Akutmedicin er nu et speciale i Sverige

Akutmodtagelsen på Lunds Universi-tetshospital er ret ny - bygningen blev indviet i 2002 - og er helt almindelig. Der er lyse farver, linoleum på gulvene, sekretærer bag skranken, triagesygeplejersker på vagt og inde bag ved selve aktustuen.

Ingen dikkedarer og særheder, altså. Bortset lige fra lægerne.

For Lunds Universitetshospital er et af de steder i Sverige, som siden 2002 har satset på deciderede akutlæger. Målsætningen er, at 80 pct. af de årligt omkring 47.000 akutte patienter skal færdigbehandles på klinikken, der foruden modtagelsen omfatter lægeambulancen, akutmedicinsk, akutkirurgisk og tre internmedicinske afdelinger. Det er akutlægerne naturligvis ikke ene om at sørge for, men det er erklæret politik at få flere af dem. Hospitalet lobbyer for øvrigt også for at få indført akutbehandling som speciale for sygeplejersker.

I slutningen af sidste år besluttede den svenske pendant til Sundhedssty-relsen at anerkende akutmedicin som tillægsspeciale for læger - dvs. at man skal have speciale i f.eks. intern medicin, kirurgi, anæstesi eller andet og derefter kan lægge akutspecialet oveni.

Her arbejder danske Jakob Lundager Forberg. Han var allerede som medicinstuderende i Danmark interesseret i akutområdet og var bl.a. med til at stifte SATS - Studerendes Anæstesiologiske og Traumatologiske Selskab. I dag er han ansat i Lund som såkaldt ST-læge - dvs. at han er under uddannelse til speciallæge - og han valgte netop Lund, fordi han her havde mulighed for at dyrke sin akutinteresse.

Bl.a. er han med i arbejdsgruppen omkring akutlægerne og ansvarlig for uddannelsen af de akutlæger, som bemander lægeambulancen.

»Jeg syntes, at det var spændende. Man ved aldrig helt præcist, hvad dagen bringer. Der er en del detektivarbejde«, siger Jakob Lundager Forberg om sit valg af akutmedicin.

»Akutlæger skal være gode til at stabilisere og til at fange faresignaler. Til gengæld må vi give afkald på opfølgning - jeg ser sjældent mine patienter igen. Men man kan ikke det hele«, siger han.

Han mangler nu halvandet år i at blive speciallæge i intern medicin, hvorefter han skal bruge to år på akutoverbygningen.

Nøjagtigt hvordan akutspecialet kommer til at foregå, vides endnu ikke i detaljer, for en arbejdsgruppe nedsat af regeringen er i øjeblikket ved at specificere kravene.

Men der bliver formentlig tale om en »udstationering« i 2-3 måneder ad gangen på en række afdelinger, hvor fokus vil ligge på det akutte, sådan som det allerede praktiseres i Lund.

Akutlægerne skal desuden til eksamen og certificeres inden for de enkelte specialer såsom neurologi og kirurgi, før de kan behandle sådanne patienter på akutten.

Rent bortset fra, at det er godt for patientsikkerheden, har diplomerne også værdi indadtil.

»Vi har brug for at vide, at vi selv er gode nok, og vi har brug for at vise de specialer, som vi overtager noget fra, at vi er gode nok«, siger Jakob Lundager Forberg.

Intern modstand

Som stort set altid med noget nyt har der været både medvind og modstand internt på hospitalet.

»Visse specialer har haft meget svært ved at slippe noget. Visse specialer ville meget gerne. Men når vi først er kommet ind på banen, vil de generelt gerne slippe ganske meget«, siger Jakob Lundager Forberg.

For det er ikke nogen hemmelighed, at læger fra specialiserede afdelinger en gang imellem kan være noget trætte af akutvagterne.

I Lund bliver de kun tilkaldt, hvis der er specifikt behov for deres ekspertise - på de områder, altså, hvor akutlægerne har overtaget vagtlinjerne. Det drejer sig p.t. om medicin, neurologi, kirurgi - inkl. traumepatienter - og præhospitalt.

»Hvis man f.eks. er neurolog, kan man så koncentrere sig om de mere specielle patienter, eller en kirurg kan få mere tid til at operere«, siger han.

Fra hospitalernes side har interessen ligget i muligheden for at forbedre behandlingen og korte ventetiderne. Måske kan man også spare noget ved at lægge vagtlinjerne om. Men udviklingen er drevet af lægerne selv.

»Det har ikke været helt let at overbevise en ledelse om at satse på noget nyt og måske usikkert«, siger han.

Der har også været samme debat som i Danmark om betimeligheden i selve ideen med at have akutlæger, men slutningen er altså blevet en status som tillægsspeciale, og det vil vise sig, om det næste trin bliver at gøre akutmedicin til et »almindeligt« speciale på linje med intern medicin, urologi m.v., som det f.eks. findes i Storbritannien.

Stress af med ph.d.

For Jakob Lundager Forberg er behovet for akutlæger selvklart. Det skyldes ikke mindst patienterne.

»Den almindeligste patient er ,fru Olsson`, som er ældre og måske har mange sygdomme«, siger han.

Den slags patienter bliver der med den demografiske udvikling stadigt flere af, og det er med til at skabe et behov for læger, der kan bløde de ellers så strikse faggrænser mellem læger op.

»Der står jo ikke ,medicin` eller ,kirurgi` i panden på patienterne«, som han siger.

Men selv om livet som akutlæge er interessant, kan det også være temmelig stressende. I Lund er de på vagt i snit i 40 timer om ugen, men heraf er de otte patientfri. De er tænkt til undervisning og til forskning. Og det er klart, at med så lidt tid til at forske, kan det kun blive til små projekter.

Der er dog mulighed for mere. Nemlig hvis man kan finde ekstern finansiering til at købe sig selv fri. Det har den unge danske læge gjort, og han er nu i færd med en deltids-ph.d. i »effektiviseret udredning af den akutte brystsmertepatient«. De to ting går godt i spænd.

»Når jeg er akutlæge, glæder jeg mig til at fordybe mig i forskningen. Og når jeg sidder med forskningen, glæder jeg mig til at komme tilbage til akutklinikken«, siger han.

Tilbage til en klinik med i alt 30 akutlæger - og en aldrig svigtende række af fru Olsson'er med et mylder af dårligdomme, de skal tage stilling til.