Skip to main content

Akutlæge i skudsikker vest

Overlæge Henrik Alstrøm er funktionsansvarlig for akutlæge­bilen, der har base på Herlev Hospital, og for den nye TEMS 
– Tactical Emergency Medical Service, hvor læger og paramedicinere kan indsættes ved f.eks. terror eller skoleskyderi, allerede før politiet har sikret skadestedet.
Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. jul. 2019
3 min.

8.00 Jeg afleverer den mindste af vores tre børn i skolen og fortsætter fra Espergærde mod Hørsholm, hvor vi i dag har TEMS-øvelse med politiet på en nedlagt efterskole. Jeg hilser på min TEMS-makker og instruktørerne fra Københavns Politi. De fleste kender efterhånden hinanden. I Region Hovedstaden er 11 læger og 13 paramedicinere fra akutbilerne TEMS-uddannet, men i dag kan vi kun stille med ét hold. Sådan er det, når træningen er ulønnet og må foregå i fritiden.

09.00 Sammen med reaktionspatruljer fra Københavns Politi får vi en kort briefing om dagens træning. Så ifører vi os skudsikker vest og hjelm, høreværn og briller og tager fat på dagens tre forskellige scenarier. Vi laver i alt seks gennemløb og træner dels egne kompetencer og dels samarbejdet med politiet.

09.20 I det første scenarie er en politiker og tilhængere kommet til skade under konfrontation med en ophidset menneskemængde. Formiddagens andet scenarie er en valgfest, som bliver angrebet af en bevæbnet mand.

Efter flere ture er vi tilbage på basen, hvor et friskt hold overtager vagten. Fjorten ture blev det til, heraf fem hjertestop og to overflytninger. Siden den 1. januar har der været flere end 80 TEMS-aktiveringer. Denne nat fik vi dog ingen.

12.30 Efter frokost gennemløber vi tredje og sidste scenarie, som er et skoleskyderi. Og nu er der en ændring: I formiddags blev der skudt med løst krudt. Nu skydes der med små stålstykker, som gør ondt og giver blå mærker, når de rammer. Så denne gang skal vi også bære gasmaske for at beskytte ansigtet – plus hjelm, høreværn og vest. Og det er 28 grader …

En person går rundt og skyder inde på skolen, og der er figuranter, som spiller tilskadekomne. Reaktionspatruljer bliver tilkaldt, og vi rykker ind sammen med dem. Vi triagerer, behandler og evakuerer patienterne, mens politiet jagter gerningsmanden og beskytter os.

Normalt ville akutlægebilen og ambulancerne holde to km væk, mens politiet rykker ind og anholder eller uskadeliggør gerningsmanden, og først da ville de kalde os frem. Forestil dig et skyderi på 1. sal i Magasin – der ville gå timer, før vi kunne komme ind – timer, som de tilskadekomne ikke har.

14.30 Efter de sidste kommentarer fra instruktørerne sætter jeg med gode læringspunkter i bagagen kurs mod Akutlægebilen på Herlev Hospital, hvor jeg efter verdens hurtigste bad og tørt tøj overtager vagten. Vi får den første tur allerede efter et kvarter. En tilskadekommen cyklist – ret udramatisk. Derefter går det tur-på-tur, indtil vi er tilbage på basen klokken

19.30 hvor en en TEMS-paramediciner er mødt ind, og vi overtager TEMS-vagten fra Akutlægebilen på Hvidovre Hospital, der har haft den fra 07.00 til 19.00. Vi spænder vores ballistiske udstyr og mass casualty-tasker fast på bagsædet, og så er vi klar.

22.15 Vi kører stort set uden pauser. Bl.a. skal et toårigt syndrombarn, der har kardiomyopati, ileus og er på vej i sepsis, overflyttes fra Hvidovre til Rigshospitalet.

03.05 Efter fem minutter med hovedet på puden igen hjertestop. Patienten er løbet over til naboen for at ringe på, mens hun kaster blod op. Der er blod over det hele, og da vi når frem, er der hjertestop. Patienten er blødt ned. Vi forsøger at optransfundere hende med Lyoplas – frysetørret blodplasma. Desværre uden effekt.

07.30 Efter flere ture er vi tilbage på basen, hvor et friskt hold overtager vagten. Fjorten ture blev det til, heraf fem hjertestop og to overflytninger. Siden den 1. januar har der været flere end 80 TEMS-aktiveringer. Denne nat fik vi dog ingen.

08.30 Forbereder indlæg om TEMS til møde i regionens Sundhedsberedskabs- og præhospitale udvalg.

15.00 Efter vel modtaget indlæg sætter jeg kursen hjem mod Espergærde.