Afgørende øjeblikke

Musestille i auditoriet

Jens Rehfeld:

»For ti år siden blev jeg inviteret over til Aarhus Universitet, hvor jeg selv er uddannet fra, for at holde festtalen for de nye læger om det at blive læge, og hvor godt det er. Jeg er jo selv, så at sige, kørt ud på et lægeligt sidespor som laboratorielæge, men jeg forberedte mig selvfølgelig og snakkede meget om det med min kone, der har været reservelæge hos Henrik (Kehlet, red.) engang og senere selv blev overlæge.

Men så kommer jeg derover. Det var i juni og utrolig smukt vejr, og Aarhus Universitets campus er jo en af de smukkeste i verden. Jeg var kommet i lidt god tid og sad ude foran aulaen og så ud over campus, hvor de studerende lå i grupper. Nogle læste, andre kyssede mest hinanden – der var en fantastisk stemning.

Så kom der en gammel mand gående ned over plænerne og manøvrerede ud og ind mellem de her grupper med sin taske over skulderen. Der var nobelpristageren Jens Christian Skou, og så tænkte jeg, at hold kæft, hvor er det godt, det akademiske miljø. Hvor er det smukt.

Så kom jeg ind og skulle holde den der festtale. Der var vel 600-700 mennesker – de nye læger og deres familier, og ja, det gik meget godt i starten. Jeg prøvede at fortælle, at vi lige havde fundet en meget sjælden ny sygdom her på afdelingen, som jeg gik meget op i, og folk hørte da pænt efter.

Men derefter fortalte jeg en af min kones historier. Den handler om en uventet operation. Det var en operation for kræft i spiserøret på en yngre mand på 45-46 år, der havde kone og tre børn og var direktør for et mindre firma. De præoperative undersøgelser var ikke gode. Lægerne havde spurgt sig selv, om de overhovedet skulle operere.

Men det gjorde de så, thorax- og mave-tarm-kirurgerne, og det gik smaddergodt. De vurderede faktisk, at de havde fået fjernet alt kræftvæv, og at patienten sådan set var blevet rask.

Dagen efter gik min kone ned til patienten, satte sig på sengekanten og tog ham i hånden. Hans kone sad over for. Mine kone fortalte så stille og roligt, hvordan operationen var gået, hvordan oddsene havde været på forhånd, og hvordan de havde ændret sig totalt, og at de som læger var meget tilfredse og glade for operationen.

Bagefter fortalte hun, at hun kunne mærke bare på håndtrykket og på udtrykket i konens øjne, hvordan de tog imod den meddelelse – og den oplevelse ,kan holde mig kørende i tre-fire måneder som læge’, siger hun stadig.

Den slags oplevelser er der jo mange af i løbet af et lægeliv, men det korte af det lange er, at det er et fantastisk godt job at være læge, og det er fantastisk meningsfuldt og tilfredsstillende, og for os fire er den lægevidenskabelige forskning noget meget tilfredsstillende – specielt hvis det kan få klinisk impact.

Og det kan godt være, at salen havde lyttet høfligt efter min fortælling om den sjældne sygdom - men da jeg fortalte min kones historie, var der fuldstændig musestille i aulaen.

Og bagefter kom dekanen farende hen til mig og sagde ,Du havde dem sgu allesammen i din hule hånd’.

Det var en fantastisk dag der i Aarhus«.

En uventet gæst

Niels Erik Skakkebæk:

»Da jeg fyldte 60, havde jeg besluttet mig for ikke at holde noget. Men vores datter kom hjem på dagen, og da vi sad og fik et glas sammen med hende, så kom den daværende direktør for Rigshospitalet forbi med et par flasker fra hospitalet, og hun blev selvfølgelig budt indenfor.

Mens vi så sad og nød et glas, ringede det på igen. Uden for stod en mand med et par flasker. Han var tydeligvis kommet for at sige tillykke med fødselsdagen, og han hilste også på mig, som om det var helt naturligt, at han kom.

Men jeg blev lidt flov, for jeg syntes ikke, jeg kunne genkende ham. Men jeg inviterede ham og sagde ,kom indenfor, vi sidder ovenpå, kom med op’ – og så satsede jeg på, at han nok sagde et eller andet, så jeg kunne huske ham. Det gjorde han nu ikke, da vi gik op ad trappen.

Da vi kommer ovenpå til de andre, vender han sig og kigger han på mig og siger: ,Kan du genkende mig?’ Og så måtte jeg jo sige, at hvis jeg skulle være helt ærlig, så kunne jeg faktisk ikke.

,Jeg var en af dine første to patienter med carcinoma in situ testis for 30 år siden, og nu har jeg læst om dig i avisen så mange gange i årenes løb, så nu tænkte jeg, at jeg ville komme og ønske dig tillykke. Jeg har det godt’, sagde han og viste os billeder af sin familie. Det var en dejlig oplevelse.

Hvis ikke hans kræft dengang var blevet opdaget så lynhurtigt, som vi gjorde, havde han måske udviklet en ondartet og dødelig kræftsygdom«.

Kunsten at holde fast

Henrik Kehlet:

»Jeg har faktisk to historier, som begge har et vigtigt budskab fra os ældre til de yngre, og det er: Hold fast, hvis I virkelig tror på, I har ret.

Den første historie starter, da jeg i sin tid i starten af 1990’erne skrev en oversigtsartikel om hele det her koncept med at blive rask hurtigt efter en operation og sendte den til det fineste amerikanske tidsskrift på feltet, der blev udgivet af det lægevidenskabelige selskab på feltet derovre.

Dengang var det hele jo stadig med papirpost, og efter noget fik jeg svar tilbage fra redaktøren, som skrev, at det var totalt uvidenskabeligt og hypotetisk osv. ,osv. Det ville de ikke bringe. En fuldstændig afvisning.

Nu er det noget, der er totalt højciteret.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gemte brevet, og år senere var det mig, der blev udpeget til at holde talen ved uddelingen af selskabets fineste forskningspris.

Under talen viste jeg brevet på en slide, og nede foran sad der en række redaktører fra det fine tidsskrift – dog ikke ham, der havde skrevet brevet, for han levede ikke mere – og da de så det, skyndte de sig alle sammen at forsikre om, at ,det var ikke os’.

Den anden udspillede sig, da jeg var chef for den store mave-tarm-kirurgiske afdeling, hvor jeg havde sparet hospitalet for hundredvis af millioner af kroner med den forskning, vi havde lavet.

Men så kom direktøren en dag til et rigtig hyggeligt eftermiddagsmøde og sagde, ,Henrik, du spare 4% på budgettet næste år’.

Så sagde jeg til ham, at ,skal vi ikke stoppe det, for du har ingen argumenter. Jeg synes, du skal sige, at jeg skal spare 20%, for så får du fred i fem år’.

Det kunne han ikke tage – han afskedigede mig, og næste morgen kl. 7.30 skulle jeg ned og skrive under på et papir, at jeg som professor i kirurgi blev overflyttet til patologisk afdeling. ,Skriv under her’ – og det gjorde jeg.

Men nu sidder jeg altså her. Og direktøren blev selv fyret i næste omgang.

Det viser bare, at man skal holde fast og ikke lade sig slå ud«.

Den sidste koppepatient

Niels Høiby:

»Min historie handler om det, der rent faktisk gjorde, at jeg blev mikrobiolog.

Jeg havde faktisk haft et forskningsstipendium, mens jeg studerede, på en mikrobiologisk afdeling på det, der dengang hed Blegdamshospitalet, og det var sindssygt spændende. Men jeg ville være intern mediciner, endokrinolog – vi bliver jo læger for at blive læger og ikke for at blive forskere. Det bliver man så nogle gange alligevel.

Jeg var så ansat på hæmatologisk afdeling på Gentofte, og der havde vi patienter, der var så dårlige. De manglede hvide blodlegemer på grund af den behandling, de fik, eller på grund leukæmi, og så skulle vi give dem antibiotika. Så jeg ringede ind til min gamle chef på mikrobiologisk og spurgte, hvad jeg skulle give dem – og det gjorde jeg hver gang, jeg var på vagt.

Til sidste sagde han, at de havde en stilling, som jeg skulle tage at søge, så han kunne lære mig lidt om antibiotika, og jeg tænkte o.k., så gør jeg det.

Men dagen efter jeg startede, i starten af september 1970, skete der det, at den sidste koppepatient i Danmark blev indlagt på netop Blegdamshospitalet, der var beregnet til epidemiske sygdomme.

Kopper var dengang en frygtelig sygdom. Vi var ganske vist allesammen vaccineret, men der havde været importerede tilfælde mange steder i Europa, og de havde spredt sig på hospitalerne og andre steder.

Fra dag et oplevede jeg der, hvor effektive de var på Blegdamshospitalet, Patienten blev isoleret, men han havde som smittet været i kontakt med mellem 500 og 600 andre personer. Han var syvendedagsadventist og arbejdede som fysioterapeut – så vi skulle altså pludselig isolere 500-600 mennesker.

Vi ryddede hele hospitalet og sendte vores patienter over på andre hospitaler – det kunne man dengang – og vi kaldte gamle ansatte ind, og vi blev allesammen isoleret.

Militæret kom og satte telte op, hvor vi kan have patienterne med 6-8 i hvert telt, og så havde vi hver ansvaret for et eller to telte, og vi måtte ikke have nogen kontakt mellem teltene. Og det gik godt – der kom ikke nogen spredning, og de blev selvfølgelig også vaccineret alle sammen.

Patienten selv døde i løbet af to-tre uger. Og det var voldsomt – jeg har en række billeder af det, og det ligner de mest frygtelige brandsår.

Men den der fantastisk effektive indsats, det fik mig til at tænke, at jeg skal sgu da være mikrobiolog.

Og det tænker jeg er virkelig vigtigt, når man ung. Som jeg sagde tidligere: Det er det der carpe diem. Grib de chancer, der kommer! Du ved jo dybet set ikke, hvad du vil, og så kommer du måske et sted, hvor der er nogle karismatiske mennesker, som støtter dig – og så skal man gribe det.

Jeg er stadig klinisk interesseret, men mikrobiologien og forskningen blev min vej – selvom jeg kunne være endt alle mulige andre steder«.