Content area

|

Alle vil psykiatriplanen, men hvad med pengene?

Der var bred både faglig og politisk opbakning til en psykiatriplan, der følger det faglige oplæg fra styrelserne – men her sent i de politiske forhandlinger er der fortsat uklarhed om finansieringen. Er løsningen en plan i flere etaper?
Repræsentanterne for de fire repræsentanter bag topmødet med Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, KL-direktør Christian Harsløf, regionsformand Anders Kühnau og psykologformand Dea Seidenfaden diskuterede blandt andet sammenhængen i psykiatriindsatsen på tværs af de nuværende sektorer. (foto: Claus Boesen)
Forfatter(e)
Jens Nielsen jen@dadl.dk

Det er pinligt. Vi ved, hvad der skal til, og vi har vidst det længe. Det sker bare ikke. Vi har ikke mulighederne for at give de rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt, sådan som tingene er nu.

Sådan lød det på det Psykiatritopmøde, som Lægeforeningen fredag holdt sammen med Danske Regioner, KL og Dansk Psykolog Forening. Ordene kom fra Dea Seidenfaden, formand for Dansk Psykolog Forening, og faldt, da repræsentanter for de fire arrangører blev bedt om at reagere på ikke mindst to beretninger fra en psykiatribruger og en pårørende – beretninger om alt for sen hjælp, manglende tilbud og store huller mellem sektorerne.

De fire på scenen skulle tillige give deres bud på, hvad der skal til, hvis ikke psykiatrien om ti år skal stå med de samme udfordringer som i dag, og Lægeforeningens formand lagde for med at slå fast, at de 37 faglige anbefalinger, der i vinter blev fremlagt i det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, skal ses på som en køreplan, hvor man skal have det hele med. Og så skal man indstille sig på, at det nok kommer til at tage mere end ti år, sagde Camilla Rathcke og henviste også til de to brugerberetninger:

»De understreger, hvad udfordringerne er. På børne- og ungeområdet er der en helt utilstrækkelig dialog og en mangel på sammenhæng mellem indsatserne, og på voksenområder er der også et stort behov for bedre samarbejde og sammenhæng, ligesom der er brug for et kompetenceløft inden for socialpsykiatrien«, sagde Camilla Rathcke.

Topmødet blev afholdt, dagen efter Lægeforeningen kunne offentliggøre en rundspørge, der viste, at psykiatrien spiller en rolle for mange vælgere, når de skal afgøre, hvor de skal sætte krydset ved det kommende folketingsvalg. Næsten to tredjedele af de adspurgte, 64 procent, svarede, at de er »enige« eller »helt enige« i udsagnet om, at »det er vigtigt for mig, at det parti, jeg stemmer på til næste folketingsvalg, vil gøre noget ved det psykiatriske område«. Og samtidig angiver hver femte af de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på, at psykiatri specifikt er et af de emner, de vil lægge vægt på, når de står i stemmeboksen.

Historisk enighed

At den store opmærksomhed i befolkningen og blandt politikerne er en afgørende faktor for muligheden for at rykke på det psykiatriske område, blev fremhævet af rigtig mange på topmødet. Det giver håb midt i alle de dystre fakta om situationen inden for psykiatrien, lød det, og flere pegede på den historisk brede opbakning til det faglige udspil, hvor 45 aktører alle kunne slutte op om de 37 faglige anbefalinger og de fem prioriterede indsatser, udspillet pegede på som første indsatsområder.

I debatten mellem de fire arrangører bag topmødet pegede psykologformand Dea Seidenfaden på, at der er behov for at sikre de sammenhænge mellem indsatser og sektorer, som også Camilla Rathcke og mange andre fremhævede som afgørende for den enkelte psykisk syge. Kæderne skal hænge sammen, sagde hun.

»Det kan ikke fikses uden penge, men der er også behov for at tænke i nye sammenhænge, og vi må erkende, at den manglende sammenhæng i indsatserne, vi ser nu, i høj grad er et resultatet af mange års manglende ressourcer«.

KL-direktør Christian Harsløf pegede på, at kommunerne har fået en række opgaver på psykiatriområdet, som de egentlig ikke var tiltænkt. Som eksempler nævnte han PPR-kontorerne, som »egentlig er et rådgivende organ, der hører under folkeskolelovgivningen, men oversvømmes nu af børn og unge i mistrivsel«, og »de psykiatriske bosteder for psykisk syge var egentlig ,bare’ boliger, men varetager en meget høj grad af behandling«.

»Psykiatrien er ikke bare en sektor – den påvirker hele samfundet, og der er derfor behov for at aftale præcist, hvem der gør hvad«, sagde han.

Formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, mente på sin side nu nok, at det var med fuldt overlæg, at kommunerne med strukturreformen fik overdraget en række nye opgaver på psykiatriområdet, men han medgav, at der skal investeres i den kommunale psykiatriindsats, og han pegede på et behov for at indtænke civilsamfundet i indsatsen på psykiatriområdet – blandt andet for at kunne dæmme op for den store vækst i antallet af patienter i ikke mindst børne- og ungepsykiatrien.

Det opponerede Camilla Rathcke imod.

»Vi må altså lige holde fast i, at der er forskel på mistrivsel og psykisk sygdom – og her taler vi altså om en psykiatriplan. Selvfølgelig skal vi have alle de børn og unge ind i behandlingspsykiatrien, og civilsamfundet kan alt muligt, det er jeg sikker på, men det ikke det første, vi skal vende os mod, når vi taler om psykiatrien og de egentligt psykisk syge«, sagde Camilla Rathcke.

Udsigt til en bred aftale

Iden debatten mellem de fire arrangører havde sundhedsøkonom Jakob Kjellberg skitseret baggrunden for det overslag, han sammen med blandt andet Merete Nordentoft fra Dansk Psykiatrisk Selskab lavede sidste efterår, og som viste, at en genopretning af psykiatrien vil koste 4,5 milliarder om året plus 3,5 milliarder i anlægsinvesteringer.

Der var, sagde han, tale om et overslag, og han og mange andre har efterlyst centrale beregninger fra regeringen og Finansministeriet.

»Det ville have været rart med nærmere rammebeskrivelse, og det bør man tage ved lære af til næste gang«, sagde han og beskrev, hvordan embedsmændene i Finansministeriet blev »gasblå i hovedet«, når man nævnte overslaget på 4,5 milliarder.

»4,5 milliarder er også mange penge – det er knap halvdelen af, hvad vi hvert år bruger på førtidspension til mennesker, der er ramt af angst«’ konstaterede han.

Sidst på topmødet krydsede seks folketingspolitikere – bredt sammensat, men uden repræsentanter fra regeringspartier – så klinger om den psykiatriplan, de alle har været og er involveret i forhandlingerne om. Uenighederne om indholdet i planen var til at overse, for alle var med på at følge de 37 anbefalinger og fem første prioriterede områder, der i vinter blev fremlagt i det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen.

Uenigheden handlede først og fremmest om, hvordan finansieringen skal gribes an: Skal det hele forhåndsfinansieres, eller skal man tage det i bidder, efterhånden som man når ned gennem de 37 anbefalinger? Men, spurgte Camilla Rathcke fra salen, kunne man ikke forestille sig, at forhandlingerne nu ender med en Psykiatriplan 1, hvor aftaleparterne finder penge til og sætter gang i arbejdet med de første indsatsområder, samtidig med at de forpligter sig til at indgå en Psykiatriplan 2 om to år med finansiering af de indsatser, den så indeholder? Og jo, det kunne alle de tilstedeværende politikere godt, selvom De Radikales Christina Thorup gerne så et nationalt kompromis på psykiatriområdet i stil med det, der for nylig blev indgået på forsvarsområdet – og hvor der blev afsat 17 milliarder kroner.

Afsluttende blev politikerne ved håndsoprækning bedt om markere, om de tror på en psykiatriaftale inden det kommende valg. Alle seks rakte hånden op. Er de så selv med i aftalen, lød næste spørgsmål. Igen rakte alle seks hånden i vejret – til hujen og klapsalver fra salen.

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar