Amatører i krig

I 1848 gik Danmark i krig. 1848 var et revolutionsår i flere europæiske lande. I marts udbrød der borgerlig-liberale revolutioner i de 38 tyske småstater, som udgjorde det løst sammenknyttede Tyske Forbund. I realiteten var forbundet domineret af de to største stater – Preussen og Østrig. De revolutionære krævede mere demokrati og samling af Tyskland.

I Danmark var kong Christian den Ottende død af blodforgiftning efter en åreladning og afløst af den labile Frederik den Syvende. Han kom straks under pres fra nationalliberale kræfter, som krævede en demokratisk forfatning.

Også i hertugdømmerne Slesvig-Holsten ulmede oprøret: Man ville have sin egen forfatning, og magtfulde kredse ville løsrives og ind i Det Tyske Forbund.

Det blev ikke vel modtaget i København, hvor de nationalliberale pressede kongen til at love en fri forfatning – og en dansk helstat, som gik til Ejderen. Det fik et oprør til at bryde ud i hertugdømmerne, hvor stemningen nu var for en total løsrivelse. Borgerkrigen var uundgåelig. En national begejstring præget af rå nationalisme greb København. Også lægerne lod sig rive med, og stort set alle yngre læger og mange medicinstuderende meldte sig til krigstjeneste.

Den såkaldte Første Slesvigskrig (1848-1851) var en kendsgerning.

Improviseret sanitetsvæsen

Nærmest uden varsel havde landets uerfarne regering ført landet i krigen. Militærets lazaretvæsen var helt uforberedt. I hast blev der flikket en lov sammen om »Sundhedsvæsenet ved Arméen paa Feltfod«. Men det var mest en hensigtserklæring – der var ikke tid til praktiske forberedelser.

Lazaretvæsenet var stort set uændret siden Napoleonskrigene. Der var intet uddannet plejepersonale, kun tvangsudskrevne menige. Næsten alle lægerne var frivillige civilister – lige fra medicinstuderende til ældre erfarne læger. Enkelte havde ledelseserfaring, men det var ikke ligefrem en forsamling, der var nem at få til at fungere som en stram organisation.

Den 38-årige læge Emil Hornemann havde en blomstrende praksis i København og var tilmed ridder af Dannebrogsordenen. Han kom da heller ikke til at gøre tjeneste i første række ved fronten, men ved store lazaretter bag linjerne – først på det store lazaret, der var indrettet på Augustenborg Slot på Als, i anden række fra fronten, og derefter ved et lazaret i København.

Sophus Engelsted var kandidat fra 1847. Han var 25 år, da han meldte sig under fanerne og skrev begejstret i sine erindringer om sine oplevelser som læge på en kanonbåd i den første træfning:

»I begyndelsen gik Kuglerne over Dækket. Da jeg i Begyndelsen ikke havde meget Arbeide, havde jeg Leilighed til at nyde den livlige Kamp i den smukke Morgenbelysning og glæde mig over den Nøiagtighed og det gode Humør, hvormed Kanonerne blev betjente«.

Heldigvis var tabene ved den lejlighed beskedne. Men for Engelsteds unge oppasser endte det tragisk: Da drengen skulle hente lægens instrumenter, fik han armen halvt skudt af. Ansigtet og et øje blev revet op af en flyvende træsplint. Han døde af sine sår.

Social afgrund

Selv om man ikke var færdiguddannet, kunne man gøre god fyldest som læge ved fronten. Daniel Bølling var ved krigsudbruddet medicinstuderende, men fungerede under hele krigen som underlæge. Med sit mobile lazaret fulgte han hæren på dens marcher rundt i Sønderjylland, fra Kolding i nord til Slesvig i syd. Han førte dagbog og skrev breve hjem om sine oplevelser. Bøllings optegnelser er meget forskellige fra Engelsteds, der som gammel mindes sin ungdoms raske soldatertid på 60 års afstand. Bølling skrev, mens kuglerne fløj.

Som underlæge har den 21-årige Bølling automatisk rang af underofficer, og der er derfor en afgrund mellem ham og de menige fodtusser. Som overordnet har Bølling en oppasser, »Jens«. Han beskriver den menige som en komisk figur med en plump krop og et ansigt, som udtrykker en blanding »af Dumhed, Godmodighed, Tjenstvillighed og en høi Grad af Gemytlighed«. Jens foretager sig aldrig noget på egen hånd, men skal have besked på det flere gange. Officererne morer sig over den stakkels Jens. Bølling havde overtaget Jens fra en løjtnant, som underholdt med en anekdote om den dumme oppasser: »Jens, puds min sabel«, havde løjtnanten beordret. »Det kan a itte, Hr. Løjtnant!« »Hvad siger du, Æsel? Hvorfor kan du ikke?« »Nei, for a ska’ skiid!«. Man kan næsten høre latteren i officersmessen.

Ingen ferietur

Bølling beskriver lazarettet, som er indrettet i Odenses gamle latinskole. Selv om her ikke er så rent som ved et københavnsk hospital, er han imponeret over, hvor hurtigt man havde fået lazarettet op at stå. Han fører dagbog over »interessante Saar« og oplyser, at de sårede er hårdføre karle, som sjældent klager over smerterne.

Bølling kan også fortælle om lægernes indkvartering, som i sammenligning med de meniges bivuakker er herskabelige med polstrede møbler, god og rigelig forplejning til rimelige priser og vin til maden hver dag. Indimellem underholder man sig med selskabelige sammenkomster, baller og middagsselskaber hos lokale familier.

Men krigen er ikke en ferietur. Ved et slag i Süderholz 10 km nord for Slesvig by får Bøllings ambulancehold indbragt 200-300 sårede, så han må amputere og forbinde til langt ud på natten. I et følgende slag er der mindst 100 sårede. Bølling må igen amputere knuste arme og ben, forbinde skudsår og sår fra bajonetstik – også hos sårede fjender.

Nu er det blevet alvor, og i felten er forplejningen ikke længere så rigelig. Selv hos læger og officerer gnaver sulten. Man gør, hvad hære har gjort siden Hundredårskrigen: Man plyndrer. Bølling bruger ganske vist et andet ord – man »fouragerer« – og man ville da også gerne betale, hvis ikke lige det var, fordi husenes og gårdenes beboere var flygtet fra krigshandlingerne. Alternativet til at tømme gårdenes spisekamre er dog værre: Efter slagene flyder det med dræbte heste på kamppladsen, men man vil trods alt ikke synke så dybt at skære lunser af hestekadavere.

Sanitetsvæsenets elendighed

De store mangler ved hærens sanitetsvæsen kunne mærkes ude, hvor det gjaldt. Udstyret var utilstrækkeligt og ringe, og der var mangel på transport.

I sommeren 1848 skriver den 29-årige underlæge Johan Peter Laurent om sin udrustning:

»Til Forbinding ude paa Marken har jeg et Kantinetornyster, som en Karl bestandig bærer efter mig, hvorhen jeg end gaar. Dette Tornyster indeholder kun Charpie og Bandagestykker, men i en lille Skuffe er endda smaa Flasker med saadan Medicin, som man hyppigt kommer til at bruge paa Marchen«. (Charpi er optrævlet linned, der blev brugt ved forbinding, red.).

Laurent overlevede ikke selv Treårskrigen.

Efter slagene blev de sårede evakueret. En del kunne gå selv, ofte flere kilometer gennem uvejsomt terræn. Hårdt sårede blev transporteret på bårer og kørt på stive bøndervogne, trukket af heste eller okser ad hullede, mudrede eller tilfrosne veje. Turen kunne vare dage, og mange var døde eller døende ved ankomsten til lazarettet.

Efter Treårskrigen, som denne gang endte til Danmarks fordel, var det tid til selvransagelse. Efter en langvarig proces førte erfaringerne til enkelte forbedringer af hærens lægevæsen, som hidtil overvejende havde bestået af barberkirurger – såkaldte feltskærere. Hærens ledelse erkendte bl.a., at der var behov for en fast stab af universitetsuddannede militærlæger.

Da landet i 1864 igen tumlede hovedkulds ind i en krig, var det imidlertid mod en både talmæssigt og teknologisk overlegen preussisk-østrigsk fjende. Og en fjende med et sanitetsvæsen, som det danske slet ikke kunne måle sig med.