»Alt er under kontrol«

Historien findes i flere versioner på videobutikkens hylde med forudsigelige b-film: Ukendt virus dukker op i en fattig afkrog af verden. Rejsende fra Vesten bliver smittet. Rejsende vender hjem med dødelig, ekstremt smitsom sygdom. Epidemi opstår, lammer lufthavne og flyselskaber, lægger byer øde og truer økonomien. Dustin Hoffmann tager kampen op og finder en uge senere en vaccine, der i sidste øjeblik redder civilisationen fra undergang.

Kinesisk Tjernobyl

SARS er desværre ikke dårlig fiktion. Og den er slet ikke forudsigelig. Den er en meget virkelig epidemi, som sundhedsmyndigheder og regeringer i en række lande kæmper for at begrænse med vidtgående forholdsregler, mens forskere arbejder på overtid for at kortlægge SARS-virusets genom og finde en vaccine ...

Hvor Hollywood-versionen ender forudsigeligt, er det endnu alt for tidligt at spå om, hvad den virkelige verdens epidemi kan føre til. Om det vil lykkes at bremse dens spredning og at finde en vaccine.

Midt i juni syntes epidemien foreløbig at være bragt under kontrol. Men erfaringer fra Canada viser også, at blot ét overset tilfælde kan føre til nye, uventede udbrud, så det er formentlig endnu for tidligt helt at afblæse alarmen.

Og politisk set kan epidemien få langtrækkende konsekvenser.

Midt i april mente Verdenssundhedsorganisationen WHO optimistisk, at epidemien nu så ud til at have toppet i de sydkinesiske områder, hvor sygdommen først slog til. Tre uger senere var optimismen ved at blive afløst af dyb bekymring hos de kinesiske myndigheder. Bekymringen gjaldt dog ikke sygdommen, og hvordan man kunne hindre den i at sprede sig. Nej, det handlede om at benægte, skjule og misinformere befolkningen og omverdenen.

Det lykkedes som bekendt ikke.

»SARS har været vort lands 11. september«, skrev en kommentator i det kinesiske ugemagasin Economic Observer. »Den har tvunget os til at tage bestik af globaliseringens egentlige betydning«.

Andre ser snarere epidemien og de kinesiske myndigheders håndtering af den som »et kinesisk Tjernobyl«. Da den ukrainske atomreaktor i Tjernobyl i 1986 eksploderede og forurenede store områder med radioaktivt nedfald, brugte de sovjetiske myndigheder flere uger på at skjule og bagatellisere katastrofens omfang. De lod kynisk tusinder af mennesker gå i 1. maj-parader i det nærliggende Kiev, vel vidende, at de snarere burde sidde hjemme med vinduer og døre hermetisk lukkede. Sovjetborgernes og udlandets efterfølgende vrede og mistillid til det regerende kommunistparti blev en stærkt medvirkende årsag til kommunismens efterfølgende sammenbrud. Kan noget lignende ske i Kina?

Det gik lige så godt

For få måneder siden gennemførte Kinas kommunistiske parti sin hidtil mest fredelige overdragelse af magten til en yngre generation. Det kommende OL-værtsland havde efter flere års uhørt vækst opnået det eftertragtede medlemskab af Verdenshandelsorganisationen WTO, og landets internationale relationer var gode. Kina var blevet et respektabelt medlem af verdenssamfundet. Den nye ledelse havde de bedste kort på hånden.

Alt det har SARS-epidemien rokket alvorligt ved.

»Jeg tror, denne katastrofe vil gøre Kinas ledere mere beskedne«, sagde en historiker ved et Shanghai-universitet til New York Times den 12. maj.

»Alt så ud til at gå så glat, og det fik os til at overse vort systems mangler. Krisen tvinger alle til at reflektere over disse mangler, og det vil skærpe folks kritiske sans«, sagde Xiao Gongqin.

På det tidspunkt var mindst 6.000 kinesere rapporteret smittede, titusinder af migrant-arbejdere havde trodset myndighederne og var flygtet fra storbyerne til deres hjemprovinser, og mange anbragt i tvangskarantæne på skoler, i hemmelige fængsler eller beslaglagte bygninger. Alene fra Anhui-provinsen meldtes om en million hjemvendte, og fra Henan om 800.000. Henan har 90 millioner indbyggere og er dermed mere folkerigt end Tyskland. Det er sandsynligt, at nogle af de hjemvendende har slæbt smitten med sig.

Det er i dette lys, man skulle se myndighedernes beroligende rapporter den 8. maj om, at »tendensen til stigning i antallet af tilfælde er blevet effektivt stoppet i Beijing, og epidemien synes at være på retur«.

En måned senere konstaterede WHO, at de kinesiske myndigheders registrering af SARS-tilfældene manglede oplysninger om, hvor patienterne var blevet smittet, og at det kunne gøre det meget vanskeligt at forebygge yderligere spredning af virus. Til Associated Press sagde WHO-talsmanden, at de kinesiske data var »fulde af huller«, og hun antydede, at hospitalspersonalet manglede uddannelse i at udspørge patienterne korrekt.

»Myndighederne må finde ud af, hvor folk bor, hvor de tog hen, og hvem de har været i kontakt med. Det var dog ved at blive bedre«, tilføjede hun.

Det var også på tide. Ganske vist kom SARS-epidemien -- takket være bl.a. Internettet -- langt hurtigere på den internationale dagsorden end i sin tid aids-epidemien. Men de kinesiske myndigheders månedlange forsøg på at hemmeligholde, misinformere og siden nedtone udbruddets alvor medførte, at sygdommen kunne spredes i et omfang, som hurtigt blev en international trussel.

Samtidig har den sat et pinligt spotlys på Kinas tilbagestående og rodede sundhedsvæsen, især i landdistrikterne, hvor størstedelen af Kinas befolkning lever.

Fatalt cover-up

Det første mistænkelige tilfælde af atypisk lungebetændelse rapporteres i byen Foshan i Guangdong-provinsen den 16. november. I løbet af december og januar dukker flere tilfælde op i Guangzhou. En relativt høj andel af patienterne, fem pct., arbejder med fødevarer på uhygiejniske markeder og restauranter, som bl.a. serverer hunde, grævlinge, slanger og desmerdyr. Disse tilfælde hemmeligholdes.

Den 10. februar når rygter frem til WHO's Beijing-kontor. En e-mail oplyser, at »en mærkelig, smitsom sygdom« har kostet over 100 menneskeliv i Guangdong, og en kilde ved USA's ambassade ringer og fortæller, at en amerikansk statsborger har rapporteret om »en mærkelig sygdom, der forårsager blødninger og mange dødsfald« i Guangdong. WHO-hovedkvarteret i Geneve bliver orienteret.

Den 11. februar rapporterer det kinesiske sundhedsministerium til WHO om udbruddet af et akut luftvejssyndrom, og dagen efter oplyser myndigheder i Guangdong om 305 sygdomstilfælde og fem dødsfald siden 16. november.

Den 26. marts fastsætter de centrale myndigheder antallet af tilfælde i Guangdong i februar til 792. En uge senere sættes tallet op til 1.190.

Samtidig skælder en højtstående regeringstalsmand ud over WHO's advarsler mod at rejse til det sydlige Kina. Sygdommen er helt under kontrol, og »det er fuldstændigt sikkert« at besøge landet, erklærer han.

I midten af april flytter statsejede hospitaler i Beijing snesevis af SARS-patienter væk fra afdelingen, umiddelbart før inspektører fra WHO skal ankomme. På et hospital læsser man 31 patienter i ambulancer for at tage dem på køretur rundt i byen. Det sa mme hospital fortæller WHO-inspektørerne, at det kun havde to mistænkelige tilfælde. Et andet hospital gemmer 40 SARS-patienter af vejen på et hotel.

Den 20. april er kritikken fra omverdenen efterhånden begyndt at gøre så ondt, at den øverste ledelse lægger kursen helt om: Under trusler beordrer den nye partichef og præsident Hu Jintao og hans premierminister Wen Jiabao parti- og embedsmaskineriet til at rapportere korrekt om sygdommen og søsætter en massiv oplysningskampagne til hele befolkningen. Et højst usædvanligt skridt fra et system, der normalt trives bedst i en atmosfære af hemmelighedskræmmeri og fordrejninger.

Lige så usædvanligt opjusterer regeringen antallet af SARS-tilfælde, og sundhedsministeren bliver fyret sammen med Beijings borgmester.

På dette tidspunkt er der gået to måneder, siden en smittet læge fra Guangzhou har inficeret 12 andre gæster ved en bryllupsfest på Hotel Metropole i Hong Kong. Nogle af gæsterne bringer smitten med til Toronto i Canada.

»Krig mod SARS«

Siden regeringens bemærkelsesværdige indrømmelse af, at den havde »begået en fejl«, har den nye partiledelse lagt sig i selen for at gøre skaden god igen. Præsident Hu og premierminister Wen har rejst landet tyndt og manet til kamp mod epidemien i et forsøg på at vinde noget af den tillid tilbage, som er sat over styr.

Det kan vise sig som et første skridt i retning mod et mere åbent samfund. Den 12. maj kunne New York Times citere en -- anonym -- leder ved et af kommunistpartiets institutter for, at hele SARS-affæren har været »et enormt chok for hele partiet«. Atmosfæren på interne partimøder er ændret mærkbart, og folk tør udtrykke relativt åben kritik, fortalte kilden.

Samtidig har partileder Hu indsat en række kompetente teknokrater i Sundhedsministeriet og i spidsen for Beijings anti-SARS-kampagne. Det gælder Kinas anseelse, den nye ledelses greb om magten og -- naturligvis -- befolkningens helbred.

Kinesiske medier er nu gået effektivt ind i »krigen mod SARS«. Den 21. april viede det regeringsejede Beijing Dagblad en hel side til omstændeligt at skildre, hvordan man desinficerer sit hjem og til vigtigheden af at bære ansigtsmsaske, og avisen kom med forslag til at forebygge smitte. 23. april brugte den populære tabloidavis Beijings Aftennyheder, der udkommer i et oplag på to millioner, seks af de 16 sider i 1. sektion på kampen mod SARS, og de intellektuelle Shanghai-borgeres yndlingsavis Wen Hui Bao brugte fem af sine 12 sider på emnet.

Beijing radio har lanceret et dagligt firetimersprogram om »Folkets krig mod SARS«, og hver aften sender Beijing tv's Kanal 3 i næsten tre timer et program, hvor folk kan ringe og spørge lægelige eksperter. Hovedbudskabet er, at sygdommen nok kan være dødelig, men uovervindelig er den ikke.

Den 25. april handlede dagsordenen om at standse tilløb til panik og spredning af rygter. Regeringsavisen Kinas Ungdomsdagblad opfordrede indtrængende til ikke at kaste sig ud i »panik-hamstring«, da byens torve og butikker har tilstrækkeligt af daglige fornødenheder. Skribenten opfordrede folk til at opføre sig rationelt og udvise større tiltro til de lokale myndigheder.

Så tilgivende over for autoriteterne var tonen ikke i alle aviser. Efter fyringen af Beijings borgmester skrev partiavisen Beijings Ungdomsdagblad vredt, at regeringen havde »optrådt tåbeligt«; ikke alene havde den misinformeret verdenssamfundet om katastrofens omfang, men tilmed afvist udenlandsk assistance. »Den måde at tackle problemerne og offentligheden på kan umiddelbart se meget snedigt ud. Men den viser mangel på politisk selvtillid samt en svag mentalitet«, buldrede avisen.

Drakoniske midler

Om den relative åbenhed vil genskabe tilliden til et system, som nødtvunget måtte indrømme, at det alt for længe dækkede over en begyndende epidemi, er for tidligt at sige.

Sideløbende med den nye åbenhed tager den kinesiske ledelse drakoniske midler i brug for at stoppe sygdommens udbredelse.

Kina har en vældig, omrejsende befolkning af vandrende arbejdskraft på over 100 millioner mennesker. Hvis viruset er så smitsomt og ondartet, som WHO frygter og meget tyder på, vil sygdommen snart kunne sprede sig i store landområder, hvor sundhedsvæsenet er endnu mere rudimentært end i storbyer som Beijing, Shanghai og Guangzhou.

Mens myndighederne på den ene side lovede flere læger, hospitaler og penge til at bekæmpe epidemien i landdistrikterne, udstedte Kinas Højesteret i midten af maj en trussel om, at enhver, som bryder karantænebestemmelser, risikerer at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel.

Hvor forsøgene på at tie epidemien ihjel førte til vild rygtedannelse og panik, kan myndighedernes nye »beslutsomhed« (læs: trusler om dødsstraf og lange fængselsstraffe) udgøre en lige så stor fare ved at skræmme syge og deres familier -- især analfabetiske, omvandrende arbejdere -- fra at søge hjælp eller behandling.

Da Beijings bystyre midt i maj begyndte at indfange og aflive hunde og katte, hvis ejere var smittede med SARS, omtalte vestlige aviser fænomenet som nærmest lidt kuriøst.

Men måske har dyresporet alligevel vist sig at være det rigtige at følge: I maj meddelte mikrobiologer, at de havde fundet et corona-virus, som er næsten 100 procent identisk med det SARS-fremkaldende virus hos mennesker -- hos bl.a. det desmerdyr, som optræder på menuen i Guangdong-provinsen.

I øvrigt benyttede de kinesiske myndigheder den 11. juni lejligheden til et frontalt angreb på Falun Gong-sekten, som nu beskyldes for ,gøre sit bedste for at spænde ben for forholdsreglerne for at forebygge og bekæmpe SARS«. Sektens medlemmer »har endda bevidst opsøgt hospitaler for at blive smittet med SARS-virus for at kunne sprede sygdommen«, og for at afbryde behandlingen af smittede, alt sammen for at kunne fremstille epidemien som »en straf fra himlen«, skrev nyhedsbureauet Xinhua.

»Falun Gong-tilhængernes seneste aktiviteter har vist deres besluttethed på at være fjender af det kinesiske folk, og deres mål: at sabotere den kinesiske nation ... De hader at se Kinas succes i bekæmpelsen af SARS«, men »deres aktiviteter er dømt til at slå fejl«, hed det.

Genopblussen

Ved udgangen af maj udtrykte WHO »forsigtig optimisme« og konstaterede, at Kina var ved at få kontrol med spredningen på hovedlandet, også i provinserne, med gode overvågnings- og rapporteringssystemer og infektionskontrol på hospitalerne.

Faren var dog ikke drevet helt over: Den 11. juni rapporterede Kinas sundhedsministerium om fem nye tilfælde i det sidste døgn - langt under de flere end 100 daglige tilfælde, som blev rapporteret blot 2-3 uger tidligere.

Forhåbentlig står de nye tal til troende. En talsmand for WHO i Beijing, forklarede den 20. maj, at der blev lagt et voldsomt politisk pres på ansatte i det kinesiske sundhedsvæsen for at pynte på statistikken. Beijings vicechef for sundhedsmyndighederne, dr. Liang Wannian, udstedte selv retningslinjerne på en pressekonference 20. maj: »Definitionen på SARS er ikke identisk fra land til land«, erklærede han.

WHO var lodret uenig, og dets talsmand i Beijing replicerede, at der var tale om »et betydeligt antal tilfælde, som diagnosticeres til den forkerte side«, og at de kinesiske undvigemanøvrer ikke ville få WHO til at slække på sine videnskabelige standarder.

En uge inde i juni erklærede WHO, at SARS-epidemien nu syntes at have toppet globalt, men at der fortsat var grund til at være på vagt over for nye udbrud. En uge forinden mente de canadiske myndigheder nemlig, at epidemien dér nu var under kontrol, indtil et enkelt overset tilfælde dukkede op, og 5.000 indbyggere i Ontario ble v beordret i karantæne: »Det seneste udbrud er en opblussen af det første«, sagde cheflægen ved York Central Hospital. »Det første udbrud var ikke helt slukket. Det var som en glød, der ulmede på bålpladsen: Man tror, man har slukket ilden, og så kommer et vindstød og det flammer op igen«.

I midten af juni skulle WHO-repræsentanter besøge Kina for at drøfte situationen og de næste skridt, der skal tages. WHO er bl.a. bekymret for, at landets nuværende »monumentale indsats« mod SARS vil trække ressourcer væk fra en lige så nødvendig indsats mod hiv/aids-epidemien og TB.

Svagheder i landets sundhedsinfrastruktur, »især utilstrækkelig overvågning, rapportering og hospitalsfaciliteter i nogle af Kinas fattigere provinser« bekymrer WHO, der nu sammen med de kinesiske myndigheder håber at kunne benytte situationen til at styrke de fremtidige muligheder for at sætte ind mod epidemier.

»Sådanne langsigtede og omfattende forbedringer vil også styrke Kinas kapacitet til at svare på den næste influenza-pandemi, som mange eksperter nu anser for overhængende«, hed det i en meddelelse fra WHO den 10. juni.

Det lyder ikke som en slutning, der kunne sælges til Hollywood.

På den anden side: Medmindre Kina for alvor har taget ved lære af Tjernobyl og landets egen SARS-katastrofe, er der stof til en lige så uhyggelig 2'er i den nærmeste fremtid.

Fakta

»Sovjetiske kernekraftværker er helt up to date. Risikoen for en nedsmeltning er én for hver 10.000 år... Og i alle tilfælde er miljøet fuldstændig sikret«.

Vitalij Skljarov, Ukraines energiminister til et engelsksproget propagandablad -- i en artikel om Tjernobyl to måneder før nedsmeltningen. (Soviet Life, februar 1986)

»Da en sovjetisk diplomat i tirsdags forsøgte at opnå Vesttysklands hjælp til oprydning efter (atom)ulykken, og samtidig gav så få informationer som muligt, tabte en vesttysk videnskabsmand omsider besindelsen og råbte ad ham: ,Det er ikke et lille spil, vi har gang i. Lige nu har I ansvaret for at sætte klodens liv på spil`! Det vil Verden ikke glemme hurtigt, og den vil heller ikke glemme, hvordan Sovjet-ledelsen reagerede på Tjernobyl«.

Time Magazine, 12. maj 1986.