Akutlæge skal styrke almen praksis i Region Sjælland

»Dan«, står der på den træsnittede elefant fra Rwanda på skrivebordet. På den anden side står der »mormor«.

Elefanten har Dan Brun Petersen selv hjembragt fra en af sine mange rejser til det afrikanske kontinent som en gave til sin nu afdøde mormor. Nu står den her som et eksempel på et af hans mantraer: at man kan lære meget af at »kigge ud«. Den vidner også om, at Afrika altid har fyldt meget for ham.

Faktisk troede Dan Brun Petersen slet ikke, at han skulle være læge i Danmark. På medicinstudiet forberedte han sig på sin drøm: at blive »jungledoktor« og klare sig selv på et afrikansk distriktshospital.

Sådan gik det ikke. Men Afrika er faktisk en del af grunden til, at Dan Brun Petersen endnu ikke helt har sluppet sit arbejde som lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus, selv om han den 19. august havde første arbejdsdag som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. En delegation fra et hospital i Tanzania kommer nemlig og besøger Holbæk Sygehus, og det besøg vil han ikke misse.

Hvorfor sagde du ja til jobbet?

»For mig at se er arbejdet med primærsektoren og ikke mindst almen praksis den vigtigste opgave i sundhedsvæsenet nu og de næste mange år frem. Det er dér, udviklingen skal være, og dér hvor der er mest behov for at gøre noget nyt og anderledes. Det synes jeg, er vildt spændende, og det er sådan noget, jeg bliver motiveret af.

En anden grund er debatten om lovpakke 2b. Da jeg så de første reaktioner, blev jeg virkelig nervøs for, at det hele falder på gulvet nu. Det må simpelthen ikke ske.

Jeg tror fuldstændig fast på, at man kommer utroligt langt med at snakke sammen. Jeg er jo ikke inde i det politiske niveau, hvor man forhandler, og jeg ved heller ikke, hvor det lander. Min opgave og det, jeg ser, jeg skal lykkes med, er, at vi i hvert fald skal have den lokale dialog. Den skal være god, og den skal føre til nogle gode løsninger«.

Du er akut- og samfundsmediciner og har senest arbejdet på Holbæk Sygehus. Hvornår har du sidst været i en almen praksis?

»Godt spørgsmål. Jeg var i turnus i almen praksis i 2006, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst var til læge med mine børn eller mig selv.

Til gengæld har jeg arbejdet et par år i lægevagten her i Region Sjælland. Jeg startede, da regionen overtog lægevagten i 2022 og tog 1-2 vagter om måneden. Dels fordi jeg savnede kontakten med patienterne, dels syntes jeg, det var smadderspændende, at man ville lave noget nyt.

Jeg har efterhånden være chef og administrator en del år, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at holde fast i en lille smule klinik ved siden af. Jeg er meget inspireret af en tidligere sundhedsminister i England, som var praktiserende læge, og som blev ved med at være lidt i sin praksis hver måned«.

Hvilket type klinisk arbejde skulle det være?

»Jeg er jo akutlæge, og jeg plejer at joke med, at jeg godt kan savne sådan en rigtig travl vagt i ,akutten’ fredag aften«.

Er det en udfordring i det her job, at du ikke selv kommer fra primærsektoren?

»Det er rigtigt, at jeg ikke har et indgående kendskab til alle elementer af primærsektoren. Min fordel er måske, at jeg klinisk kommer fra akutmedicin, hvor man også samarbejder med alle – lægevagt, enkelte praksis, praksiskoordinatorer og alle mulige forskellige specialer – og ser alle typer patienter. På den måde har jeg bibeholdt mit kendskab til primærsektoren. Jeg skal som noget af det første rundt og besøge forskellige praksis og praktiserende læger, så jeg kan blive klogere på, hvordan det ser ud fra deres stol.

Helt grundlæggende handler det om at kunne sætte sig i andres sted. Det er min tilgang både i forhold til ledelse og samarbejde og særligt nu her med hele praksissektoren. Jeg skal jo sætte mig i deres sted for at forstå, hvad det er, der er behov for, og hvad det er for nogle løsninger, der kan lade sig gøre.

Noget, jeg forhåbentlig kan bidrage med her i stillingen, er samarbejdet på tværs af alle sektorerne og alle de forskellige enheder. Ikke bare i Region Sjælland, men også i forhold til Region Hovedstaden og i forhold til det nationale niveau og Sundhedsstyrelsen, som jeg har arbejdet i«.

Nogle læger har den opfattelse, at Region Sjælland og måske særligt Det Nære Sundhedsvæsen ikke på samme måde som andre regioner hjælper med rekruttering og fastholdelse. Senest har praktiserende læge Christina Svanholm været ude med kritik både i forhold til at understøtte en busordning, og i forhold til at regionen betaler mere til lægerne i regionens egne klinikker. Kan du forstå, at det gør folk lidt usikre på, hvad det er, man vil?

»Både-og … Jeg kan godt forstå, at når man får et afslag eller læser om, at andre får et afslag, så kan man tænke sådan.

Nogle gange handler afslaget bare om forvaltning. Det er jo ikke alle gode idéer, der kan lade sig gøre. Der skal også være lovhjemmel til det. Særligt når vi har med selvstændige praktiserende læger at gøre, er der mange forskellige regelsæt i spil.

Min egen oplevelse fra den anden del af regionen er faktisk, at der er blevet gjort enormt meget igennem mange år. At der er en klar ambition om, at man vil have flere læger, og også en klar ambition om, at når det handler om almen praksis, så er førsteprioritet absolut en PLO-praksis.

Nogle af initiativerne er måske ikke så tydelige, og man har måske ikke offentligt lagt så meget mærke til dem.

Som et eksempel kan jo fremhæves den almenmedicinske uddannelsesansvarlige overlæge, som Slagelse Sygehus valgte at ansætte for en del år siden ud fra et ønske om at tilknytte flere kommende almenmedicinere til området og sikre en bedre lægelig videreuddannelse. Det er en succesordning, som det nu er blevet aftalt, skal ud på alle sygehusmatriklerne«.

Men det var vel sygehuset, der tog initiativ til det og ikke Det Nære Sundhedsvæsen?

»Ja, men det er et signal om, hvad man vil fra regionens side«.

En ting er manglende lovhjemmel, men opfattelsen blandt nogle praktiserende læger er, at hjælpen til dem generelt ikke har været stor i Region Sjælland. Er det en opfattelse, du tænker, man skal arbejde på at få ændret?

»Hvis der er nogle, der tænker, at der ikke er hjælp nok til at etablere sig, er der ingen tvivl om, at så skal der være mere hjælp. Der er heller ikke nogen tvivl om, at jeg oplever, at her i Regionshuset er der allerede mange gode idéer og initiativer til, hvordan man kan gøre mere.

Selvfølgelig skal det være let at etablere sig, og det skal være attraktivt på alle måder, og så skal vi have en realistisk tilgang. Hvis vi bare håber på bosætning af yngre læger i et yderområde langt fra København og satser på dem, der allerede har 2-3 mindre børn og måske en ægtefælle med job i København, så er det for smalt.

Det er nok snarere en stor pallet af ting, vi skal arbejde med og spørge den enkelte: ,Hvad er det, der er interessant for lige netop dig?’.

Vi har en forpligtelse til at tænke anderledes, end vi har gjort tidligere, og det gælder både i forhold til det lægelige videreuddannelsessystem og Region Øst«.

Kan du komme med nogle eksempler på gode initiativer i Region Sjælland?

»Det præhospitale er et område, hvor jeg synes, Region Sjælland har skullet løse en meget svær opgave, men har fundet nogle virkelig innovative og gode måder at gøre det på.

Transport er et andet godt eksempel. Man har jo i årevis arbejdet med forskellige transportordninger for læger fra København til Nykøbing F. og fra København til Psykiatrien i Slagelse. I Nykøbing F. har man desuden været god til at forsøge tidlig tilknytning med flere muligheder for overnatning og bolig osv.

Slagelse er også et godt eksempel på et område af regionen, der har haft nogle udfordringer, men som er gået strategisk til det igennem et langt sejt træk.

Når det er sagt, tror jeg, at vi lige præcis inden for almen praksis har en særlig udfordring. Derfor skal vi også finde helt særlige løsninger.

Jeg ser det som en del af min primære opgave at sammentrække alle de her forskellige gode initiativer, man har fundet på i andre dele af Region Sjælland, og se på, hvordan man kan få endnu mere ud af det i primærsektoren«.

eHospitalet var noget af det, din forgænger ofte fremhævede som en af de store resultater fra Det Nære Sundhedsvæsen. Hvordan ser du eHospitalet?

»eHospitalet har et lidt blandet ry blandt lægerne på hospitalerne. Nogle har oplevet, at de ikke har kunnet få patienter overflyttet , mens andre har engageret sig i eHospitalet og har forstået mulighederne og begrænsningerne. Blandt dem har det et ganske udmærket ry.

Jeg har altid sagt, at eHospitalet var ,proof of concept’. eHospitalet viste, at virtuelle behandlinger og et digitalt sundhedsvæsen kan lade sige gøre. At vi har patienterne registreret og behandlingsmæssigt forankret et sted, hvor der er et lægeligt ansvar, men hvor de fysisk befinder sig et andet sted – ofte derhjemme – det har eHospitalet bevist, kan lade sig gøre.

De har vist, hvordan man kan få både læger og sygeplejersker til at arbejde på distancen. Få patienter til at være trygge i det og få samarbejde med kommunale akutteams, og hvem der ellers har været involveret til at fungere. Det er faktisk en sværere øvelse, end man lige skulle tro.

Der er ingen tvivl om, at eHospitalet har banet vej for en anden måde at gøre tingene på. Når det er sagt, så er det jo noget, andre både er i gang med og også kommer mere i gang med. Her i regionen har vi besluttet, at sygehusene også skal i gang med at have noget tilsvarende.

Måske ligger eHospitalets særlige styrke netop i evnen til at afsøge nye måder at gøre tingene på, og det kan jo godt være, at eHospitalet nu skal være med til at finde nogle helt nye måder, man kan sørge for nogle af de her patienter, som i dag fysisk kommer ind til en vurdering.

Med forårspakken kom der 123 mio. til brug i 2025 og 2026 til områder med svag lægedækning i Region Sjælland. Hvad skal de bruges til?

»Pengene skal primært bruges til at opbygge de ekstra kapaciteter, der er brug for i forhold at sikre en bedre lægedækning. Det, vi skal finde ud af, er, hvordan vi gør det klogest og bedst.

Det kan ikke bare være et spørgsmål om at skrue timelønnen op. Det bliver nødt til at være nogle løsninger, som er de første skridt hen imod nogle permanente almenmedicinske tilbud. Jeg tænker, vi skal have PLO og FYAM, og hvem der ellers har gode forslag, med ind i det maskinrum og finde ud af, hvad det så er for nogle løsninger, vi skal have i gang. Og vi skal have Region Hovedstadens læger med ombord.

For jeg ser det ikke som Region Sjælland, der alene skal løse det her. Jeg ser, at det er skridt ind i den kommende Region Øst, og at vi nu lægger de første trædesten. Dem skal vi lægge med alle dem, der bliver involveret i det, også på længere sigt«.

... Så man ved ikke helt, hvad midlerne fra Forårspakken skal bruges på endnu?

»Jo, de skal bruges til at opbygge lægekapaciteter, men præcist hvordan det skal ske, skal vi finde ud af nu her. Der ligger ikke en køreplan, når der bliver udmøntet så mange penge. Det er også derfor, jeg blev bedt om at tiltræde med så kort varsel.

Vi har jo taget forskud på noget af det, for vi er i gang med at åbne nogle ekstra kapaciteter, som er blevet udbudt som PLO-klinikker og licensklinikker. Det arbejde er i fuld gang, men det er også svært. Det er svært at få læger, og det er svært at finde egnede lokaler«.

Der var pr. 1. januar 2025 56 ubesatte kapaciteter i regionen. Det er jo ikke kapaciteter, der mangler, men læger, så hvorfor slå flere op?

»Det er rigtigt, og en kapacitet er ingenting uden en læge. De nye kapaciteter skal snarere ses som et roadmap for, hvor mange vi skal være på sigt.

Det, vi så skal finde ud af, er jo netop at få tegnet, hvor de skal være og i hvilken form. Skal det være i regi af eksisterende klinikker? Skal det være satellitter? Er der nogle steder, hvor lægedækningen er så svag, at der ikke er nogen PLO-organiserede læger, der ønsker at løse den opgave, for så kan det jo godt være, at der skal være en regionsklinik det sted. Men førstevalg ér en PLO-klinik.

Vi skal være åbne for, at der er flere løsningsmuligheder. Det kan godt være, at man skal have lettere mulighed for at tilse de her patienter, f.eks. ved at få hjælp til at komme ud til patienterne, og så er det nok nogle transportmuligheder, der skal til.

Alt det her koster penge at etablere. Det er måske de muligheder, der er kommet med Forårsaftalen og sundhedsreformen. Nu kan vi være med til at etablere nogle ting, som var svære – for ikke at sige umulige – at etablere før i tiden, ja, for bare et år siden.

Det bliver også min opgave at gå lidt fordomsfrit ind i det her og sige: ,Skal vi ikke prøve det her igen?’ At vi har prøvet det før, og det gik ikke, er ikke nødvendigvis et argument i dag.

Nogle ting, der blev sagt nej til tidligere, kan måske godt lade sig gøre alligevel. Økonomi og regler er altid stopklodser, men begge dele er jo i bevægelse nu.

Det har været sagt om sundhedsreformen, at den er en kærlighedserklæring til almen praksis, og det ser jeg den stadig som. Den er en meget tydelig satsning på hele primærsektoren, og den giver os nogle redskaber, som vi ikke har haft tidligere.

Det er en udfordring, at nogle af de ting, man gerne vil med reformen, først kan realiseres om 5-10 år, for man vil gerne have resultaterne i morgen. Derfor er de ekstra kapaciteter også en form for roadmap over, hvor vi gerne vil ende, men det kan godt være, der skal være en mellemløsning i en periode, indtil vi når dertil.

Jeg bliver da bekymret, når jeg hører læger sige, at lovpakke 2b har skadet rekrutteringen, men jeg vil så, når jeg får muligheden for at spørge tilbage, sige: ,Hvad er det så, der skal til, for at vi kan nå de fælles mål, nemlig at sikre lægedækning der, hvor patienterne har mest brug for det?’.

Det er, det jeg er mest nysgerrig på.

For der er mange bud, og jeg synes også, der er blevet forsøgt mange ting igennem tiden, men vi har jo stadig ikke praktiserende læger i yderområderne i nær det antal, vi har behov for.

Jeg er meget interesseret i at høre de almenmedicinske lægers – både de yngre og de erfarne – gode forslag.

Samtidig skal der selvfølgelig også være en accept af, at hvis man har gode idéer, og vi fra regionens side faktisk har forsøgt alt, hvad vi kunne, men det ikke lykkedes alligevel, så er det okay.

Men vi vil da stå på hovedet, for at idéerne kan lykkes. Det er der ingen tvivl om«.