Skip to main content

”Alle G-kræfter forsvinder – jeg er vægtløs!”

Et team af danske stud-med.’er har vundet chancen for at udføre et rummedicinsk forsøg i vægtløs tilstand. Det foregik i Barcelona ved en såkaldt ”parabol-flyvning”, hvor et fly accelererer til stor højde efterfulgt af et brat dyk, som udløser nogle øjeblikkes vægtløshed. Peter James Bruhn fortæller.

Peter James Bruhn foran det lille luftakrobat-fly, der bruges til forsøg med kortvarig vægtløshed. (Privatfoto)
Peter James Bruhn foran det lille luftakrobat-fly, der bruges til forsøg med kortvarig vægtløshed. (Privatfoto)
Klaus Larsen kll@dadl.dk
29. okt. 2014
04 min

07.00 Mine to medstuderende, Kasper Andersen og Johanne Sørensen, og jeg selv står op. Vi spiser en meget let morgenmad af hvidt brød og frugt. Ingen fed mad eller store mængder til nervøse maver. For det bliver man nem dårlig af i flyet.

07.45 Vores vejleder, Lonnie Petersen, henter os i taxa, og vi kører mod Aeropuerto de Sabadell, hvor Aeroclub Barcelona-Sabadell til huse. De står for den parabolflyvning, vi har vundet gennem vores bidrag til vægtløshedsforskningskonkurrencen ”Barcelona Zero-Gravity Aerobatics Challenge”.

09.00 Et sidste flyvemedicinsk tjek. Så går vi ud mod hangaren. Det lille parabolfly har plads til to: piloten og forsøgsoperatøren. Vi afprøver vores forsøgsopstilling, tester ultralydsapparatet og konstaterer hver især, at vi kan finde vores halskar. Der skrues helt op for lyd og lys på apparatet, da det kan være svært at se og høre en få mm bred a. carotis interna i et larmende cockpit.

10.20 Briefing. Piloten forklarer om det praktiske: Først stiger vi til 3000 fod, hvor piloten laver en hård vending, så vi påvirkes med 2G for at vænne kroppen til den række høje G-påvirkninger – op til 3G – som vi skal udsættes for, efterfulgt af ca. 10 sek. vægtløshed (0G), afløst af mellemfaser med almindelig G-påvirkning (1G).

10.45 Tid til at flyve. Jeg er første mand. Resten af teamet hjælper med at spænde mig fast, sætte ultralydsapparatet op og sikre det til min krop, så det ikke svæver væk, når vægtløsheden indtræffer. Jeg er egentlig ikke nervøs. Jeg har haft et halvt år til at forberede mig på dette øjeblik, så mit mentale billede er mest en uvirkelig erkendelse af, at nu er jeg her. Jeg kan dårligt vente til takeoff, mens jeg sidder med ultralydsapparat på skødet, GoPro-kamera i et pandebånd, høretelefoner til kommunikation med piloten og til lyd fra apparatet, samt ultralydsprobe i venstre hånd.

11.00 Takeoff! Vi stiger stejlt, og jeg fokuserer helt på ultralydsapparatet, mens jeg med proben finder min venstre a. carotis interna. Vi har trænet hele sommeren på at finde vores kar på få sekunder og lave præcise målinger med hovedet nedad og opad i hurtig rækkefølge. Min puls er høj, og jeg gemmer nogle målinger under flyvningens 1G-fase. De skal fungere som baseline i forsøget: ændrer flowet sig i a. carotis interna ved akut omstilling til vægtløshed? På mit go leder piloten flyet ind i første parabol. Vi stiger hurtigt og når 3G, mens jeg med proben følger arterien. Den displaceres i forhold til omgivende vener, der tømmes helt, når G-kræfterne trækker veneblodet mod fødderne. Piloten standser opstigningen, og alle G-kræfter forsvinder – jeg er vægtløs! Flere liter veneblod søger op fra benene, så halsvenerne blæses op. Jeg finder dog hurtigt arterien og får gemt den første flowmåling i vægtløshed. Vi laver i alt 10 paraboler, og det lykkes at fange arterien næsten hver gang. Jeg er ekstatisk: Det lykkedes mig at få data fra min første parabolflyvning!

11.30 Vi lander og taxier ind til hangaren, hvor teamet hjælper mig ud af flyet. De vil høre alt om min tur, for nu skal de jo selv op. Var det muligt at se skærmen? At høre flowet? Fik jeg data med ned? Ja, ja og ja. Så er det Kaspers tur, derefter Johanne og til sidst Lonnie, som har prøvet parabolflyvning flere gange i sine efterhånden 15 år med rummedicin.

15.00 Lonnie lander, og vi går til frokost i Aeroclubbens restaurant. Snakken går, og vi skåler i kølig rødvin. Så hentes vi af en taxa, der kører os hjem til hotellet.

17.30 Vi driver lidt om i byen, inden vi skal møde Lonnie på en tapasbar for at spise. Det er lørdag, så bagefter er det oplagt at fejre dagen på en cocktailbar, befolket med skatere, og bestiller den første i en lang række drinks.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen