Skip to main content

Afinstitutionalisering og kriminalitet blandt psykisk syge

Merete Nordentoft

1. nov. 2005
4 min.

Antallet af psykiatriske sengepladser i Danmark er reduceret kraftigt siden 1976, da amterne overtog de tidligere statshospitaler. Dengang var der 12.000 sengepladser, og dette er nu reduceret til ca. 4.000 sengepladser. Samtidig er der opbygget en kapacitet, der svarer til ca. 3.500 pladser til psykisk syge i beskyttede botilbud, der dækker nogle af de funktioner, der tidligere lå i de gamle statshospitaler.

I perioden 1993-1999 er antallet af psykiatriske sengepladser ikke blevet reduceret [1].

I forbindelse med igangsættelsen af den omfattende afinstitutionalisering i den vestlige verden havde man ikke gjort sig tilstrækkelig klart, hvilke behandlings- og støttesystemer der nødvendigvis måtte være etableret i lokalsamfundet for at kunne overtage de opgaver, der tidligere lå i totalinstitutionens rammer. Det somatiske behandlingssystem blev model for omorganisering af det psykiatriske behandlingssystem, og der blev ikke i denne omorganisering taget tilstrækkeligt hensyn til de særlige handicap, som en del af de alvorligt psykisk syge er præget af: initiativfattigdom, nedsat evne til at skabe struktur i dagligdagen og periodevis svigtende dømmekraft. Resultatet blev, at langvarigt psykisk syge fik formel frihed til at færdes i normalsamfundet og i de fleste tilfælde også tilbud om at få medikamentel behandling i et ambulatorium, men en stor del havde ikke de nødvendige personlige resurser til at kunne skaffe sig den nødvendige hjælp i samfundets institutioner og var ikke i stand til at udnytte de formelle rettigheder, de havde opnået. For en gruppe dårligt fungerende psykiatriske patienter førte denne omorganisering til uregelmæssig medicinsk behandling og utilstrækkelig imødekommelse af behov for behandling og basale fysiske og sociale behov.

Der er gennemført randomiserede undersøgelser, som sammenligner tidlig udskrivelse versus fortsat indlæggelse [2], akut dagbehandling og akut indlæggelse [3], og intensiveret ambulant behandling og standardbehandling [4]. Disse undersøgelser tyder alle på gunstig effekt af modeller med mindre institutionalisering. En række negative effektmål optræder så sjældent, at de af praktiske grunde ikke kan undersøges i randomiserede undersøgelser. Det gælder blandt andet selvmord og kriminalitet. Man er da henvist til undersøgelser, hvor det ikke er muligt med samme grad af sikkerhed at fastlægge sammenhængen mellem formodet årsag og formodet virkning. Således gennemgår Peter Kramp & Gorm Gabrielsen i dette nummer af Ugeskrift for Læger udviklingen i kriminalitet begået af psykisk syge i perioden 1977 til 1999 [5]. De konstaterer, at der i den periode år for år er sket en stigning i antallet af psykisk syge kriminelle. De kan påvise, at denne udvikling ikke skyldes, at foranstaltningerne bliver længere og længere, ligesom de mener at kunne afvise, at der skulle være tale om ændret praksis vedrørende sagsbehandlingen. De sammenholder denne uheldige udvikling med andre udviklingstendenser i samfundet og mener at kunne udelukke en lang række årsager til stigningen i antallet af psykisk syge kriminelle og anser afinstitutionaliseringen for at være den væsentligste årsag. Afinstitutionaliseringen kan dog ikke forklare, hvorfor kriminaliteten også er steget i undersøgelsens sidste syv år, mens antallet af sengepladser har været konstant. Problemet er formentligt mere komplekst. Andre forklaringer må altså også gøre sig gældende. I den sammenhæng kan ændret diagnostik og misbrug af psykosefremkaldende euforiserende stoffer ikke udelukkes, ligesom man kan tænke sig, at der blandt de psykisk syge er nogle, som er særlig følsomme for kulturelle samfundsmæssige ændringer. Også indvandring og mangelfuld integration af psykisk sårbare mennesker kan spille en rolle. I undersøgelsen dokumenteres, at der er en gruppe mennesker med ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede psykotiske tilstande, som begår kriminalitet. En del af de psykisk syge begår kriminalitet, inden de er kommet i kontakt med behandlingssystemet, og dette er et argument for en indsats, der sikrer tidlig opsporing og behandling ved psykoser. En del begår kriminalitet, efter at de er kommet i kontakt med behandlingssystemet. Det faktum er et argument for en mere intensiv opfølg-ning efter udskrivelse og for etablering af særlige specialiserede retspsykiatriske sengeafdelinger og psykoseteam, der sikrer langtidsbehandling af personer med stor risiko for gentagen kriminalitet. En tredjedel af de retspsykiatriske patienter findes i H:S, og det er derfor opmuntrende, at de to sidstnævnte forslag indgår som højt prioriterede områder i H:S Sundhedsfagligt Råds redegørelse for retspsykiatri [6].


Referencer

  1. Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Regeringens statusrapport om tilbuddene til sindslidende 2000. København: Statens Information, 2002.
  2. Herz MI, Endicott J, Spitzer RL. Brief hospitalization: a two-year follow-up. Am J Psychiatry 1977;134:502-7.
  3. Marshall M, Crowther R, Almaraz-Serrano A et al. Day hospital versus admission for acute psychiatric disorders (Cochrane Review). I: The Cochrane Library, Issue 2, 2003. Oxford: Update Software.
  4. Marshall M, Lockwood A. Assertive community treatment for people with severe mental disorders (Cochrane Review). I: The Cochrane Library, Issue 5, 1998. Oxford: Update Software.
  5. Kramp P, Gabrielsen G. Kriminalitet begået af psykisk syge 1977-1999. Ugeskr Læger 2003;165:2553-6.
  6. Retspsykiatrien I H:S. Redegørelse af 31. maj 2001. www.hosp.dk/
    direktion.nsf/pics/retspsykiatri-Rapport/maj, 2001.