Alternativ behandling

I den danske befolkning bruger mere end hver femte – dvs. 850.000 personer – hvert år en eller anden form for alternativ behandling. Der er opgjort 17.000 alternative behandlere i Danmark, og over et år benytter halvdelen af landets praktiserende læger noget, der falder ind under kategorien alternativ behandling. Lige så kontroversielt, det er i lægekredse, lige så meget fylder det altså i både patienters og lægers hverdag. Dette på trods af, at der fortsat ikke er ført noget lægevidenskabeligt bevis for virkningen. Cochranes internationale database (Cochrane CMF) over alternativ behandling indeholder nu over 6.500 undersøgelser, og ikke en eneste har vist sikre resultater.

Lægeforeningen har for nylig fastlagt sin overordnede holdning til alternativ behandling ved vedtagelse af et politikpapir på Lægemødet. Det er blevet udarbejdet af en arbejdsgruppe under Etisk udvalg. Formålet har ikke så meget været at identificere og beskrive alternative behandlingsformer, men primært at forholde sig til lægers rådgivning af patienter, der ønsker at gøre brug af alternative behandlingsformer. Men der er foretaget en begrænsning af begrebet alternativ behandling, så definitionen i lægelig forstand er, at »alternative behandlinger er behandlinger, der ikke er ført lægevidenskabeligt bevis for«.

Alternative behandlere vil kunne anføre, at meget af det, der til daglig foretages af læger i klinikken, heller ikke er dokumenteret gennem evidensstudier. Det kan imidlertid være lang klinisk erfaring, der giver belæg for, at behandlinger virker. Det virker at operere for grå stær. Selv om det ikke er vist gennem dobbeltblindede randomiserede undersøgelser, er det helt indlysende, at der er en effekt, og sådan er der en hel række behandlinger, der bunder i velforankret klinisk erfaring. Men en central del af den politiske erklæring om alternativ behandling drejer sig om, hvordan læger bedst rådgiver patienter, der ønsker at gøre brug af alternative behandlingsformer som et supplement til den behandling, der er aftalt mellem læge og patient.

Vi har formuleret det således, at »læger er forpligtede til at indgå i en åben dialog med patienter om emner vedrørende patientens helbred og sundhedstilstand.« Det er en opfordring til at fralægge sig den traditionelle berøringsangst omkring det alternative område og gå ind i en dialog med patienten, selv om der er tale om et område, der kan være svært at rådgive omkring. Der er derimod ikke i Lægeforeningen nogen generel tilslutning til, at alternative behandlingsformer skal være en integreret del af lægeuddannelsen. Orientering om alternative behandlingsformer kan indgå som et del-element i den kliniske undervisning, hvis det er relevant.

Den afgørende mangelvare på området er i dag viden.

Det er konklusionen fra Cochranes database, hvor der ud for næsten alle registrerede forsøg står, at der er behov for yderligere viden. Det var også konklusionen på et seminar om emnet, der blev holdt i Lægeforeningen i den forløbne uge, hvor alle deltagende parter, patientforeninger, myndigheder og læger efterspurgte en forøget indsats for mere viden på dette område, så patienterne får en mulighed for at vælge mellem skidt og kanel, og lægerne kan give en relevant rådgivning.

Lægeforeningen vil støtte det oplysningsarbejde, der foregår i ViFAB, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling, og det er i øvrigt Lægeforeningens holdning, at forskning i alternativ behandling skal foregå i etablerede forskningsmiljøer eller i samarbejde med disse. Se i øvrigt indlæggene fra seminaret på laegeforeningen.dk