Skip to main content

Allan Randrup Thomsen gør status: »Jeg er selv overrasket over, hvor gennemgribende vores samfund er blevet påvirket«

Det er trecifrede gange, at Allan Randrup Thomsen er tonet frem på danskernes tv-skærme det seneste år. Som uafhængig virusforsker, der hverken står til ansvar over for Brostrøm eller Frederiksen. Den position har forpligtet, fortæller han. Og tynget. Men også været »once in a lifetime«.
Pandemien har ikke kun været lærerig for Allan Randrup Thomsen, det har den også for verdens befolkninger, der ifølge virusforskeren »uden tvivl har lært en masse« om hygiejne etc. »Men i hvilket omfang, de husker det, er jeg usikker på. Jeg ved ikke, hvor lang den kollektive hukommelse kommer til at være«, siger han. (Foto: Claus Boesen)
Pandemien har ikke kun været lærerig for Allan Randrup Thomsen, det har den også for verdens befolkninger, der ifølge virusforskeren »uden tvivl har lært en masse« om hygiejne etc. »Men i hvilket omfang, de husker det, er jeg usikker på. Jeg ved ikke, hvor lang den kollektive hukommelse kommer til at være«, siger han. (Foto: Claus Boesen)
6. aug. 2021
15 min.

Han har omkring 40 års erfaring inden for forskning i virologi og immunologi. Det seneste år har han oplevet noget helt nyt. At blive hevet væk fra sit kontor på Blegdamsvej, hvorfra han forsker i T-celler, infektionsforsvar, antigener, virus og en masse andet, der har med influenza, Zika, gul feber at gøre – og hvad der nu ellers er på den virologiske dagsorden.

I stedet har han stået med telefonen i hånden eller ude på gaden for at tale med journalister fra såvel den skrevne presse som radio og især tv. For Allan Randrup Thomsen har lige præcis den viden om immunforsvaret og virusinfektioner, som mange har haft så hårdt brug for i det forløbne år.

Men han har også noget andet. Uafhængighed. Han er hverken Brostrøm eller Seruminstituttet. Han leder en forskningsgruppe i eksperimentel virologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der undersøger, hvordan immunforsvaret bekæmper virusinfektioner, og organismen opnår sin evne til at bekæmpe reinfektion.

Al den viden har han kunnet øse af. Uden at tage hensyn til andet end … ja, data. Derfor har han også været den oftest brugte ekspert på tv det forløbne år. Og den mest citerede forsker fra Københavns Universitet.

Den slags kommer med et ansvar. Og derfor har der også været søvnløse nætter, hatemails – sågar negative kommentarer fra kollegaer – og øgenavne som »dommedagsmanden«. Men det har også været en once in a lifetime-oplevelse.

»Forhåbentlig«, som den nøgterne 67-årige forsker udtrykker det. Ugeskrift for Læger har bedt ham gøre en foreløbig status over det seneste års tid.

Den mest citerede forsker

Hvis du skulle vælge ét ord til at beskrive det seneste år i dit liv?

»Hektisk. Det, at jeg aldrig har kunnet planlægge noget, har gjort det hektisk. Lige pludselig er der sket noget politisk, og så har der været morgen-tv og telefoner, der ringede fra klokken 6 og først stoppede klokken 22. Andre dage har der ikke været noget. Men jeg har gået i en spændingstilstand hele tiden, hvor jeg konstant har skullet være parat til at svare på nye udviklinger. For mine kliniske kollegaer består det hektiske i at behandle patienter, men det er lige så vigtigt for mig, at jeg siger det fagligt korrekte. Derfor har der været – og er der stadig – en form for stress forbundet med at udtale sig om corona.«

DR har opgjort dig til at være den ekspert, de oftest har brugt i fjernsynet. Og Uniavisen har dig helt i toppen af listen over mest citerede forskere. Har du selv tal på, hvor mange gange, du har udtalt dig om corona?

»Nej, men det er en verden til forskel på før og nu. Jeg har jo haft et lille og meget nørdet område i den forstand, at der kun har været enkelte begivenheder før corona, hvor der har været brug for min ekspertise i medierne. For eksempel i forbindelse med influenzaepidemien i 2009 og ebolaudbruddene og også i forbindelse med vaccination mod mæslinger og HPV. Men det kan slet ikke sammenlignes med det sidste år.«

Har du fået hjælp til skiftet fra virusforsker til kommentator i medierne?

»Bortset fra helt tilbage fra dengang, jeg første gang blev opmærksom på, at det at være forsker kræver lidt baggrundsviden om medier også, så nej. Vi havde dengang en rigtig god presseansvarlig på Panum Instituttet, som brugte tid på at give mig en kort gennemgang af og feedback på, hvordan man taler med medierne. Men i det her forløb har jeg måttet klare mig selv.«

Det må være en helt anden disciplin at kommunikere til den almindelige dansker end ligesindede forskere?

»Så forskelligt er det ikke. Jeg har været vant til at stille mig op og sige ting offentligt dels i faglige sammenhænge, dels som underviser. Som alle andre universitetslærere har jeg været vant til at stå foran en flok studerende, og selvom det er to forskellige niveauer at kommunikere på, har jeg kunnet trække på det. Jeg har også, når jeg skulle i medierne, prøvet at lave en plan for, hvad jeg ville sige. Jeg har forberedt mig på, hvilke hovedpointer jeg gerne ville have frem, ligesom jeg har gjort mig umage med at få alle mellemregningerne med, så modtagerne forstår, hvordan jeg er kommet frem til min konklusion.«

Har du ligefrem følt en forpligtelse til at optræde i medierne?

»Ja, jeg opfatter det helt sikkert selv som en forpligtelse. Men det er også en forpligtelse og en ånd, som man får indprentet på universitetet. At vi som forskere og som universitet har et ansvar for at komme ud i offentlige sammenhænge og få fortalt, hvad vi kan på universitetet, og at det kan bruges til noget. Under corona har jeg syntes, at der var et stort behov for at få et fagligt fundament med blandt alt det, der er blevet kommunikeret ud. Al respekt for at mange journalister eller politikere efterhånden har opnået et højt niveau af viden og forståelse, så giver det dog en ekstra dimension til oplysningen, at der en faglig baggrund.«

Hvordan har du selv opfattet din rolle under corona?

»Mit fornemmeste ansvar har været at få kommunikeret ud til folk, hvor er vi henne, og hvad er der af trusselsmomenter. Og på en eller anden måde også at beskytte befolkningen mod, hvis jeg har ment, at politikerne har været på vej et forkert sted hen. Det er jo ikke kun mig, der indimellem har ment det. Det er der også andre faglige kommentatorer, der har stillet sig op og sagt. At nu går det for hurtigt eller for langt, eller at der mangler et eller andet. Der er vi jo nogle stykker, der har indgået i den offentlige debat, som vi fagfolk bør gøre. Der har vi virket korrektive for nogle af de mere letkøbte betragtninger, som nogle politikere har haft.«

Kan vi gå så langt som til at sige at, at Danmark i det forløbne år har haft »brug for« Allan Randrup Thomsen?

»Forstået på den måde, at der i et demokratisk samfund skal være adgang til balanceret information, vil jeg sige, at ja, jeg synes, at der har været brug for min stemme også. Fordelen ved min stemme er, at jeg ikke har nogen tilknytning til parter i sagen. Politikerne har deres politiske holdninger, Brostrøm har et langt stykke ad vejen sine embedsmænd, men er forståelig nok også bundet op på grænser for, hvor frit han kan udtale sig. Det samme er tilfældet med Seruminstituttet, som også har en loyalitet opad i systemet. Jeg kan langt bedre sige, hvad jeg mener. Det har været en af de ting, som medierne har værdsat. Når jeg talte, kunne jeg sige min mening uden at tage de her politiske hensyn, som mange andre har været nødt til.«

40 års erfaring – og alligevel meget nyt

Du har omkring 40 års erfaring inden for forskning i virologi. Har corona overhovedet været »nyt« i dit arbejde?

»Det kommer an på, hvilken brille jeg tager på. Som fagperson er der meget af det, vi har oplevet det seneste år, som er naturligt for mig. Jeg har selv undervist medicinstuderende i håndhygiejne og på mikrobiologikurser fortalt dem, hvordan luftvejsinfektioner spreder sig. Så på det plan er det i og for sig alt sammen meget naturligt og indbygget ud fra mange års læsning af videnskabelig litteratur om virus og epidemiologi. Men hvis du spørger mig, om jeg havde forudset, hvor gennemgribende vores samfund er blevet påvirket af pandemien, så vil jeg nok sige, at jeg selv er blevet overrasket. Burde jeg ikke have vidst det? Med alle de bøger om epidemier, som jeg har læst gennem tiderne? Det burde jeg måske nok. Især fordi det er overraskende, hvor mange ting der går igen fra andre epidemier i historien.«

Allan Randrup Thomsens kæreste gennem 30 år har ifølge ham selv godt kunne mærke, hvad han har været igennem det seneste år. »Men hun har givet mig meget fin opbakning til at tage mig af det her«, fortæller han. (Foto: Claus Boesen)

»For eksempel det her med god håndhygiejne, som altid har været et problem. Og også politikernes efterslæb. Under koleraepidemien stillede politikerne sig også op og sagde, at nu skulle vi ikke erstatte enevælden med læger. Det giver genklang i dag. Så på den måde burde sådan nogle som mig nok have været bedre til at forudse det. Men jeg tror ikke, at vi læger og forskere – ligesom alle andre moderne mennesker – har gået rundt og tænkt på det i dagligdagen. Selvom vi blandt virologer i lang tid har talt om coronavirus fra flagermus, havde vi nok mere set en ny influenzapandemi. Derfor har det på mange måder været en øjenåbner. Med SARS-CoV-1 så vi potentialet for det her, så selvfølgelig har vi tænkt, hvornår kommer det næste. Men man er også menneske. Og som menneske har man behov for at ikke at bekymre sig om alting altid. Derfor kan man lukke ting ude, som man fagligt godt kan se.«

Tror du, at coronapandemien bliver en »once in af lifetime«-hændelse for dig som virolog?

»Jeg er 67 år, så det håber jeg. Men man kan ikke vide det. Vi er i en situation, hvor vi inddrager mere og mere af naturen, så vi mennesker udsættes for ny flora og fauna, hvoraf noget af det i princippet har potentiale til at huse sygdomme, der kan smitte os. Alle de større alvorlige epidemier har haft oprindelse i vores kontakt med vilde dyr. SARS, MERS, ebola og nu også SARS 2. Så der tegner sig et mønster, hvor mennesker trænger ind i de områder, hvor roden til sygdommene ofte er. Der bliver mindre og mindre natur tilbage for dyrene at være i. Derfor bliver der flere kontakter mellem mennesker og dyr og dermed mulighed for smittekæder, som vi ikke så tidligere.«

Hvad har du personligt og fagligt lært af den aktuelle pandemi?

»Jeg har lært rigtig meget. I hele min universitetskarriere har jeg arbejdet med dyremodeller og dyreeksperimenter, og der har man en distance til det virkelige liv. Men nu har vi set, at vi kan trække rigtig meget viden fra eksperimenter med dyr ind i en sammenhæng med mennesker. Det er tilfredsstillende at notere, at coronavirus passer meget godt ind i de bokse, som allerede er etableret. Nok er coronavirus anderledes, og vi har ikke set den her før, men så meget anderledes er den heller ikke i forhold til, hvad vi ved om, hvordan immunsystemet reagerer på infektioner.«

Tør man nærmest kalde det verdens største eksperiment på mennesker?

»Den formulering vil jeg helst ikke lægge navn til. Jeg er tidligere kommet til at sige noget i den stil, og det fik jeg på puklen for. Men det er klart, at coronapandemien har været en trykprøvning af vores viden, som vi har på det her tidspunkt. Når vi har været så gode til at håndtere det, som vi trods alt har, er det udtryk for mange års akkumuleret viden om infektionssygdomme, behandlingen af dem, diagnostik og vaccineudvikling i bred almindelighed. Det sidste allermest markant. Vi har på cirka et år udviklet indtil flere gode vacciner. Det er helt nyt. Og det viser det potentiale, der ligger i molekylærbiologien og immunologien, som gør, at vi kan reagere meget hurtigt, når det bliver alvor.«

Hvad har gjort størst indtryk på dig det seneste år?

»Det var den dag, vi lukkede ned. 11. marts. Jeg sad i studiet på TV2 og var klar til at kommentere på Mette Frederiksens tale. Jeg troede, at det ville komme til at handle om, om vi indtil videre havde lukket nok ned. Tværtimod. Det var meget handlekraftigt det, der skete. Jeg mener til dags dato, at det var det rigtige at gøre. Men jeg havde ikke på forhånd forventet, at man ville gå så kraftigt til værks. Også selvom vi havde set Italien. Jeg troede, at man herhjemme ville tænke: Vi klarer det nok, så vi behøver ikke gøre så meget. Det var jeg glad for, at man ikke gjorde på det tidspunkt, for så havde virus virkelig taget fat. Det var det helt rigtige ikke at være afventende.«

En avis har for nylig haft en overskrift, hvor de kalder dig »dommedagsmanden over dem alle«. Nogle vil mene, at du er lige lovlig bekymret. Hvordan har du det med det?

»Jeg synes, det er lidt uretfærdigt, hvis man bruger det til at devaluere mig som ekspert. Jeg tager sådan set bare den indgang til det her, som jeg synes, at vi som eksperter bør. Det første, vi forskere lærer – det står på side et i den store manual – er, at vi skal være kritiske over for data. Og i virkeligheden også altid se det værst tænkelige scenarie, når man fortolker sine data. Det er den samme metodologi, som jeg bruger i håndteringen af det her og kommunikationen af det. Så kan folk lide det, som jeg siger, eller lade være. Men jeg må sige det, som det er. Så har politikerne så også lov til at sige, at de godt vil acceptere en større risiko end den, jeg ville anbefale. Men de er bare nødt til at acceptere, at så løber de også en risiko. I stedet for at tale risikoen ned.«

Hvad har bekymret dig allermest undervejs?

»Det var nok op til jul. Hvor jeg synes, at vi kom for sent i gang med at starte neddæmpningen af anden bølge, som jo også blev pænt stor. Der var jeg bekymret over, at vi ikke lukkede ned ligesom i foråret.«

Hvad har givet dig den største følelse af lettelse?

»Jeg har egentlig været rimelig tryg igennem det hele. Det her med at folk siger, at jeg altid er bekymret, det er jo netop, fordi jeg udadtil fremhæver de ting, jeg ikke har kunnet lide i håndteringen. Men overordnet er der sket mange fornuftige ting. Som coronapasset og teststrategien, som har givet os gode muligheder for epidemidæmpning og for at følge med i, hvilke virusvarianter der er, og hvor meget vi skal gribe ind.«

Hvordan har du haft det med at være uenig med statsministeren eller Brostrøm. Er du ikke bange for at forvirre danskerne?

»Det har jeg da tænkt over. For der har da været partier, der ikke har ønsket at høre det, jeg har sagt, ligesom der også er risiko for, at det, man siger, kan blive brugt politisk. Der er ingen tvivl om, at der er partier, der meget gerne har villet åbne meget hurtigt op. Det har jo klart været politisk motiveret. Men der har jeg ikke stået alene og sagt, at det var en dårlig ide. Andre eksperter har også sagt: Lad os lige tage det stille og roligt. Jeg har i høj grad prøvet at lukke det politiske ude fra mine vurderinger undervejs. Jeg pejler hele tiden tilbage på min faglighed.«

Det lugtede for meget. Så jeg følte, at jeg måtte sige nogetAllan Randrup Thomsen

Har du et konkret eksempel på, at du har været meget bevidst om, at du har ment noget andet end myndighederne og regeringen?

»Genåbningen sidste forår, hvor man åbnede for restauranterne igen. Der skulle der lige pludselig ikke holdes så stor afstand mere. Pludselig sagde man, at nu var håndvask og mundbind vigtigere end afstand. Der gik jeg ud og sagde, at det kunne jeg slet ikke følge, for det passede ikke med, hvad jeg havde læst. Det kan godt være, at min udmelding har gjort nogle bange for at gå på restaurant. Omvendt skal vi give folk muligheden for selv at vurdere, om de fortsat hellere vil holde to meters afstand. For så kan de lade være med at gå derhen, hvor der pludselig kun er en meters afstand. Jeg føler ikke selv, at jeg har forskrækket nogen, men det er klart, at det nok har en effekt, at jeg kommer og siger, hvad, jeg mener, er videnskabeligt korrekt. Det virkede bare lidt for politisk opportunt at sige, at en meter var nok, fordi man gerne ville åbne mere op. Det lugtede for meget. Så jeg følte, at jeg måtte sige noget. Jeg prøvede dog at gøre det så diplomatisk som muligt ved at formulere det som et spørgsmål: Hvad er evidensen for at gøre det her? Jeg fik aldrig noget begrundet svar. Det talte vist for sig selv.«

Fejltagelserne

Har du også taget fejl?

»Ja. Det har jeg. Helt klart. Der har været masser af småfejl undervejs. Sidste forår, da man åbnede skolerne, sagde jeg, at det var risikabelt. Der udtrykte jeg mig ikke så diplomatisk, som jeg burde have gjort. Det viste sig ikke at være et problem at åbne skolerne. Men om jeg decideret tog fejl der ... jeg vil stadig holde på, at vi på det tidspunkt ikke havde dokumentation for at vide, at det gik, som det gik. Derfor var jeg kritisk. Det var et eksperiment. Så jeg havde en god grund til at være kritisk, men jeg tog fejl.«

Du har udtalt, at du bange for at dumme dig, fordi dine kolleger let vil kunne pege fingre ad dig. Forklar det?

»Det, tror jeg, ligger dybt i alle læger. Vi vil helst ikke begå fejl. Klinikerne vil helst ikke begå fejl over for deres patienter. Jeg sidder meget af tiden alene på mit lille kontor, men jeg vil helst heller ikke begå fejl, når jeg formidler data fra videnskabelige artikler. Jeg vil være sikker på, at det, jeg siger, er velfunderet.«

Er det noget, der ligefrem har stresset dig?

»Nogle gange har jeg ligget søvnløs og tænkt over, hvordan jeg skulle formulere mig i medierne næste dag. Hvad kan jeg sige om det her? Hvor skal jeg lægge cuttet i forhold til, hvad vi kan og ikke kan tillade os på nuværende tidspunkt?«

Hvilken respons har du fået fra kollegaer det seneste års tid?

»Jeg har heldigvis overvejede fået positiv respons. Flertallet synes, at jeg gør det udmærket. Få gange har jeg oplevet kritik og kommentarer, som har været ubehagelige.«

Også fra kollegaer? Ikke bare hatemails eller kommentarer fra almindelige danskere?

»Dem har jeg også fået. Men jeg har også oplevet enkelte kollegaer, som er gået tæt på. Hvor jeg har syntes, at det var lidt ærgerligt, at vi ikke bare kan have en ordentlig debat. Man skal lære at se stort på den slags. Der er jeg stadigvæk lidt i en læringsproces. Men jeg oplever også, at folk stopper mig på gaden for at fortælle mig, at jeg har gjort det godt. Det kan absolut være rart, specielt hvis der har været en periode med lidt flere af de dårlige mails. Så er det rart at vide, at nogle synes det modsatte. Det er helt klart en stor opmuntring. Men det gik mig mere på i starten end nu. Man vænner sig til, at man ikke kan stille alle tilfredse. Jeg er ikke selv på de sociale medier, simpelthen fordi det orker jeg ikke at forholde mig til.«

Din kollega Jens Lundgren trak sig tilbage som ekspert, fordi han mente, at nu havde vi styr på epidemien. Han vendte dog tilbage for nyligt i et interview om den nye deltavariant, hvor han sagde, at det ikke er slut endnu. Har du tanker om, hvornår din rolle i pandemien er ovre?

»Jeg har ikke tanker om offentligt at melde mig ud, for så afskærer jeg mig fra at kommentere på ting fremadrettet. Lige så stressende, det har været, lige så spændende og lærerigt har det været. Men hvis du spørger mig, hvornår jeg tror, der her fader ud i et omfang, så vi ikke taler så meget om det mere, så spår jeg, at det bliver inden for det næste halve år. Men det er med usikkerhed, at jeg siger det, for vi ved ikke, hvordan virus opfører sig i en overvejende immuniseret befolkning. Hvor meget muterer den? Og vil det drille os i forhold til vaccinernes beskyttelse? Det ved vi reelt ikke. Der er nogle uklarheder, som godt kan give grund til bekymring. Men jeg tror, at vi ind i efteråret vil se, at snakken om corona vil rykke væk fra den daglige dækning i medierne og mere ind på de indre linjer, hvor det mest er fagfolk, der vil beskæftige sig med det.«