Skip to main content

Almen praksis: Forandring - og dog?

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

30. nov. 2007
5 min.

Flerlægepraksis, for eksempel, er da ikke noget nyt. Faktisk blev han netop kompagnon i sådan en i 1967 sammen med sine tre brødre, som allerede var tredje led i det jyske lægedynasti, som i dag kører på femte generation.

»Det var landets største praksis med 8.400 patienter«, siger Jes Gerdes, »så det gik lidt hurtigt engang imellem«.

Fejl at nedlægge sygekasser

Hvad adskilte en lægepraksis i 1960'erne fra i dag?

»Der var mere fred og ro og ikke så meget administrativt arbejde, så vi havde meget mere tid til patienterne. Og vi havde et godt forhold til sygekasserne. Men vi havde også masser af sygebesøg - folk kunne jo ikke transportere sig til lægen. Vi havde mange socialt svage patienter, for min far havde været meget socialt indstillet, og det afspejlede sig i patientsammensætningen«.

Meget nåede at forandre sig i Jes Gerdes' tid som praktiserende læge. Den mest beklagelige udvikling (»en frygtelig fejl«) var efter hans mening nedlæggelsen af de lokale sygekasser og overgangen til offentlig sygesikring, som førte til bureaukratisk fjernstyring.

»Hvis en sygekassepatient havde for mange ydelser, ringede sygekassen og spurgte, om det var rimeligt. Hvis det var rimeligt, sagde jeg bare ja. Vi var tættere på patienten, og vi kendte medlemmerne og forretningsføreren«.

En typisk arbejdsdag i 1967 - året, da PLO blev grundlagt - bestod både i konsultationer og sygebesøg. Jes Gerdes' arbejdsdag var nok lidt atypisk:

»I vores praksis havde vi fire delt arbejdet, så vi var to om formiddagen og to om eftermiddagen: Altså med dobbeltkonsultation. Så kørte eftermiddagsholdet deres sygebesøg om formiddagen og formiddagsholdet om eftermiddagen.

Og så kørte vi lægevagt ved siden af«, tilføjer Jes Gerdes. »Jeg havde jo otte børn, så der skulle penge til.

Der var et begreb - socialindkomst: Tjente man for meget, var der lukket af for alt. SU til børnene. Skolerejser - alt. Det var på grund af socialreformen. Men for os var det nu ikke særligt socialt, for vi var ti, der skulle leve af en indtægt«.

Ikke mange klager

Dengang var lægens autoritet endnu urokket. Jes Gerdes' eneste patientklage kom fra en pillemisbruger, som var et håbløst tilfælde, og var på fast stesolid - »25 stk. om ugen, sagde jeg, og ikke en pind mere«. Til sidst sagde Jes til sin kone Ellen, der hjalp i hans praksis, at hun skulle fortælle manden, at der var lukket, og at han ikke gad høre mere på ham.

»Så klagede han til embedslægen og sagde, at oppe i Jes' praksis, der er det hans kone Ellen, der bestemmer«, fortæller Jes Gerdes.

»Du skal have en anden læge, sagde jeg til ham, for jeg vil ikke have utilfredse patienter. Du er den eneste, der har klaget, og det kan jeg ikke bære. Jeg græder næsten om natten, fordi du har klaget over mig. Så begyndte han at græde: Vil du ikke nok beholde mig?«

Det fortælles, at hospitalslæger dengang foragtede almen praksis, som endnu ikke var et anerkendt speciale. Det gjaldt dog ikke i Fredericia, hvor sygehuset aldrig afviste at indlægge en patient, og hvor sygehuset ligefrem holdt staff meetings med de praktiserende læger i byen.

»Det var overlæge Jørgen Røjel på medicinsk afdeling, som indførte det, og vi gik også med på stuegang. Det var vældig lærerigt. Men det var vist ikke almindeligt«.

Jes Gerdes mener ikke selv at have oplevet, at anerkendelsen af almen praksis som speciale, eller stiftelsen af PLO, havde nogen umiddelbart mærkbar virkning i hans tid. Men det var en god ide at stifte PLO.

»Jeg var bare ikke fagpolitisk aktiv efter Grønland, hvor jeg både havde været formand for lægekredsforeningen, og nogle gange også var samtlige menige medlemmer«.

Fra autoritet til samarbejdspartner

Stig Gerdes, der begyndte som praktiserende læge i 1978 - de første år i onklernes firemandspraksis, som siden blev delt - har i de næsten 30 år som fjerde generation af Gerdes-læger oplevet store forandringer. En af dem er, at folk er blevet langt mere vidende. Google-vidende, på godt og ondt: »Jeg er blevet en samarbejdspartner mere end en autoritet. Det har jeg det fint med, og jeg er ved at gøre mig usynlig«, erklærer en ellers ret synlig Stig Gerdes.

Anerkendelsen af specialet betød ikke så meget for ham personligt - det var blot en formsag at indgive nogle papirer. »Men for de efterfølgende er det en udmærket uddannelse at få, selv om der er gået for meget skolegang i det«, siger Stig Gerdes.

Den vigtigste udvikling ser han i den bedre diagnostik, takket været ikke mindst sygehusenes teknologiske fremskridt. Ganske vist betød det i starten, at man begyndte at jage af sted med hjemmeliggende hjertepatienter, som før ofte overlevede, takket være roen og sengelejet. »Pludselig døde de sgu alle sammen på grund af al den virak«, siger Stig Gerdes.

Siden blev det meget bedre, skynder han sig at tilføje, og hjertepatienter, som tidligere ville vær tabt, overlever nu ofte uden mén.

Til gengæld forpligter hospitalernes bedre tilbud også de praktiserende læger mere end nogen sinde

»Vi skal være mere oppe på mærkerne og få folk placeret nogenlunde rigtigt fra starten. For de er så specialiserede på sygehusene, at det er livsvigtigt at have på den rigtige afdeling med det samme«, siger Stig Gerdes.

Stig Gerdes kan lige som sin farbror Jes fortælle dramatiske anekdoter - også om forkerte diagnoser og pludselig død men med årenes formildende skær over de harske begivenheder.

En udvikling, som Stig Gerdes ikke er begejstret for, er tendensen til store lægehuse. Selv sværger han til solopraksis, og kan - med 2.000 patienter - prale af ikke at have ventetid, mens patienterne i et stort lægehus i byen må vente i op til to uger. For det kan han takke den sygeplejerske, han ansatte sidste år:

»Hun tager forebyggende samtaler om hjerte, kolesterol og sukkersyge, laver børneundersøgelser, vaccinationer - af ca. 35 patienter dagligt tager hun sig af 15. Sygeplejersken er faktisk lige så aflastende som en praksisreservelæge og gør stort set det samme. Sygeplejersker - det er fremtiden«.