04.30 Vækkeuret ringer i vores hjem i Odense.
04.45 Jeg tjekker blodsukkerkurven på telefonen. Den har ligget stabilt hele natten. Jeg har type 1-diabetes og ved, at motion er vigtigt, så jeg forsøger at lægge en tidlig morgenløbetur ind et par gange om ugen. Seks kilometer og lidt styrketræning i vores træningsrum.
06.00 Jeg gør madpakke til vores søn klar og morgenmad til mig selv; jeg er vanemenneske, så det er det samme året rundt: tre spejlæg, kefir med havregryn, chiafrø og blåbær.
06.45 Afgang mod Sønderjylland med lydbog på anlægget, »Jeg løb mod Nilen« af den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany om den egyptiske revolution i 2011. Jeg holder meget af litteratur, der giver et indblik i andre menneskers liv. Lægeverdenen kan hurtigt blive lidt indavlet.
08.00 Ankommer til lægehuset i Rødekro, hvor jeg er i sidste del af min speciallægeuddannelse – på deltid, så jeg har tid til min familie.
09.00 Morgenmøde i lægegruppen, som rummer fire dygtige praktiserende læger. Jeg er meget glad for min hverdag. Der er et godt kollegialt miljø, høj faglighed og en kultur, hvor man altid kan spørge hinanden til råds.
»Det er noget af det bedste ved almen medicin. Når man har opbygget et tillidsforhold til sine patienter, bliver det lettere at træffe gode beslutninger sammen. Jeg frygter, at vi mister noget helt grundlæggende, hvis den traditionelle praktiserende læge erstattes af skiftende læger i regionsklinikker«Daniel Emami, HU-læge i almen medicin
09.30 En mandlig patient, som jeg efterhånden kender godt, kommer med vandladningsproblemer gennem længere tid. Han vil gerne have målt sit PSA-niveau. Vi får en god snak om fordele og ulemper og bliver enige om i første omgang at udrede hans symptomer nærmere. Det er noget af det bedste ved almen medicin. Når man har opbygget et tillidsforhold til sine patienter, bliver det lettere at træffe gode beslutninger sammen. Jeg frygter, at vi mister noget helt grundlæggende, hvis den traditionelle praktiserende læge erstattes af skiftende læger i regionsklinikker. Tilliden mellem læge og patient er også med til at forhindre unødvendige undersøgelser.
10.15 Lidt af hvert. Ondt i halsen, hoste og hudforandringer. Jeg tænker ofte over, hvor glad jeg er for mit speciale. Stort set hele min arbejdsdag handler om ægte patientkontakt, og vi har mulighed for at gøre en forskel her og nu.
11.30 En ca. 90-årig kvinde med pletblødninger. Hun har haft en apopleksi, men bor stadig i eget hjem og nyder livet. Ved undersøgelsen finder jeg det, jeg tror er en blødende polyp. Hun ønsker ikke større indgreb, men vil gerne slippe for blødningerne, som bl.a. generer, når hun er til kaffe med veninderne. Vi aftaler en gynækologisk vurdering, hvor hendes ønsker om skånsom behandling bliver fremhævet. Det er tilfredsstillende, når vi kan tilpasse udredning og behandling til det enkelte menneske og ikke kun til diagnosen.
12.00 Frokost. Et veldækket bord med sild, laks, æg, grøntsager og kage. Som uddannelseslæge betaler jeg ikke for frokosten – luksus!
13.00 Supervision med en af klinikejerne – det handler især om kliniske prioriteringer, dilemmaer og forskellige tilgange til patienterne.
13.30 Jeg kører hjem mod Odense med Getz/Gilberto fra 1964 i ørerne. Fremragende.
14.45 Dagens højdepunkt. Jeg henter min søn i børnehaven. Han elsker at være der og vil helst blive. Efter lidt fælles beslutningstagning og bestikkelse i form af slik lykkes det dog at få ham med hjem.
15.00 Vi spiser en kanelgiffel og læser gamle Anders And-blade.
15.45 Tjekker ind med lægevagten. Lægevagten, som dækker Fyn, åbner kl. 16, og sekretæren vil ringe, når der kommer noget. Jeg kører vagt i min egen bil og har derfor bagagerummet fyldt med bl.a. katetre, hjertestarter og andet akutudstyr.
16.30 Tidlig aftensmad med mine forældre. Min far er fra Iran og laver suveræn mad, hvilket vi ofte nyder godt af. I dag har de taget langtidsbagt lammekød med safran, urter og salater med.
17.15 Kører på sygebesøg i Nyborg Fængsel, som er et lukket fængsel, hvor mange af de indsatte er dømt for alvorlig kriminalitet. På vej til Nyborg hører jeg The Chronic – jeg skal lidt op i tempo.
18.15 Undersøger indsat med mavesmerter. Af sikkerhedsmæssige årsager er der to betjente til stede under undersøgelsen. Det foregår nu ganske fredeligt, og jeg finder ikke grundlag for akut indlæggelse.
»Undersøger indsat med mavesmerter. Af sikkerhedsmæssige årsager er der to betjente til stede under undersøgelsen. Det foregår nu ganske fredeligt, og jeg finder ikke grundlag for akut indlæggelse«Daniel Emami, HU-læge i almen medicin
19.00 Konsultation i Nyborg. Ni patienter på en time. Mest ukomplicerede problemstillinger som halsonde, svimmelhed og hovedpine. En kvinde skiller sig dog ud. Hun er for få uger siden blevet sternotomeret for en kræftsygdom og har nu trykken lige bag brystbenet og let åndenød. Ekg er normalt, og operationsarret ser fredeligt ud, men hun er øm over brystbenet, og CRP-koncentrationen er over 150 mg/l. Det giver mig mistanke om en postoperativ komplikation, og jeg konfererer med thoraxkirurgen på OUH, som gerne vil se hende akut. Hun bliver indlagt.
20.30 Sygebesøg hos ældre herre med hjertesvigt. Han har taledyspnø og har flere gange tidligere været indlagt på grund af væske i lungerne. Hans kone er dement og kan ikke være alene hjemme, og han vil derfor meget gerne undgå endnu en indlæggelse. Jeg giver ham vanddrivende medicin subkutant og aftaler, at kommunens akutsygeplejerske tilser ham næste morgen. Han er meget glad for den løsning.
»Nogle gange handler god lægebehandling ikke om at gøre mere, men om at vide, hvornår man skal lade være«Daniel Emami, HU-læge i almen medicin
21.20 Sygebesøg på plejehjem. En ældre kvinde med fremskreden demens har i de seneste dage haft feber, hoste og tiltagende uro. Egen læge har startet antibiotikabehandling, men hun vil ikke længere tage tabletter og spiser og drikker stort set ikke. Jeg mistænker lungebetændelse og vurderer, at hun muligvis nærmer sig livets afslutning. Jeg forklarer de pårørende, hvorfor jeg vurderer, at en indlæggelse næppe vil gavne hende, og vi risikerer tværtimod at påføre hende unødige belastninger i livets slutfase. Min anbefaling er, at hun bliver i sine vante omgivelser på plejehjemmet med fokus på lindring. Fra min tid i Fælles Akutmodtagelse husker jeg tydeligt, hvor svært jeg havde ved at se svært demente patienter blive indlagt midt om natten. Patienter, som ikke forstod, hvor de var, eller hvorfor de skulle undersøges og behandles. Nogle gange handler god lægebehandling ikke om at gøre mere, men om at vide, hvornår man skal lade være. Det kræver, at vi som læger tør tage ansvaret for de svære beslutninger, så de pårørende ikke skal stå alene med det.
22.15 Kører hjem med Frank Sinatras »In the Wee Small Hours« fra 1955 – et fantastisk album til en sen køretur.
23.15 Hjemme igen. Jeg kigger ind til min søn, som sover fredeligt. Jeg bliver glad af at se på ham. Jeg kan ikke gå direkte i seng og sætter mig i stuen med en kold øl for at falde ned.
00.00 Godnat. I morgen skal vi på Danmarks Jernbanemuseum for nok 25. gang.
