Skip to main content

I løbet af de seneste tre år er alle danske sygehuse, som leverer ydelser for offentlige midler, blevet kvalitetstjekket, men kun omkring hvert fjerde sygehus er gået igennem første tjek uden væsentlige problemer og har opnået en såkaldt akkreditering uden bemærkninger. På de resterende sygehuse blev der fundet mangler eller kvalitetsbrist. Det viser en optælling af Akkrediteringsnævnets afgørelser, som Ugeskrift for Læger har foretaget.

Hos Patientforeningen er de rystede over, at det kun var hvert fjerde sygehus, som fuldt ud levede op til de nationale standarder for kvalitet i første omgang.

»Det er utrygt for patienterne, når et sygehus har bemærkninger. Hvis det var et flyselskab, som ikke opfyldte sine krav til kvalitet fuldt ud, så ville jeg ikke flyve med det selskab. Det samme med hospitalerne«, siger Erik Bach, formand for Patientforeningen.

Men selv om tallene ryster Patientforeningen, er flere eksperter ikke overrasket. Jan Mainz, professor i kvalitetsudvikling ved Syddansk Universitet, mener, at det er flot, at hvert fjerde sygehus kom igennem kvalitetstjekket uden bemærkninger.

»Det er helt tilfredsstillende, for det er et helt nyt akkrediteringssystem, som hele det danske sundhedsvæsen har skullet vænne sig til. Jeg er overbevist om, at det vil gå endnu bedre i næste omgang«, siger han.

Ni sygehuse har stadig bemærkninger

Formålet med akkrediteringssystemet er blandt andet at forbedre kvaliteten og forebygge fejl, der koster liv. Det er Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), som står for undersøgelserne på sygehusene, mens det er Akkrediteringsnævnet, som på baggrund af IKAS' undersøgelser afgør, om det enkelte sygehus får en akkreditering, en akkreditering med bemærkninger eller slet ikke bliver akkrediteret.

Hvis et sygehus »i al væsentlighed« lever op til de 104 kvalitetskrav - de såkaldte akkrediteringsstandarder - har det fået en akkreditering uden bemærkninger.

»Sygehuset indstilles til status ,akkrediteret med bemærkninger`, når ikke alle standarder er opfyldte, og der gives bemærkninger af et vist omfang og/eller af væsentlig betydning, men når disse i alt væsentligt forventes opfyldt inden for en rimelig tidsfrist«, fremgår det af vurderingsprincipperne. Hvis det vurderes, at »sygehuset ikke inden for en rimelig tidsfrist i tilstrækkelig grad kan leve op til kravene i akkrediteringsstandarderne«, indstilles det til ikke akkrediteret.

Ved første behandling var der fem sygehuse, som ikke blev akkrediteret, 49 fik akkreditering med bemærkninger, mens 20 sygehuse fik en ren akkreditering.

Et af de områder, der voldte sygehusene problemer, var medicineringsområdet, fortæller Per Østergaard Jensen, næstformand i Akkrediteringsnævnet.

For eksempel var der på Aalborg Universitetshospital blandt andet en del afvigelser fra retningslinjerne angående opbevaring af medicin. Manglerne blev vurderet som væsentlige, fremgår det af akkrediteringsrapporten. Aalborg Universitetshospital har ligesom en række andre sygehuse fået rettet op på manglerne og i anden behandling fået en akkreditering uden bemærkninger. Men ni sygehuse står på nuværende tidspunkt stadig noteret med en akkreditering med bemærkninger - fem af disse har dog ikke været igennem anden behandling endnu.

Systemet skal evalueres

Ph.d.-studerende Sarah Wadmann, som forsker i akkreditering i et teoretisk perspektiv ved Københavns Universitet, er heller ikke overrasket over tallene, da det er resursekrævende at implementere et så omfattende akkrediteringssystem. Hun rejser derimod et grundlæggende spørgsmål om, hvad akkrediteringen betyder for kvaliteten i sundhedsvæsenet.

»Systemet kræver så mange resurser, som nødvendigvis må gå fra andre områder. Og mens vi normalt stiller krav om, at beslutninger om behandling i sundhedsvæsenet skal være baseret på bedste eksisterende viden, så har vi efter min bedste overbevisning ikke noget særlig godt videnskabeligt grundlag for at vide, hvordan de mange resurser, der bruges på at opnå en akkreditering, rent faktisk vil påvirke det daglige arbejde på hospitalerne og med hvilke effekter for patienterne«, siger hun og henviser til en række studier fra udlandet, som har vist, at målinger og offentliggørelser af hospitalers præstationer ikke blot har tilsigtede, men også utilsigtede effekter, som i nogle tilfælde kan have uheldige konsekvenser for patienter og medarbejdere.

På AROS Privathospital, som har en akkreditering med bemærkninger, men ikke har været igennem anden behandling endnu, siger akkrediteringskoordinator og bestyrelsesformand Katrin Korsby, at en akkreditering ikke vil forbedre kvaliteten.

»Vi får ikke mere kvalitet ud af at få en akkreditering, men bruger mere tid på bureaukrati. Men vi vil få tingene i orden, for selvfølgelig skal vores kvalitetsstempel være i orden for at drive en virksomhed«, siger Katrin Korsby og henviser til, at hun vurderer, at patienterne kigger på akkrediteringerne.

Sundhedsordfører Sophie Hæstrup Andersen (S) synes, at det er vigtigt at evaluere akkrediteringssystemet, og vil derfor i første omgang tage initiativ til, at sundhedsudvalget afholder møde med IKAS.

»Der bruges mange resurser på systemet på de enkelte hospitaler; derfor er det vigtigt at følge op på, om barren ligger højt nok i forhold til den kvalitet, man sigter på. Og om al den megen fokus på registreringer og retningslinjer giver den ønskede effekt i forhold til at få mere fokus på kvalitet, eller om det bare er en papirtiger«, siger hun.

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS) har ikke ønsket at kommentere uden gennemsyn af hele artiklen.