Skip to main content

Allergologi - mellem speciallægereform og sygehusregioner

Overlæge Holger F. Mosbech

9. feb. 2007
4 min.

I Danmark har allergiske patienter med behov for speciallægebehandling kunnet få hjælp hos pædiatere, hvis de var børn, og hos dermatologer, hvis de havde hudsymptomer, mens de medicinske allergologer tog sig af resten. Med speciallægereformens nedlæggelse af det allergologiske intern- medicinske grenspeciale opstod der et vakuum, som man forestillede sig kunne udfyldes af organspecialerne lungemedicin, oto-rhino-laryngologi, oftalmologi, gastroenterologi og tværfaglige specialer som arbejdsmedicin og ved en oprustning af almen medicin. Som det fremgår af statusartiklen i dette nummer af Ugeskriftet [1], har de medicinske allergologer med etablering af et netværk forsøgt at leve op til speciallægereformens intention.

Statusartiklen afslører, at det desværre ikke i væsentlig grad er lykkedes at få allergologien inkorporeret i de nye speciallægeuddannelser. Det kan ikke undre, når specialerne i forvejen har haft problemer med at få plads til de hidtidige kerneområder i deres kursusprogrammer.

Solstrålehistorien i netværksrapporten er de landsdækkende allergikurser for almen praksis, som med betydelig støtte fra Sundhedsministeriet afholdes i øjeblikket. De vil uden tvivl gavne patienterne her og nu. De kan forhåbentlig fortsætte, også når puljen er tom, men på længere sigt vil der mangle kvalificerede undervisere.

Allerginetværks planlagte tværfaglige kursus til interesserede specialister må også hilses velkomment. Det vil kunne løfte arven efter det internmedicinske allergikursus og det tværfaglige kursus, Sundhedsstyrelsen i sin tid tilbød. Også her kan økonomien blive et problem. Netværksrapporten beskæftiger sig ikke med den vigtige prægraduate uddannelse, hvor allergologien står svagt. Her undervises der på området inden for dermatologi, pædiatri og astma, mens resten ikke har selvstændige placeringer, selv om der er tale om folkesygdomme. Antallet af professorater (et halvt) siger noget om prioriteringen.

Speciallægekommissionen foreslog allergologi omdannet til et fagområde som overbygning til mange forskellige specialer [2]. Det allergologiske sygdomsspektrum er imidlertid så bredt, at det ikke vil være muligt at lave et rimeligt curriculum for en sådan fællesuddannelse. Yderpunkterne er nok dermatologi og intern medicin, hvor allergi repræsenterer noget helt forskelligt. Der er p.t. et pædiatrisk allergologisk fagområde, som allerede var velkørende før speciallægereformen, mens der ikke er etableret noget dermatologisk allergologisk fagområde. Måske har der ikke været behov herfor? Der er imidlertid i høj grad behov for fagspecialister, der kan løfte arven efter de medicinske allergologer. Det lykkedes også at få etableret en uddannelsesstilling hertil, men den er desværre nedlagt igen. Næste udfordring bliver allergologiens placering i de nye sygehusregioner. Kommer der afdelinger, hvor allergologisk kompetence samles, og hvor uddannelse og forskning bliver mulig? Eller vil man stole på, at allergologien lever videre integreret i andre specialer, så der ikke kræves særlige initiativer? Dansk Selskab for Allergologi har i en rapport skitseret sine visioner [3]. Man forestiller sig specialistfunktionen i regionale centerdannelser med tæt samarbejde med decentrale satellitter. Etablering af allergicentre løser imidlertid ikke automatisk problemerne med patientbehandling, forskning og uddannelse. Problemet vil allerede inden for en kort årrække være, at der ikke er internmedicinere med en passende allergologisk uddannelse, som kan gå ind og tage sig af det store område, der er tilbage, når den dermatologiske og den pædiatriske allergologi har ydet deres bidrag. Vi er ikke alene om utilfredshed med den allergologiske service og manglende specialister. I Storbritannien debatteres to nyligt publicerede rapporter om emnet livligt [4].

Vore sygehusregioner får her noget at leve op til. Hvis der ikke gribes ind, vil specialistkompetencen inden for medicinsk allergologi forsvinde - trods Allergi Netværks aktive indsats. Her vil de to andre vigtige allergologiske områder, det dermatologiske og det pædiatriske, ikke kunne tage over. Der skal etableres afdelinger eller centre med et passende antal slutstillinger til også at kunne sikre både forskning og uddannelse inden for medicinsk allergologi, og der skal etableres stillinger til allergologisk faguddannelse af internmedicinere. Selv hvis det lykkes, vil vi stadig ikke være på højde med de europæiske krav til allergologuddannelsen, men det kunne være et skridt mod genetablering af det medicinske allergologiske speciale, som fortsat findes i de fleste andre europæiske lande.



Korrespondance: Holger F. Mosbech, Allergiklinikken 4222, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: holger.mosbech@rh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

Referencer

  1. Winther L, Bindslev-Jensen C, Grinsted P et al. Allergologi i Danmark 2006. Ugeskr Læger 2007;169:583-6.
  2. Speciallægekommissionen. Fremtidens speciallæge. Betænkning nr. 1384. København: Sundhedsministeriet, 2000.
  3. Varetagelse af allergiske sygdomme i det regionale Danmark. København Dansk Selskab for Allergologi, 2006. www.danskallergi.dk
  4. Dinsdale P. Senior doctors criticise government report on allergy treatment. BMJ 2006;333:220.