Akutoplæg mangler nytænkning

Sundhedsstyrelsen er kommet med sit oplæg, sundhedsfaglige opgaver i alarmeringsfasen, med ti anbefalinger om forbedringer af det akutte beredskab i det danske sundhedsvæsen. Det er på mange måder fornuftige anbefalinger, der samlet set kan give fremtidens alarmeringssystem det markante løft, som er nødvendigt for en samtidig og fuldstændig gennemførelse af den nationale akutplan. Derfor er det ærgerligt, at Sundhedsstyrelsen i sine anbefalinger ikke binder den sidste knude og leverer nogle mere kreative modeller for organiseringen af alarmcentralen. Anbefalingerne hænger fast i kendte strukturer. Oplægget er, at vi fortsat skal ringe til politiet ved akut sygdom.

Sundhedsstyrelsen præsenterer en række modeller for den fremtidige organisering af samarbejdet mellem alarm- og vagtcentral. Men ikke den optimale, hvor sundhedsvæsenet bliver skubbet helt frem i alarmfasen med ansvaret placeret i sundhedsvæsenets regi og under den samme sundhedsfaglige ledelse. Argumenterne burde være velkendte. Otte ud af ti opkald på 1-1-2 er relateret til sundhed. En samling vil skabe sammenhæng. Desuden vil de fleste være trygge ved at henvende sig til sundhedspersonale underlagt tavshedspligt. Når det er politiet, der forestår kommunikationen, kan det i en kritisk situation afholde personer fra at bruge alarmnummeret.

I stedet foreslås en række andre modeller for organiseringen af alarmfasen. Regionerne har allerede peget på den model, hvor det fortsat er en politimand, der tager alarmtelefonen. Hvis opkaldet drejer sig om sygdom eller ulykker, bliver opkaldet stillet videre til en regional vagtcentral, der er placeret i sundhedsfagligt regi. Det betyder, at sundhedspersonalet kommer hurtigt på banen, og denne model vil derfor også være til at leve med. Men det er og bliver en løsning, der mangler nytænkning, og at starte en reformproces med det udgangspunkt er ikke optimalt.

Sundhedsstyrelsens oplæg rummer som sagt en række andre gode elementer såsom indførsel af nye ensartede og landsdækkende ordninger, nye beslutningsværktøjer, kvalitetssikringsredskaber, forbedrede muligheder for kontakt og kommunikation med mobile enheder etc. Det er selvfølgelig en stor mundfuld at gennemføre de mange ændringer i akutsystemet, der er på vej. Men det er vigtigt, at vi får taget hul på det centrale element omkring alarmfasen, og gerne med lidt flere visioner.

Vores anbefaling er derfor, at vi under alle omstændigheder undersøger for- og bagdele ved en model med en anden organisering af alarmdelen. Eventuelt med oprettelse af et medicinsk nødnummer, som man f.eks. har det i Norge, så den akut syge kan ringe direkte til sundhedsvæsenet. Vi er helt opmærksomme på, at det kan være problematisk at have to alarmnumre, men vi bør i det mindste foretage en vurdering også af denne mulighed, så vi kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag.