»Alle læger har en kirkegård«

Det sker jævnligt, at patienter dør. Ikke mindst, når man som Ulla Davidsen er overlæge på Bispebjergs Hospitals hjerteafdeling. Her er døden et vilkår og i mange tilfælde uundgåelig, fordi mange af patienterne er svært syge.

Men fredag den 30. juni 2000 var anderledes. Her var der ikke tale om syge patienter, men om unge, stærke mænd, der var taget afsted på Roskilde Festival for at høre musik, og som på tragisk vis endte med at blive trampet ihjel.

Den aften var Ulla Davidsen på vagt som frivillig læge, og skal hun pege på en dag, hun aldrig glemmer i sit lange liv som læge, er det lige præcis den dag for 18 år siden.

»I månedsvis gik jeg og tænkte på, om vi kunne have reddet dem. Og om der var noget, vi overså. Gjorde vi det godt nok? Det slider man jo sig selv op med. Jeg kunne godt passe mit arbejde bagefter, men selvfølgelig var jeg traumatiseret«, siger Ulla Davidsen.

Obduktionen og politiets endelig rapport, der blev offentliggjort et halvt år senere, affejede enhver tvivl og bekræftede Ulla Davisen i det, hun godt vidste med sin fornuft: Der var intet, hun og de andre frivillige læger og sygeplejersker kunne have gjort for at redde de ni unge mænds liv. De var alle døde af iltmangel i mudderet.

»Det var rart at få at vide, at det var det. Så kunne jeg lægge låg på, selvom det stadig var sørgeligt, at de var døde«, siger hun.

Ulla Davidsen startede som frivillig læge på Roskilde Festival i 1993 og har siden hvert år brugt 4-5 dage af sin sommerferie på at tage sig af tilskadekomne festivaldeltagere og høre musik. I de første mange år i det, der dengang hed Backstage Medical Crew, hvor hendes funktion var at tage sig af dem, der blev slæbt ind over hegnet til koncerterne på Orange Scene. Og i de senere år som frivillig læge i en mobil enhed, der går rundt på festivalpladsen.

»Det er ikke noget, jeg gør for lønnens skyld, men fordi det er sjovt at være på festival sammen med gode kollegavenner«, siger Ulla Davidsen og fortsætter:

»Der er fantastisk som forstadsfrue at være lidt uden filter i nogle dage og få lov til at opleve ting, man ellers aldrig ville opleve. Jeg sover som regel i telt på en medarbejdercamp, og så er der jo den store fordel som frivillig, at man har adgang til lidt renere toiletter«, siger hun og griner.

Silende regn

Roskilde Festival i 2000, startede som de tidligere års festivaler med glade forventninger, højt humør og gummistøvler i rygsækken. Men den adskilte sig ved, at vejret allerede fra første musikdag var ualmindelig dårligt.

»Stemningen blandt festivaldeltagerne faldt hurtigt, fordi vejret var så elendigt. Man bliver enormt træt, når man i løbet af en festivaluge hele tiden vader rundt i et stort pløre af mudder. Alene det, at man ikke kan sidde to minutter og hvile sig på græsset, giver en frustration. Og samtidig var det koldt. Alle frøs og var våde«, fortæller Ulla Davidsen.

Aftenen inden den tragiske ulykke havde hun selv stået som publikum foran Orange Scene.

»Regnen silede ned, og selvom jeg havde gummistøvler på, der gik op til knæene, måtte jeg stå og bevæge fødderne for at undgå at få mudder i støvlerne«.

Ulla og hendes venner havde efterfølgende snakket om, at der manglede noget musik, der kunne give glæde i stedet for overlevelse. Noget musik, hvor folk kunne få afløb for deres frustration. Pearl Jam, der skulle spille fredag aften, kunne meget vel være det forløsende band.

»Vi var forberedt på, at der ville blive tryk på til Pearl Jam-koncerten, hvor vi skulle på vagt. Men at det skulle udvikle sig, som det gjorde, kunne ingen selvfølgelig forudsige«.

Ulykken

Fredag aften kl. 22.00 mødte Ulla Davidsen og ni andre frivillige læger og sygeplejersker ind i samaritteltet ved den ene scenehøjtaler foran Orange Scene.

Den dag var der mere end 100.000 mennesker på Roskilde Festival, og rigtig mange havde bevæget sig op til Orange Scene for at høre Pearl Jam spille.

Ifølge politiets senere fastlæggelse af hændelsesforløbet startede musikken kl. 22.35. På grund af en stærk, tværgående vind var lydforholdene dårlige bagest på pladsen, og derfor forsøgte mange af koncertgængerne at presse sig så langt frem foran scenen som muligt.

»Vi havde ekstremt meget at lave fra det minut, koncerten startede. Folk blev hevet ind over kanten af vagterne og blev båret ind til os – trykkede og delvist bevidstløse. Man kan nemt besvime, når man står i en tæt mængde til en koncert og bliver trykket. Det er vi vant til at tage os af. Det usædvanlige den aften var, at der var mange, og at de, der kom ind til os, sagde, at det var råt derude«, siger Ulla Davidsen.

Oppe foran scenen voksede presset. Cirka kl. 23.06 væltede omkring 30 personer på en gang foran fronthegnet ved scenen og endte oven på hinanden i lag på jorden, der var blevet trådt til mudder. Koncertgængere har efterfølgende beskrevet følelsen af at stå på en sovepose. Ved eftersyn viste det sig, at de stod oven på andre mennesker.

Pearl Jams forsanger, Eddie Vedder, forsøgte forgæves flere gange at få folk til at tage den med ro. Samtidig forsøgte vagter desperat at hive folk op fra pløret, men mængden af mennesker, der lå oven på hinanden, voksede blot.

Kl. 23.24, efter at Pearl Jam havde spillet i knap 45 minutter, afbrød Eddie Vedder musikken. Han forsøgte desperat at få folk til at gå tilbage, så trykket på den forreste del af publikum blev mindre.

Alt det var Ulla Davidsen uvidende om. Hun havde mere end rigeligt at se til inde i teltet.

»Der er hjertestop«

På et tidspunkt blev endnu en båre bragt ind i teltet med en ung mand. Det var Ulla Davidsen, der løb over til teltindgangen og tog imod, og hun kunne hurtigt konstatere, at noget var helt galt.

»Han så ikke forslået ud, men i modsætning til de andre havde han hverken puls eller vejrtrækning. Det var sindssygt. Jeg råbte til en narkoselæge, der stod lige ved siden af mig: ,Der er hjertestop’, og i løbet af et splitsekund var vi alle sammen på«, fortæller Ulla Davidsen.

Rundtomkring i teltet var der mange af de tilskadekomne, der sad på stole og bårer og var ved at komme sig. Men Ulla Davidsen bad straks om at få teltet ryddet.

»Der gik ikke mange minutter, før fire andre livløse mænd blev bragt ind til os. Vagterne, der bar dem ind på bårerne, var helt forfærdede og sagde, at de lå oven på hinanden derude. Det foruroligede mig, men mest af alt var jeg fokuseret på at få genoplivet de fem mænd, der lå livløse på bårerne«.

Udenfor var vagterne i fuld gang med at hive andre maste og tilskadekomne koncertgængere ind over hegnet. De, der trak vejret, blev båret et andet sted hen. De, der var uden puls, kom ind i teltet, hvor Ulla Davidsen og de andre fra teamet kæmpede alt, hvad de kunne for at genoplive dem.

»De var mudrede, men alle sammen så fine ud. Der var ingen blod. De trak bare ikke vejret«, fortæller Ulla Davidsen og holder en lille pause, inden hun fortsætter:

»De var ikke trådt på. Og det vil jeg sige til alle de mennesker, der stod foran Orange Scene og efterfølgende har tænkt, om det var deres skyld: Det var det ikke. De var gledet ned i mudderet og havde mistet luften. Ingen af dem kom ud med maste ansigter eller brækkede lemmer«.

For Ulla Davidsen var det mest af alt uvisheden om ulykkens omfang og antallet af livløse kroppe, der blev bragt ind, der var chokerende.

»Det var væmmeligt, fordi vi ikke anede, hvad det udviklede sig til. Om der kom 30 døde mere ind, eller om det blev ved de ni, vi endte med at få ind«.

Assistance

Der blev hurtigt tilkaldt assistance fra de andre scener, og i løbet af få minutter var teltet fyldt med læger og sygeplejersker.

»Vi arbejdede på højtryk med at give hjertemassage og sørgede for, at de unge mænd blev intuberede og fik lagt intravenøse adgange. Men på trods af den intensive behandling var der intet, vi kunne stille op«, fortæller Ulla Davidsen.

Det lykkedes dem at få genoplivet to til kredsløb, men der var ingen vejrtrækning. De syv andre mænd forblev uden puls.

Kan du huske, hvad der røg igennem hovedet på dig af tanker?

»Ja, det eneste, jeg tænkte på, var, hvordan vi fik de to med kredsløb afsted til hospitalet så hurtigt som muligt. For de andre syv unge mænd var toget kørt. Selvfølgelig håber man til det sidste som læge. Det var unge, raske mænd. Her opgiver man ikke håbet, før alle sten er vendt. Men vi havde været i gang med hjertemassage i lang tid og gjort alt for at prøve at genoplive dem. Og på trods af det, var der ingen reaktion«.

Ude af sync

Det hele havde været så intenst, at Ulla Davidsen ikke havde lagt mærke til, at musikken var stoppet, og at der var ankommet en lang række af ambulancer. Det var først, da hun kiggede ud af teltåbningen, at hun så politi i hobetal og ambulancefolk, der stod side om side under en himmel, der var oplyst af blå blink.

»Udenfor stod et hav af folk parate til at hjælpe. Og når man gav en kommando, reagerede alle effektivt og uden diskussion: ,Den patient ind i den ambulance. Næste patient ind i den næste ambulance. Du gør det, og du der gør det’. Kommandovejene fungerede uovertruffent. Det var fantastisk at opleve midt i alt det tragiske«.

Da alle de ni unge mænd var kørt væk af ambulancerne, begyndte Ulla Davidsen og de andre læger og sygeplejersker i teltet at rydde op.

»Vi sad tilbage bagefter og var fuldstændig maste. Alt flød. Der lå tomme sprøjter og plastre og alt, hvad vi havde brugt af udstyr, i en stor kæmpe bunke på gulvet. Det ryddede vi op, og bagefter satte vi os ned og snakkede, snakkede, snakkede. Det var før, at debriefing var populært, men vi brugte hinanden«.

Ud på natten begav Ulla Davidsen og hendes kollegaveninde sig ud på festivalpladsen for at finde deres mænd, der også havde været med til Pearl Jam-koncerten.

»Vi troede ikke, de vidste noget, men de var rystede over at være til en koncert, hvor musikken stopper, og se forsangeren sidde på knæ med hovedet gemt i hænderne«.

Ulla Davidsen og hendes mand skulle overnatte hos nogle venner i Roskilde, og hun kan huske, at de tændte for fjernsynet som det første, da de stod op efter få timers søvn.

»Jeg kunne slet ikke forstå, hvad det var for en ulykke, de snakkede om. Var jeg der virkelig selv? Og hvordan kunne andre uden for festivalen vide, at der havde været en ulykke? Det var som om, jeg var fuldstændig ude af sync med, hvor dybt, dybt alvorligt det var«.

Efterdønningerne

Ulla Davidsen overvejede ikke på noget tidspunkt at tage hjem og var på vagt igen allerede om søndagen. Men i lang tid efter gik hun med uro i tankerne og fik først ro i sjælen, da det blev endeligt konstateret, at de ni mænd døde på grund af mangel på ilt til hjernen, og at der ikke var noget, hun kunne have gjort for at redde dem.

»Jeg følte mig egentlig meget intakt bag efter ulykken. Men selvfølgelig var jeg slået i stykker af det. Jeg kan huske, at der opstod en mindelund på festivalpladsen søndag aften. Mange havde lagt blomster, skrevet tekst, stillet øl og tændt lys. Efter vores vagt gik min veninde og jeg derover og lagde vores lægeveste på jorden. Vi tænkte, at vi ikke havde været til meget gavn«.

Oplevelsen er kommet til at fylde mindre med tiden, men den ligger stadig som en grim ting, som hun gerne ville være foruden.

»Jeg tror, at alle læger har en kirkegård, hvor man mindes og ærer dem, man har kæmpet hårdt for. Nogle af dem, hvor man som læge bliver ved med at gå og tænke på, om det kunne være undgået. Kunne jeg have gjort det bedre? Det er en del af vores metier«, siger Ulla Davidsen.