Et stærkt, nært sundhedsvæsen, som i fremtiden kan tage sig af langt flere syge borgere, blandt andet kronikere, end i dag, har som bekendt længe været efterlyst – lige siden strukturreformen i 2007 og den efterfølgende samling af akutsygehusene. Nu sker der vist nok snart noget – Sundhedsstrukturkommissionen kommer i hvert fald med et udspil med forskellige modeller til foråret. Ifølge kommissoriet skal det blandt andet rumme forslag til opbygningen af et nært sundhedsvæsen, og det skal komme med anbefalinger til samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis, herunder forpligtende samarbejdsstrukturer.
Diskussionen intensiveres nu, og almen praksis’ rolle og organisation er til debat.
Danske Regioner, forhandlingsmodparten til PLO, har udtrykt, at de ønsker en ny organisering af almen praksis.
»Vi foreslår, at det faglige tilbud i almen praksis fremover ikke skal hvile på en overenskomst, som vi kender den i dag, og et mylder af honorartakster, som afgør, hvilke opgaver de praktiserende læger vil udføre. Hvilke opgaver, der skal udføres i almen praksis, skal ikke være til konstant forhandling. Og det skal ikke være op til den enkelte læge, hvorvidt man ønsker at udføre de opgaver, der forventes af almen praksis«, skrev regionsrådsformand Anders Kühnau og formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg Heino Knudsen i en kronik i begyndelsen af november.
Regionerne vil have en common trunk af praktiserende lægers opgaver, som alle praktiserende læger forventes at arbejde efter, fremgik det af kronikken, som kom op til en konference om fremtidens almen praksis, som regionerne holdt 3. november. Her var indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde en af talerne, og hun udtrykte noget tilsvarende.
»Det er uholdbart, at der skal forhandles om hver en lille detalje om ansvar og nye opgaver i overenskomstforhandlinger. Det er for rigidt. Det er for ufleksibelt. Patienterne må ikke blive gidsler her«, sagde hun.
Formand for PLO, Jørgen Skadborg, erklærer sig i et interview, som han har valgt at deltage i på skrift, klar til at se på rammerne.
»Det system, vi har i dag, har givet os et effektivt, nært og meget omkostningsbevidst, nært sundhedsvæsen. Forhandlinger har ført til, at begge parter har været skarpe på både pris, kvantitet og kvalitet. Med det resultat, at almen praksis i dag klarer ni ud af ti ting, som patienterne kommer med, uden at henvise videre«, siger han og tilføjer:
»Når det er sagt, er jeg enig i, at vi skal se på, om vi kan gøre rammerne mere fleksible på en måde, hvor vi stadig bevarer fordelen ved den nuværende model. Ikke mindst fordi en forhandling går begge veje. Vi kan heller ikke som praktiserende læger komme med et forslag, der giver god mening, uden at det skal forhandles«.
Hvad siger du til regionernes forslag om en common trunk for alle praktiserende læger?
»Jeg er helt enig i, at vi skal have en stor fællesmængde af opgaver og behandlinger i almen praksis, og at forhandlinger af forskellige honorarer skal fylde langt mindre. Jeg synes også, at det skal være veldefineret, hvad der skal behandles i almen praksis frem for på hospitalerne«, siger Jørgen Skadborg.
Danske Regioner efterlyser i den omtalte kronik mere gennemsigtighed i, hvilke opgaver almen praksis løser. Det er en politisk beslutning, hvilke opgaver der skal løses i almen praksis, altså en politisk opgave at prioritere. Men det er svært, fordi det er ugennemsigtigt, hvilke opgaver der fylder i almen praksis, fremgår det.
Derfor vil regionerne have data, »som gør det muligt at se, hvordan tiden og ressourcerne i almen praksis bruges – og om de bruges på en måde, der giver mest sundhed for pengene«, står der.
Det ønske deler Jørgen Skadborg, men det har hidtil været besværliggjort blandt andet af regionerne, siger han.
»Der er uddannet for få praktiserende læger, og der er investeret for lidt i almen praksis. Ansvaret for det er den elefant i rummet, som ingen taler om«Jørgen Skadborg, formand for PLO
»Vi er meget interesserede i, at alle får indblik i de mange sundhedsopgaver, vi bruger tid på i almen praksis. Ikke mindst fordi aktiviteten stiger på grund af, at flere får kroniske sygdomme, og der kommer flere ældre, skal vi dele viden, så det samlede sundhedsvæsen kan lære af hinanden og indrette sig efter, hvad patienterne efterspørger. Vi har for år tilbage aftalt, at vi i forbindelse med konsultationer skal lave diagnosekodning, men regionerne har ikke været i stand til at vise det sted, hvor vi skal sende dataene hen. Så mere gennemsigtighed kræver ikke alene, at PLO bliver bedre til at modtage data, men også, at regionerne bliver bedre til at modtage dem«.
Jørgen Skadborg ønsker en klar definition af, hvilke opgaver almen praksis skal tage sig af.
»Det skal være veldefineret, hvad der skal behandles i almen praksis frem for på hospitalerne. Det er vigtigt at vide, hvad de praktiserende læger skal lave. Men vi er også i almen praksis nødt til at have et værn mod opgaveglidningen fra sygehusene, som er så pressede, at flere og flere opgaver henvises til almen praksis, uden at det er aftalt. Resultatet er, at det så bliver os, der ikke kan overholde vores økonomiske ramme«.
Han tilføjer:
»Forudsætningen er dog, at vi skal være flere praktiserende læger spredt over hele landet. Ellers bygger vi opgavebeskrivelsen på et alt for skrøbeligt fundament«.
Opbygningen af et stærkt, nært sundhedsvæsen kræver et langt bedre samarbejde mellem sektorerne, det er der stor enighed om.
»Vi er nødt til at gøre tingene på en anden måde … Det skal hænge bedre sammen mellem sygehuse, praktiserende læge og kommune, økonomisk, fagligt og ledelsesmæssigt«, sagde Sundhedsstrukturkommissionens formand, Jesper Fisker, for nylig i et interview i Mandag Morgen.
I den omtalte kronik fra Danske Regioner lød der kritik af almen praksis om netop samarbejdet. »Mange læger er dygtige til at driftsoptimere i egen klinik, men den koordinerende, faglige ledelse på tværs af sektorer er fraværende … Det betyder også, at regionerne skal have flere redskaber i værktøjskassen i forhold til almen praksis«, stor der.
Hvordan lyder det i dine ører, Jørgen Skadborg?
»Jeg hører kommissionsformanden sige, at der skal være mere samarbejde på tværs. Derfor er der også brug for en klar definition af de opgaver, vi løfter i henholdsvis almen praksis, på hospitalerne og i kommunerne. Sammenhængen mellem de tre er altafgørende for de mange ældre og mennesker med kroniske sygdomme, og derfor håber jeg, at kommissionen vil komme med gode forslag til, hvordan vi kan intensivere samarbejdet«.
Der foregår allerede en masse koordination. Han peger på, at en ny opgørelse viser, at der siden 2013 er sket en betydelig øgning af kommunikationen. Antallet af korrespondancer fra almen praksis til det øvrige sundhedsvæsen er vokset til 3 mio. beskeder årligt, hvilket er en fordobling på ti år. Aktiviteten i den praktiserende læges indbakke er også steget betydeligt; der kom 4,5 mio. korrespondancemeddelelser ind i 2022.
»Det svarer til seks beskeder pr. læge pr. dag. Beskeder, som kommer oven i de daglige 12 epikriser og bookingsvar, 16 laboratoriesvar og 11 patientmails og -skemaer«, siger han og tilføjer:
»Men det kan utvivlsomt blive meget bedre«.
Det tyder på, at der venter almen praksis store ændringer – hvad siger du til det?
»Det er rigtig mange forslag at forholde sig til lige nu. For mig er det afgørende, at vi er enige om, hvilke problemer vi skal have løst. Det er lægedækning, større opgavevaretagelse i den primære sektor og tilgængelighed. Der er forskellige veje til det mål, og jeg hører kommissionens formand sige, at der kommer forslag til forskellige modeller, både hvad angår organisering og styring. Det ligger også i deres kommissorium, og i PLO går vi gerne ind i en konstruktiv debat om, hvad vi kan gøre bedre fremadrettet«.
Jørgen Skadborg tilføjer:
»Det, der gør størst indtryk på mig, er, at alle er enige om, at der skal investeres massivt i den primære sundhedssektor de kommende år. For mange af de udfordringer for almen praksis, der fremhæves i den aktuelle debat, kan føres tilbage til to forhold: Der er uddannet for få praktiserende læger, og der er investeret for lidt i almen praksis. Ansvaret for det er den elefant i rummet, som ingen taler om«.
