Akutbetjeningen og almen praksis

Sundhedsstyrelsens anbefalinger lægger op til en gennemgribende ændring af fremtidens akutbetjening. Det er anbefalinger, som vi fra Lægeforeningen bakker op. Vi mener grundlæggende, at det vil give akutte patienter et bedre tilbud. Det er samtidig nøglen til, at vi i det øvrige sundhedsvæsen kan indføre forandringer, der udnytter de lægelige ressourcer bedre og åbner for det samlede kvalitetsløft, som vi alle ønsker. Det betyder ikke, at vi mener, at vi skal kaste os ind i en forandringsproces af revolutionær karakter. Der er en række forudsætninger, der skal være på plads, og også Sundhedsstyrelsen lægger op til, at det vil tage 5-10 år at gennemføre forbedringerne. Den debat, der har været siden, har i høj grad fokuseret på organisationen af akutbetjeningen og på almen praksis' rolle i den præhospitale indsats. Princippet er, at alle henvendelser til akutbetjeningen sker telefonisk, enten til egen læge, vagtlæge eller i de mest alvorlige tilfælde til 112. Alle henvendelser bliver således fra første kontakt vurderet af en læge og visiteret videre til den sundhedsfaglige ydelse, der bedst afhjælper den pågældendes problem. Resultatet er hurtigere vej til bedre kvalitet og mere effektiv resurseudnyttelse. Det er væsentlige elementer i det, som vi mener, er et bedre tilbud til befolkningen end det nuværende. Det er også her, at vi har fået den stærkeste kritik.

Almen praksis har ikke ledig kapacitet i dag, og alligevel har vi lovet øget tilgængelighed. Hvordan hænger det sammen? Almen praksis regner samspillet med andre sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet som afgørende for det gode patientforløb. Den praktiserende læges funktion som visitator er en kerneydelse for almen praksis - også for akutte tilfælde. Derfor skal vi sikre en tilgængelighed, der tilgodeser akut syge patienters behov for at komme i kontakt med os. Vi er fuldt ud klare over, at dette ikke kan ske over-night. Der er flere forudsætninger, der skal være opfyldt.

På regionalt niveau skal der indgås aftaler om, hvor specifikke patientkategorier skal behandles. Der skal etableres nye moderne telefonsystemer, der kan skille akutte opkald fra mindre akutte, og der skal ansættes mere personale i almen praksis, både i dagtid og vagttid, til at servicere de flere henvendelser. Både ny teknologi og ikke mindst flere ansatte i almen praksis vil kræve en betydelig økonomisk blodtransfusion - en saltvandsindsprøjtning vil ikke kunne gøre det. Dette vil uden tvivl blive et centralt emne for kommende overenskomstforhandlinger.

Især udsigten til større vagtbelastning har vakt bekymring og modstand hos flere kolleger. Statistikker fra de senere års antal kontakter til skadestuer rundt om i landet viser en betydelig variation. På baggrund af estimater af andelen af henvendelser med almenmedicinske helbredsproblemer er der skønnet over forventet mængde af tilført arbejde til lægevagten - også her med betydelige regionale forskelle. Det skal dog erindres, at der i flere amter i flere år har været telefonisk visiteret adgang til skadestue, og det har fungeret til alles tilfredshed.

Hovedstaden, landets største region, følger ikke Sundheds-styrelsens anbefalinger. Man opererer med dagåbne og uvisi-terede skadestuer på såkaldte nærhospitaler uden de special-læger, som er nødvendige for at give behandling af den høje kvalitet, som politikerne forventer, og som patienterne har krav på. Politikernes argumenter er, (påstået) hensyn til borgernes tryghed. Mit modargument er, at det skaber falske forventninger og falsk tryghed.

Praktiserende læger er for tiden en ombejlet faggruppe. Der er naturligvis grænser for, hvad vi som enkeltpersoner og som gruppe kan magte. Men når det handler om vore kerneydelser, må der ikke herske tvivl. Vi må som praktiserende læger fastholde, at visitation til sundhedsvæsenets ydelser og behandling af almenmedicinske helbredsproblemer fortsat skal finde sted i almen praksis - både i dagtid og i vagttid.