Skip to main content

»Alle mine fordomme blev gjort til skamme«

En »dårlig« lodtrækning for 15 år siden blev for københavneren Kristine Nielsen indledningen til et længerevarende dedikeret forhold til Thy og udkantssygehuset, hvor hun nu er ledende overlæge.

Kristine Nielsen, som kommer fra København, er nu ledende overlæge på gynækologisk afdeling i Thisted.  Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Kristine Nielsen, som kommer fra København, er nu ledende overlæge på gynækologisk afdeling i Thisted. Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

23. jan. 2017
4 min.

Kristine Nielsen, ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland i Thisted har gjort det, som Danske Regioner vil forsøge at tvinge andre speciallæger til. Nemlig at slå sig ned i et af de yderområder i landet, som vrider sig for at trække læger til.

Kristine Nielsen har imidlertid gjort det helt frivilligt.

»Det er desværre ikke ualmindeligt, at folk undrer sig over, hvad jeg dog laver i Thisted. Til tider fornemmer jeg, at de tror, jeg halter fagligt bagefter eller er lidt småsær i og med, at jeg selv har valgt at arbejde hér. Jeg bliver nogle gange så træt ... for man kan lave lige så god gynækologi i Thisted som andre steder«, siger Kristine Nielsen, der er født og opvokset i København, har læst medicin i Aarhus og tilbage i 2003 sammen med sin mand trak et så højt nummer i lodtrækningen om turnuspladser, at de endte i Thisted.

»Vi var jo fyldt med fordomme. Kunne man her fagligt udfolde sig som læge? Kunne man forske og få sparring? Og thyboerne – var de ikke temmelig fåmælte? Ja, faktisk havde vi næsten en eksistentiel krise, der handlede om, hvorvidt vi kunne tage os selv alvorligt som læger, hvis vi slog os ned her.

Men vores fordomme blev gjort til skamme. Vi mødte mange gode læger, blev taget imod med åbne arme og af naboer, der selv tilbød at bistå med at passe vores børn, når de var syge«.

Fakta

Fakta

Efter endt turnus var Kristine og hendes mand blevet så glade for at være i Thisted, at de købte hus, og hun søgte introstilling først i almen medicin og derefter i gynækologi på sygehuset i Thisted.

Kristine Nielsen fik sin hoveduddannelse på Aalborg Universitetshospital og på Regionshospitalet Viborg. Efter seks års pendlen fra Aalborg/Viborg til Thy ville hun tilbage til Thisted, hvor hun i 2014 fik en kombistilling: to dage om ugen havde hun sin gang på Aalborg Universitetshospital »med det store patientflow og det akademiske miljø«, mens hun resten af ugens dage arbejdede på matriklen i Thisted »med den store nærhed«.

»Aalborg Universitetshospital kunne se fordelen i at sikre kvaliteten også på regionens mindste gynækologiske afdeling. Et alternativ til at fjerne flere og flere behandlinger fra de små sygehuse er er at lade læger i delestilling varetage opgaverne. Derved fastholdes funktionen på de mindre sygehuse, samtidig med at lægen sikres et fornuftigt patientflow«, siger Kristine Nielsen, der blev udpeget til at søge stillingen som ledende overlæge i 2016.

»Lige nu arbejder jeg på at fastholde vores TVT-operationer. Jeg håber, det lykkes, for jeg kan ikke forestille mig den urogynækolog, der vil arbejde hos os, hvis hun ikke kan få lov at operere sine inkontinenspatienter. Derudover har jeg et mål om, at vi i Thisted skal oprette et center for udredning af blødningsforstyrrelser – vi bliver nødt til at få noget af det basale tilbage, hvis vi skal kunne rekruttere. Interessante arbejdsopgaver, og gode faglige miljøer batter – ikke tvang«.

Thomas Larsen er ledende overlæge på afdelingen for Kvindesygdomme på Aalborg Universitetshospital, hvor Kristine Nielsen fik sin hoveduddannelse og en del af sin subspecialisering: »Hun er ordentlig og samvittighedsfuld og har øje for bredden. Hun er meget optaget af, at patienterne i et ydersamfund skal have samme høje kvalitative behandling på deres sygehus som på de store sygehuse. Og hun er ikke bange for hverken at sige fra, når det ikke er muligt, eller tage konsekvensen, når eksempelvis en læge rekrutteret langvejs fra, ikke lever op til de faglige krav«.

Morten T. Madsen, specialeansvarlig overlæge på Kristine Nielsens afdeling var med til at ansætte hende som ledende overlæge, efter at de i lang tid ikke havde haft nogen: »Hun har gåpåmod og kerer sig om sine medarbejdere – er god til at spotte den enkeltes styrker og svagheder. Og så kan vi vældig godt lide hende«.

»Vi bliver her i hvert fald de næste ti år«, siger Kristine Nielsen. »Vi« tæller manden Søren, der er praktiserende læge i Thisted og tre børn i alderen 9-16 år. Familien nyder bl.a. godt af de verdensberømte bølger ved Klitmøller, nationalparkens brølende kronhjorte og de bugnende mængder af kantareller, området byder på

»Jo, vi kan godt mærke, at flere fra den kreative klasse har fået øjnene op for herlighedsværdien ved at bo her. Til gengæld er thyboerne meget ydmyge over for deres område – de aner simpelthen ikke, hvilken perle de bebor«.