesikursus oprettet. Det var af et års varighed, og nu blev anæstesiologien anerkendt som det 20. selvstændige speciale. I 1953 blev den første egentlige anæstesiafdeling oprettet på Rigshospitalet. Derefter gik det stærkt.
Men endnu i 1970’erne kunne danske patienter ved mindre indgreb opleve at blive bedøvet med æter af kirurgen selv.
Litteratur
1. Ugeskrift for Læger, 1895, s. 505 ff.
2. Ugeskrift for Læger, 1916, s 957 ff., 1004 og 1067.
