Akutklinik: et plaster på lokalbefolkningens sår

Foto: Regionshospitalet Viborg, Lisbeth Justesen

»Nå, det er skadestuen, du skal til ...«

En skibonit på gaden forklarer, hvor vi finder Resenvej, akutklinikkens adresse. I borgernes bevidsthed eksisterer skadestuen stadig - selv om det er to år siden, at den lukkede.

Man taler også fortsat om »Skive Sygehus«, selv om det efterhånden er en anakronisme. Der er kun rester tilbage: en billeddiagnostisk og en biokemisk afdeling, et lungemedicinsk ambulatorium, en fertilitetsklinik, en afdeling for neurorehabilitering - og akutklinikken.

At den salgs teknikaliteter indimellem går hen over hovederne på befolkningen, er ikke uproblematisk: En akutklinik er ikke en skadestue. Og derfor skulle moren, der sidste år kom løbende ind på akutklinikken med sin datter, der havde feberkramper - og senere fik hjertestop - ikke have henvendt sig her, men i stedet have kaldt 1-1-2. Det gjorde de på akutklinikken.

En samling af de fælles akutmodtagelser i Region Midtjylland - som i de øvrige regioner - betyder, at mange patienter får længere til et hospital med fælles akutmodtagelse og dermed længere til en traditionel skadestue.

Mange af disse patienter har mindre komplicerede skader, der gør, at de ifølge regionerne med fordel kan behandles på akut- eller skadeklinikker i nærområdet. I Region Midtjylland er der akutklinikker i Ringkøbing, Grenaa, Silkeborg og her i Skive, som alle er visiterede. Ikke desto mindre kommer borgere dagligt ind fra gaden, og dem tager man også imod her i Skive.

Det set-up, der er gældende her i akutklinikken - med behandlersygeplejersker i hele åbningstiden og vagtlæger som backup aften og weekend - har eksisteret i flere år. Indtil april 2009 fungerede akutklinikken og akut medicinsk modtageafsnit (AMA) på »Skive Sygehus« som en integreret enhed. Da AMA'en lukkede, fusionerede akutklinikken og skadestuen i Viborg under ortopædkirurgisk afdelings overordnede ledelse. Og det er netop Skive-modellen, som regionen ønsker udvidet til at gælde akutklinikkerne i Grenaa og Ringkøbing. Også Region Nordjylland har haft et godt øje til modellen, da det for nylig blev besluttet at oprette en akutklinik på Sygehus Himmerland i Hobro, hvor al akut kirurgi skæres bort den 1. juli.

Populære vagter

Klokken er 16, og Connie Tougaard - skadestuesygeplejerske igennem 34 år - møder ind i kaffestuen. Ud over lægesekretæren er der mennesketomt i rummene på den lange gang, der udgør akutklinikken: Et undersøgelsesrum med to brikse, et kontor til den vagtlæge, der ankommer om lidt, et venteværelse og en skranke, hvor lægesekretæren tager imod, og hvor det på en computerskærm fremgår, hvilke patienter der er på vej. Beskrivelsen af den seneste på listen lyder: »tand i ben«. Hvad det dækker over, får vi snart at se.

Behandlersygeplejersken, der alene har betjent patienterne i dagtid, er på vej hjem. Hun har haft lægelig backup fra skadestuen på regionshospitalet i Viborg, som akutklinikken også organisatorisk hænger sammen med. Behandlersygeplejerskerne er ansat i skadestuen i Viborg med udetjeneste på akutklinikken.

Flemming Hansen er lægeansvarlig for skadestuen i Viborg, hvortil behandlersygeplejerskerne kan ringe i dagtid. Det sker ikke mange gange dagligt og primært for at få vurderet røntgenbilleder.

»De alvorlige skader skal behandles på skadestuen i Viborg. Selv hvis man ,bare` er kommet til skade med sit knæ, men ikke kan støtte på det, ja, så skal patienten også til skadestuen i Viborg. Her vil akutklinikken blot være et forsinkende led for patienten. Det er kun små skader, akutklinikken kan tage sig af. Øvelsen består i at forklare det for såvel patienterne som de praktiserende læger, når de henviser patienter til klinikken i dagtid«, siger Flemming Hansen.

Al aktivitet i klinikken i tidsrummet kl. 16-23 sker på delegation fra og under ansvar af lægevagten, som har lokalefællesskab med akutklinikken.

Poul Dahl er praktiserende læge i en kompagniskabsprakis i Skive. Efter at han denne tirsdag har afsluttet arbejdet i sin praksis, møder han op i akutklinikken til en af sine 2-3 månedlige vagter her. I de kommende syv timer vil han og Connie Tougaard tage sig af mindre og ukomplicerede skader hos borgere, som er henvist af visitatorerne i Aarhus og Holstebro.

Blandt de først fremmødte er Elisa på sin mors arm. Hun er faldet ned fra puslebordet. Umiddelbart efter ankommer ni måneder gamle Gustav i autostol. Hans mor er bekymret, fordi han efter et par dage på penicillin har fyrre i feber. Poul Dahl kan berolige begge børns mødre: Der er ikke noget at bekymre sig om.

I venteværelset sidder også en svær overvægtig ung mand, der har vredet om på foden. Han sendes til røntgen på næste etage og køres hjem kort tid efter, at Poul Dahl har kigget på røntgenbillederne. En anden - gåden fra før - har fået en tand fra en rive i benet ...

Ud over at fungere som lægelig backup i akutklinikken skal Poul Dahl på hverdage køre konsultationsvagt. Han er begejstret for ordningen:

»Det er et effektivt teamwork, vi kan tilbyde borgerne. På en travl aften kan vi have 30-40 i klinikken. Borgere, som slipper for at skulle køre helt til skadestuen i Viborg. Og vi kan virkelig klare mange ting. 80-90% af henvendelserne i aftentimerne afsluttes her«, siger Poul Dahl, der fortæller, at vagterne i klinikken er særdeles populære hos hans kolleger blandt de praktiserende læger.

Almen praksis og sygeplejersker i front

Ifølge Allan Julsgaard Mortensen, vagtchef i Viborg/Skive, er akutklinikken en god forløber for de kommende fælles akutmodtagelser:

»Jeg er tilhænger af, at almen praksis integreres i akutområdet generelt, således at også almenmedicinernes kompetencer kommer i spil.

Det er meget vigtigt, at akutklinikken er koblet op på skadestuen i Viborg. De praktiserende læger har f.eks. brug for supervision ved alle frakturer. Det sker ved, at vagtlægen ringer til mellemvagten på skadestuen i Viborg for at få denne til at vurdere et røntgenbillede, der er overført via telemedicin. Ikke mange sekunder senere får lægen i akutklinikken besked om, at der er tale om en skråfraktur, at der skal lægges en skinne, og at patienten skal møde op i ambulatoriet 14 dage senere - et effektivt samarbejde til glæde for patienten.

Dertil kommer, at læger og behandlersygeplejersker støtter godt op om hinandens faglighed. Hvis jeg på en vagt er på sygebesøg på Fur af mere end en times varighed, konfererer vi med hinanden over telefonen, og mange ting klares ofte af sygeplejerskerne. Akutklinikken er en unik enhed med et højt fagligt niveau, som muliggør et ligeledes højt serviceniveau i de tyndere befolkede områder«, siger Allan Julsgaard Mortensen.

Mette Toftdahl er afdelingssygeplejerske på skadestuen i Viborg, som akutklinikken er koblet sammen med. Også hun understreger vigtigheden af, akutklinikken er en satellit til en stor skadestue.

»Den model, man har valgt i Skive, er den eneste rigtige. Det er af væsentlig betydning, at sygepleje rskerne er rustede til at arbejde i akutklinikken. At de uddannes og rutineres til kunne tage hånd om også de mere komplicerede tilfælde, som vi ikke skal tage os af i akutklinikken.

Når der står ,akut` på døren, tror mange - ikke bare tyskere og andre turister, også mange lokale - at her er en skadestue. Og det forpligter. Cirka halvdelen af patienterne i akutklinikken er selvhenvendere. Det er virkeligheden, som næppe er kendt af politikerne«.

Ifølge Mette Toftdahl er det vigtigt at gøre sig klart, hvad en akutklinik kan tilbyde i dagtid, hvor den er bemandet med én behandlersygeplejerske.

»Hun tager sig af småskader og småskrammer og kan lægge en gips, suturere etc. med backup fra en speciallæge på skadestuen i Viborg. Bor man i Glyngøre og har fået en finger i klemme, kan man her få lagt en skinne på og derpå tage hjem. Men har man fået sin finger klemt af og kommer her, er man ilde stedt. Det kan vi ikke gøre noget ved i dagtid. Jo, vi kan give noget smertestillende. Og jo, vi har rammeordinationer på udvalgte præparater og indikationer, således at behandlersygeplejerskerne kan påbegynde en behandling af typiske skader, som selvhenvendere kommer med - f.eks. bistik og brystsmerter«.

Forventningsafstemning i dagtid

I dagtid glemmer de henvisende læger ofte, hvor begrænsede behandlersygeplejerskernes kompetencer er, mener Mette Toftdahl, der efterlyser en højere grad af forventningsafstemning.

»De kan selvstændigt tage sig af tæer og fødder, fingre og hænder. De kan fjerne en skovflåt og en flue i øjet. En forbrænding, hvis den ikke er cirkulær. Sår og skrammer op til en vis størrelse. De kan sy selv ret store sår. Men de må ikke sy i området mellem øjenbryn og hage. Også skuldre, albuer, hofter, kraveben og knæ kræver en læge. Gamle skader må vi heller ikke tage os af. Det er svært at forklare de praktiserende læger og endnu sværere at forstå for patienterne«.

Dagligt må en patient - henvist eller selvhenvender - forlade akutklinikken med uforrettet sag. »Enten sørger de pårørende for, at patienten bliver kørt til skadestuen i Viborg, eller vi ringer efter en ambulance«, siger Mette Toftdahl.

Således om dagen.

Connie Touborg, som er behandlersygeplejersken, der har aftenvagten i dag, kan tydeligt mærke forskellen fra dag- til aftentid:

»Det er et helt andet koncept, der er gældende om aftenen. Hvis jeg ikke har arbejdet sammen med lægen tidligere, spørger jeg altid indledningsvis: ,Hvordan vil du have tingene?` Det er jo hans patienter - jeg er blot hans assistent. Lægen, jeg var på vagt med i går, kendte jeg ikke i forvejen - og det gik fint. Ham, jeg skal arbejde sammen med i aften, kender jeg heller ikke. Men selvfølgelig går det. Vi finder altid ud af det«.

Heller ikke Poul Dahl oplever det som et problem, at han som generalist skal fungere som lægelig backup for og samarbejde med behandlersygeplejerskerne, der i dagtiden har hospitalsansatte læger som backup.

»Det er klart, at vi som praktiserende læger og læger i skadestuen arbejder helt forskelligt. Men vi og sygeplejerskerne finder hurtigt ud af det. Sygeplejersken, som jeg skal arbejde sammen med i aften, kender jeg ikke, men det er uden betydning.

I min praksis har vi tre sygeplejersker ansat, så jeg ser mit samarbejde med behandlersygeplejerskerne her i klinikken som en naturlig forlængelse af det, jeg er vant til i dagtid«.

Poul Dahl gør klar til afgang. Han skal på sygebesøg i Thise - halvanden times kørsel tur-retur. En borger har haft diare i fire et halvt døgn: »Mmmmhh. Hvorfor har de ikke ringet til egen læge tidligere på dagen ...«

Poul Dahl hanker op i tasken, og sammen med lægesekretæren og behandlersygeplejersken aftaler han indkøb af pizza på hjemvejen. ·

National uddannelse til behandlersygeplejerske på vej

Der er i dag stor forskel på, hvordan behandlersygeplejerskerne rundt om i regionerne uddannes. Region Midtjylland har udviklet sin egen uddannelse til behandlersygeplejerske, som også Region Nordjylland har koblet sig på.

Og det er en opdateret udgave af den midt- og nordjyske uddannelse - »modulopdelt uddannelse i akutsygepleje« - der p.t. er i høring som model for en kommende national uddannelse i akutsygepleje. Uddannelsen til behandlersygeplejerske er et valgmodul i den kommende nationale uddannelse.

Uddannelsen i akutsygepleje er bygget op af et basismodul i akut medicin med forskellige overbygningsmoduler: Ud over behandlermodulet er der et triage- og teammodul samt et modul for specialiserede funktioner.

Dertil kommet et kvalitetsudviklingsmodul, der har fokus på kvalitetssikring, koordinering, tværsektorielt samarbejde, eksternt samarbejde og benchmarking samt resurseudnyttelse og patientflow.

For at blive optaget på kvalitetsmodulet skal man mindst have bestået basismodulet.

I Region Midtjylland har de første sygeplejersker allerede færdiggjort basismodulet.