Akutlægen kan det hele - næsten

For ti år siden var skadestuen på OLVG-hospitalet i det indre Amsterdam som så mange andre ledet af ortopæder. Der var ganske lidt udstyr, og patienterne blev modtaget af yngste læge. Det var utilfredsstillende for lægerne, og der var en del fejlbehandlinger og fejldiagnosticeringer. I dag er afdelingen bygget om, og bemandingen er ændret, så ankret i modtagelsen er akutlægen.

Diskussionen, der første til ændringen, lyder kendt i danske ører. Den akutte modtagelse af patienter var ikke god nok. Der skulle gøres noget. Holland så til USA, og man inviterede amerikanske læger, der bistod med at uddanne hollandske læger i akutmedicin. Der er i dag 160 akutlæger i Holland, og for knap tre år siden blev akutmedicin anerkendt som selvstændigt speciale. Der uddannes 50 akutmedicinere om året. Det er blandt de tre mest søgte specialer blandt unge læger.

På denne akutafdeling modtages hvert år 50.000 patienter. Patienterne er en blanding af visiterede og selvhenvendere. Faktisk tilhører 80 procent sidstnævnte kategori. Der er ikke en regel om, at man skal visiteres til akutmodtagelsen, men de 80 procent er enestående mange og et hovedstadsfænomen. Den faste lægelige bemanding er en til to akutlæger, en læge på hoveduddannelsen til akutmedicin, unge læger og et varierende antal læger på uddannelsesforløb i andre specialer, som tager en akutdel her.

Lysegrøn ø

Et besøg i den store afdeling, hvor de særligt hastende patienter kommer hen, vidner om, at mange andre læger har deres gang her.

Afdelingen er nyindrettet og berømmet for sin indretning. Et stort lyst rum er hjertet - alt er badet i et varmt, hvidt lys med lysegrønt som variation. I midten er der to lysegrønne kontor-øer, hvor læger og sygeplejersker arbejder ved pc'er. Øerne er på tre sider omkranset af 14 senge bag glasvægge. Der er lyse gardiner, der kan trækkes helt for, og glasdøre, der kan lukkes.

»Det her er virkelig godt. Vi har overblik over patienterne, vi kan hele tiden se ind til dem. Og patienterne er glade. Spørgeundersøgelser viser, at patienterne føler sig trygge, når de hele tiden kan se os«, siger Michiel Gorzeman. Han er akutmediciner og har været det i tre år, men har otte års erfaringer fra akutafdelinger.

Mønstret er sådan: Akutlægen modtager patienten og tilkalder speciallæge, hvis der er behov for det. Aftalen er, at speciallægen skal komme inden for 15 minutter.

En af de speciallæger, der bliver kaldt ned, er kirurgen Maarten Simons. Han siger: »Nogle gange er det mig, der kommer, men der er også et vigtigt uddannelsesperspektiv i at komme på akutafdelingen, derfor vil det i første omgang som regel være en læge i hoveduddannelsesforløb«.

Speciallægen har særlige vagter

Det fungerer, næsten. For at kunne leve op til tidsrammen og for at undgå frustration på afdelingen er der altid en speciallæge på specialafdelingen, der har et S. Det betyder, at vedkommende ikke er sat til operation eller ambulatorium, men står til rådighed for akutafdelingen, og for uddannelseslæger, hvis de har brug for hjælp eller supervision.

»På lørdage kan der godt kun være én uddannelseslæge, der ikke er særlig erfaren, og patienterne kan risikere at skulle vente en time eller to på en speciallæge. Det er meget vanskeligt at forudsige, hvornår og hvor meget der er brug for os«, siger Simons.

»Men det gode er, at der altid er en generalist på hospitalet«, tilføjer han.

Og generalisten er akutlægen.

»Ja, det er hovedpointen. At vi akutlæger altid er der i akutafdelingen, 24 timer i døgnet. Og akutte tilfælde behandles af os. Så hvis patienten har mange smerter, behandler vi smerten. Er der f.eks. en septisk patient, og speciallægen har travlt, så begynder vi at medicinere og tage blodtryk«, siger Michiel Gorzeman.

Generalister

Og hvad med den ældre medicinske patient, der fejler flere ting?

»Det er et af de bedste eksempler! Der kommer en dame ind, og hun er faldet og har slået hovedet - hun skal se en neurolog. Hun har lavt blodtryk - det skal hun behandles for - det var derfor hun faldt. Hun har dårlig hjerterytme. Hun skal se en kardiolog. Hvem skal behandle hende? Hvem skal have ansvaret? Den eneste, der kan behandle dette på et akutniveau og lige med det samme afgøre, hvem der skal tilkaldes, er akutlægen. Vi er generalister«, siger han.

Til hvilken grænse behandler I?

»Der er helt klart en gråzone, som vi diskuterer med specialisterne om. Nogle gange gør vi meget, andre gange mindre, det afhænger af, hvor lang tid der går, før specialisten kommer. Og hvor akut patienten er. Og så handler det om lægens erfaring, for vi udvikler os jo hele tiden, bliver bedre og bedre. Og derfor gør vi også mere og mere. For nylig diskuterede vi med specialisterne om, hvem der skulle tage sig af led, der er gået af led. Kirurgerne vil gerne, ikke mindst pga. uddannelsesperspektivet. Men vi kan også, og vi gør det godt og hurtigt. Vi blev enige om, at kirurgerne gør det i ulige uger og vi i lige uger«.

Er der problemer i samarbejdet?

Simons: »Ja, det kan der være. Der er både politiske og økonomiske aspekter i det. Og det handler også om kvalitet. Nogle speciallæger fra afdelingerne mener, at akutlægen ikke kan gøre det så godt. Og sandheden er, at nogle kan, andre ikke. Akutmedicin er et speciale under udvikling, og det er en udfordring for alle. Men vi er i gang med en revolutionær udvikling, og jeg er ikke i tvivl om, at kvaliteten er blevet bedre. Desuden er der god økonomisk fornuft i, at speciallægerne fra andre afdelinger kun kommer, når der er brug for dem«.

Hvad synes kirurgerne om arbejdsdelingen?

Simons: »Jo, men det må man vænne sig til. Jeg kender følelsen af ikke at have hands on, når det er andre, der står med det akutte arbejde. Mange speciallæger er individuelle i behandlingen. Og mange har arbejdet på en bestemt måde i 10-15 år. Så tror man måske, at der kun er en måde at gøre tingene på. Så dette er virkelig en revolutionær forandring, og mange speciallæger ser det som trussel. Men de vænner sig til det. For det er udviklingen. Og den er rigtig«.