Aktiv dødshjælp skal fortsat være forbudt

Skal en smerteplaget patient sidde og pulverisere phenobarbitaltabletter, som efterfølgende skal føre til døden? Jeg ville ønske, at dette spørgsmål kun var retorisk. Men det er det desværre ikke. Det er baseret på den opskrift, som en gruppe kolleger – Læger for aktiv Dødshjælp – har offentliggjort på deres hjemmeside. En pensioneret læge har desuden under stor mediebevågenhed fortalt, at gruppen i flere tilfælde har ordineret eller er kørt ud til patienter med medicin i en dosis, som har kunnet slå dem ihjel. Det er dybt foruroligende, og Lægeforeningen har stærkt taget afstand fra disse lægers handlinger.

Læger for aktiv Dødshjælp vil måske sige: »Skulle vi blot vende ryggen til patienter, der lider?« Svaret er klart nej. Selvfølgelig ikke. Patienter har krav på behandling, pleje og omsorg, så de ikke lider. Derfor burde disse læger i stedet hjælpe den enkelte patient til at få den nødvendige hjælp, f.eks. på en palliativ enhed eller et hospice. De kunne også råbe op og kræve flere og bedre tilbud til disse patienter. Det ville være meget velkomment. Men svaret er aldrig at slå patienterne ihjel eller overlevere medicin, så de selv kan tage livet af sig.

Jeg vil gerne advare mod en forsimplet diskussion af aktiv dødshjælp og medvirken til selvmord. En stor del af den debat, der foregår, tager afsæt i en falsk præmis om, at vi står over for et valg mellem at efterlade patienter i lidelse eller at lovliggøre aktiv dødshjælp. Det er givet en del af forklaringen på, at der er en udbredt folkelig opbakning til aktiv dødshjælp. Men det er ikke desto mindre forkert.

Faktum er, at det allerede er lovligt at give de smertestillende eller beroligende midler, som patienten har brug for. Også selv om der er behov for doser, som kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes. Faktum er, at det allerede er tilladt at yde palliativ sedering, hvilket indebærer, at man med lægemidler reducerer patientens bevidsthedsniveau for at lindre svær lidelse. Faktum er også, at mange patienter skifter mening. Erfaringen viser, at ønsket om aktiv dødshjælp – f.eks. ved en alvorlig diagnose – ofte forsvinder, når patienten får den rigtige behandling og pleje.

Og faktum er også, at legalisering af aktiv dødshjælp er en glidebane. I Holland vokser antallet af mennesker, der dør på denne måde. Nu kan man også »blive hjulpet«, selv om man ikke er uafvendeligt døende. Det gælder ældre mennesker med demens og patienter med psykisk sygdom. I Belgien kan børn få aktiv dødshjælp. Vi taler om mennesker i meget sårbare situationer. Hvem bliver de næste? Her er perspektiver, som jeg ikke har lyst til at tænke til ende.

At mange mennesker efterlyser lovliggørelse af aktiv dødshjælp, skal man tage meget alvorligt. Frygten for at dø i smerte og afmagt er forståeligt nok udbredt, og det er et vink med en vognstang om at styrke de palliative tilbud til patienterne. Her tænker jeg på kapacitet, men også på at styrke borgere og fagfolks viden om, hvad der faktisk er af muligheder. Sker det ikke, frygter jeg, at kravet om at legalisere aktiv dødshjælp vil tage til i styrke.

Lægeforeningen har meldt klart ud i den aktuelle debat, og det vil vi fortsætte med. Aktiv dødshjælp og medvirken til selvmord skal fortsat være forbudt. Som læger arbejder vi for at helbrede – hvis det er muligt – og for at lindre. Det skal patienterne altid kunne stole på. Alt andet vil forgifte forholdet mellem læge og patient. Vi kæmper mod smerte og lidelse, og det er her, at slaget skal stå. Løsningen er aldrig at slå patienten ihjel.