Almen praksis skal dele journalnotater: Pil opad, men bekymring for »tsunami« af rettelser

Patienterne tager rigtig godt imod det, og lægerne er også positive – iblandet nogle bekymringer.

Inden 2026 er omme, skal de praktiserende læger dele deres journalnotater med både patienten og med de sundhedspersoner, som har patienten i behandling. Det blev aftalt i OK25 mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Nu er et pilotprojekt, hvor 11 almene lægeklinikker har delt journalnotater med deres patienter, blevet evalueret. Overordnet er tilbagemeldingen fra klinikkerne, at det har været en god oplevelse, at patienterne kan læse med. Stort set samtlige klinikker svarer, at deres patienter har været trygge ved delingen.

50% af klinikkerne har oplevet, at delingen har medført ændrede arbejdsgange. Nogle bruger mere tid på at udarbejde notaterne, retter slåfejl og skriver i lægmandstermer.

To ud af tre klinikker har oplevet, at patienter henvender sig til klinikken med kommentarer til journalen efter at have læst, hvad lægen har skrevet.

Overraskende mange henvendelser

For de praktiserende læger er det netop frygten for merarbejde som følge af flere patienthenvendelser, der har fyldt – og i og for sig stadig gør det, siger Morten Svenning Nielsen, der er formand for PLO’s Digitaliseringsudvalg.

»Den helt store bekymring er, hvor meget afledt ekstraarbejde vi kan risikere at få, når vi deler journalnotaterne med patienterne. I pilotprojektet kan vi se, at der er kommet overraskende mange tilbagemeldinger fra de patienter, der har læst i deres journal«, siger Morten Svenning Nielsen.

»Det vil kunne lægge hele vores sektor ned, hvis der kommer en tsunami af henvendelser fra patienter, der vil rette eller tilføje ting til journalen. Det er vi slet ikke gearet til. Man må få præciseret til befolkningen, at de får et indblik i et arbejdsredskab for lægen, men det er ikke et oplæg til en chat eller pingpong med lægen om formuleringerne«.

Han understreger, at patienterne selvfølgelig gerne må henvende sig til lægehuset, hvis der er faktuelle fejl af væsentlig betydning. Men patienterne er ikke en ekstra korrekturinstans.

Det er dog svært at sige, om de mange patienthenvendelser i pilotprojektet skyldtes, at patienterne var blevet informeret om, at det var en test i en periode, siger han.

»Nogle patienter kan have tænkt, at de ville hjælpe lægen i testen. Vi må se, hvordan det går fremover. Det kan sagtens være, at det finder et mere roligt leje, når det ikke er nyt og ukendt«.

Patient reddede en »fejl 40«

I Lægehuset Vorgod i Vestjylland var praktiserende læge Brian Nørgaard Albertsen noget bekymret før pilotprojektet.

Han havde hørt fra sygehuslæger, at de fik en del henvendelser fra patienter, der ville rette i journalteksten.

»Så det var med betydelig skepsis, at jeg gik ind i projektet«, siger Brian Nørgaard Albertsen.

På den anden side af pilotprojektet er skepsissen blevet noget mindre.

»Der var både plusser og minusser ved det. Patienterne var glade for det og gav rigtig fin feedback«, siger han.

Formålet med at dele journalnotaterne fra almen praksis med sygehuse og patienter er at forbedre behandlingskvaliteten og patientsikkerheden. Og det oplevede Brian Nørgaard Albertsen også i pilotprojektet.

»Flere patienter fortalte, at de var glade for at kunne printe journalnotater ud til f.eks. pårørende. Og der var patienter, typisk de gamle, som havde været lidt forvirrede og ikke kunne huske, præcis hvad vi aftalte i konsultationen; de kunne så læse i journalnotatet, at det f.eks. var to piller to gange dagligt, vi havde aftalt. Så der kom lidt mere styr på nogle ting. På den måde synes jeg, at det var med til at styrke kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden«.

Brian Nørgaard Albertsen oplevede også to tilfælde, hvor han – med egne ord – havde lavet en »fejl 40«. Og hvor patienten reddede ham.

»Det ene tilfælde var en dag, hvor en sygeplejerske stak hovedet indenfor, mens jeg sad og skrev journal om en patient, og da jeg så fortsatte indtastningen, kom jeg til at skrive ,hyperkolesterolæmi’, fordi sygeplejersken og jeg havde talt om lige netop det. Men patienten havde slet ikke forhøjet kolesterol, og det opdagede han heldigvis, da han læste journalen, og fejlen blev rettet«, fortæller Brian Nørgaard Albertsen.

Men det med fejlfindingen kan kamme over.

»Det kunne f.eks. være en patient, der kontaktede os, fordi lægen havde skrevet om smerter i lilletåen, men patienten ville rette det til, at det også gjorde ondt i ringetåen. Eller lægen havde skrevet, at smerterne havde stået på i tre måneder, men det var fire måneder. Den slags småting, der ikke har nogen betydning«, siger Brian Nørgaard Albertsen.

Men kan patienterne bedømme, hvornår de redder lægen fra en fejl, og hvornår det er ligegyldige småting?

»Det kan de måske ikke, og selvfølgelig skal vi prøve at være så præcise som muligt. Men det forstyrrer, og det tager tid, som vi ikke har. I styregruppen siger sygehuslægerne, at det kun er få promiller, der henvender sig for at rette i journalen. Men man skal huske, at vi i almen praksis har 95% af alle kontakter i sundhedsvæsenet, og så bliver få promille til ganske mange henvendelser.«

Samtidig kan tærsklen for at henvende sig til lægen med rettelser i journalen være mindre over for ens egen læge end over for en læge på sygehus, som man måske kun ser én gang i sit liv.

Skriver i en god tone

I pilotprojektet ændrede halvdelen af lægerne deres arbejdsgange og begyndte f.eks. at skrive journalerne, så patienterne bedre kan forstå dem.

Det gjorde Brian Nørgaard Albertsen ikke.

»På forhånd havde jeg besluttet, at jeg ikke ville ændre noget. Jeg skriver journaler, som jeg hele tiden har gjort det, for journalerne er et arbejdsredskab for mig og for andre, der har patienten i behandling, og derfor fordansker jeg ikke udtryk. Det synes jeg, er en uskik«, siger han og tilføjer, at patienterne jo hele tiden har kunnet søge aktindsigt i journalen:

»Jeg har altid skrevet i en god tone og står ved det, jeg skriver«.

Et andet fokuspunkt for Brian Nørgaard Albertsen er hans funktion som plejehjemslæge på tre plejehjem. Når han skal på sygebesøg på plejehjem, forbereder han sig nogle gange dagen før og skriver et notat i journalen, som han så skriver færdigt efter besøget og samtalerne med patienten og de pårørende.

»Det dur ikke, hvis det er min kladde, systemet automatisk deler, før jeg har nået at skrive notatet færdigt efter sygebesøget«, siger han.

Pilotprojektet testede ikke deling med bl.a. sygehuse, men også den del er fornuftig, lyder det fra Vorgod.

»Vi har jo længe kunnet se, hvad sygehusene skriver, og det er også smart, at de kan se, hvad vi skriver. Det giver rigtig god mening, at vi som sundhedspersoner kan se hinandens notater«, siger Brian Nørgaard Albertsen.

Flere brugte »deles ikke«

Morten Svenning Nielsen er glad for, at pilotprojektet har kastet lys på nogle af de problemstillinger, der kan opstå, når alle landets praktiserende læger skal dele journalerne.

Ud over den store bekymring for merarbejde har mange læger også været optaget af, hvilke konsekvenser delingen kan have for sårbare patienter. I pilotprojektet har lidt under halvdelen af klinikkerne gjort brug af »deles ikke«-funktionen, bl.a. ved psykiatriske patienter, hvor lægen vurderede, at det at læse notatet kunne gøre skade på patienten, ligesom »deles ikke« også er blevet anvendt ved social kontrol, og hvis lægen har modtaget fortrolige oplysninger fra f.eks. en kommune. »Deles ikke« kan anvendes af både læge og patient.

»For os er det vigtigt, at en patient, der f.eks. er underlagt social kontrol, fortsat kan være åben over for sin læge uden at frygte, at de, der udøver social kontrol, kan læse, hvad der er sagt eller undersøgt i konsultationen«, siger Morten Svenning Nielsen.

Kort eller lang tidsfrist?

Som modellen er nu, bliver et journalnotat delt med patienten kl. 24 samme dag, som lægen er begyndt at skrive på det.

Det kan give problemer for en læge som Brian i Vorgod, der forbereder et kladdenotat for sine sygebesøg den følgende dag. Det kan også give problemer for uddannelseslæger, der har skrevet et notat, som først skal godkendes af tutorlægen.

Umiddelbart kunne man tro, at det ville hjælpe, hvis lægerne bare får en lidt længere tidsfrist, inden systemet automatisk deler journalnotatet med patienten. Men det – påpegede Brian Nørgaard Albertsen i styregruppen – er ikke en gangbar løsning. Han siger:

»Der var kolleger i styregruppen, der fortalte, at de fik stress over, at journalnotaterne blev delt ved midnat, for de syntes ikke, at de havde skrevet det, så det var klar til, at patienten læste det. Jeg synes, at det vil være en glidebane, hvis fristen forlænges, fordi det vil tilgodese en uhensigtsmæssig arbejdsadfærd, hvor man venter for længe med at skrive journalnotater.

På den måde kastede journaldelingen lys på, at vi har kolleger, som er ved at være så sprøde i ønsket om at gøre det perfekt eller i frygten for en klagesag, at det at dele journalnotaterne kan være det, der måske skubber dem ud over kanten. Men problemet er ikke, at patienten kan læse journalen«.

Morten Svenning Nielsen siger, at modellen som udgangspunkt er fastlagt nu med mulighed for mindre justeringer, f.eks. muligheden for at oprette et kladdenotat.

»Vi står med en brugbar model nu, som vi går videre med, og så har pilotprojektet kastet nogle gode og dårlige erfaringer af sig, som vi er opmærksomme på, og som vi må se, hvordan vi kan håndtere, når vi får lidt erfaring med det«.

Han fornemmer, at de praktiserende læger nu vil forsøge at få det bedste ud af situationen.

»Der har været delte meninger om det blandt medlemmerne. Men vi har selv været med til at stemme det hjem, og alle er indstillede på, at det er den vej, vi går. Jeg synes også, det er helt naturligt, at patienterne får nemmere adgang til journalen frem for at skulle søge aktindsigt. Så må vi samle op på det og justere modellen, hvis der viser sig at være behov for det«, siger Morten Svenning Nielsen.

Brian Nørgaard Albertsen er på samme fortrøstningsfulde linje:

»Vi er tro soldater. Vi ved, at det kommer, og vi kan godt forholde os til det og få det bedste ud af det. Vi vil bare ikke bruge ekstra tid på det, for vi vil bruge vores tid på sundhedsarbejde«.

Jens Rasmussen, cheflæge og repræsentant for hospitalerne i styregruppen

»Det har været en kæmpestor fornøjelse at opleve samarbejdet i styregruppen. Det er jo et vigtigt område for almen praksis og PLO, som de er gået til med en meget positiv indstilling og med det udgangspunkt at gøre det bedst muligt for patienterne.

De praktiserende læger har ofte et tæt og fortroligt forhold til deres patienter, og jeg synes, at vi har fundet frem til nogle gode kompromiser, f.eks. at der gives en mulighed for, at der er udvalgte oplysninger, der ikke deles.

På hospitalerne er vi stadig i gang med at vænne os til, at patienterne læser med, og det kommer almen praksis også til at gøre. Journalen er ikke længere udelukkende et lukket system for kommunikation mellem sundhedsprofessionelle. Vi bliver nødt til at tage hensyn til, at patienterne kan læse med.

Vi har ikke oplevet, at det giver væsentligt merarbejde. Vi har op mod 350 kontakter i akutafdelingen på Bispebjerg Hospital i døgnet, og vi får ganske få henvendelser fra patienter om, at der står noget forkert i journalen. Og nogle gange har patienten jo ret i, at oplysninger i journalen ikke er korrekte. Vores erfaring er, at det er en god idé, når en patient afsluttes, at opsummere journalnotatet sammen med patienten for at sikre sig korrektheden og dermed undgå misforståelser.

Deling af journalnotater fra almen praksis flugter fint i hele tidsånden og med intentionerne i den nye sundhedsreform og er en styrkelse af de sammenhængende forløb og dialogen på tværs af sektorgrænserne. Det kommer på det helt rigtige tidspunkt.

For os på hospitalerne vil det være meget nyttigt at kunne se, hvis en akut indlagt patient f.eks. har fået lavet en behandlingsplan sammen med sin praktiserende læge. Mange af de patienter, der bliver indlagt akut, har ofte et sideløbende forløb hos deres egen læge. Ved akut indlæggelse uden for egen læges åbningstid, og hvis patienten ikke helt kan huske dialog og plan med egen læge, vil det nu fremadrettet være muligt at få dette fælles overblik. Det vil give et meget bedre og sikrere forløb for patienten. Desuden er der mulighed for at undgå dobbeltarbejde. Med denne forbedring vil patienterne fremover opleve en langt bedre kommunikation mellem hospital og praktiserende læge«.

Johanne Kure, politisk chef i Danske Patienter

»Patienter og pårørende har i lang tid efterspurgt at få et bedre indblik i patientjournalerne fra almen praksis, så det er rigtig positivt, at det nu bliver til noget. Mange patienter vil gerne tage et større ansvar for deres helbred – ikke mindst når de har et langvarigt sygdomsforløb, hvor de får brug for at genbesøge den samtale, de har haft med lægen, og verificere aftalerne, så de er sikre på, at de har forstået og husket det vigtige.

Vi er ikke så bekymrede for, at det går ud over fortroligheden mellem læge og patient, at journalerne skal deles med andre samarbejdspartnere. Patienterne har stor tillid til, at oplysningerne bruges korrekt og fortroligt. Og der er jo også mulighed for at undlade deling.

Journalen er lægens arbejdsredskab, men vi mener, at de praktiserende læger bliver nødt til at se deling af journalnotater som en ny og anderledes arbejdsgang, der kan understøtte et bedre samarbejde mellem læge og patient. Men det potentiale understøttes ikke, hvis patienten ikke kan forstå, hvad der står. Hvis lægmandssprog ødelægger lægens arbejdsredskab, kan man måske skrive et opsummerende afsnit om aftalerne, målrettet patienten, og så skrive resten af journalen som vanligt. Og misforståelser vil kunne undgås, hvis man opsummerer sammen i konsultationen.

Det kan frustrere læger, at patienter henvender sig, fordi de ikke forstår journalen eller vil rette i den. Men patienterne kerer sig om deres helbred; det er patientens sygdom, og patienter henvender sig, fordi de er bekymrede for, om fejl kan blive afgørende for, om de får den rigtige behandling.

Det vil kræve tilvænning og ekstra arbejde, og jeg kan godt forstå, at lægehusene kan sidde med både usikkerhed og frustration. Der er et nationalt politisk ønske om, at patienter er mere aktive og tager ansvar, men så må vi også forvente, at man fra politisk hold sikrer, at almen praksis får de nødvendige ressourcer til at tage den dialog. Det samme gælder alle de øvrige ekstraopgaver, der bliver lagt ud i almen praksis i disse år«.