Content area

|

Amputationssagen i Midtjylland: Dråben, der fik karret til at flyde over

Historien om den nødlidende karkirugi i Region Midtjylland har flere uafsluttede kapitler med mange spørgsmål, foreløbig kun få svar og tal der forbløffer og vidner om patienter, der øjensynligt har betalt en høj pris.
Ledelsen i Region Midtjylland hævder at være uvidende om situationen. (Foto: Hospitalsenhed Midt)
Forfatter(e)
Dorte R. Jungersen dorte@jungersenjournalistik.dk

Jagten på de ansvarlige er sat ind.

Hvordan kunne det gå til, at mere end 90 patienter hvert år over en femårig periode tilsyneladende har fået amputeret deres ben, fordi de ikke fik den rette forebyggende behandling af åreforkalkning eller blodprop i benet på Aarhus Universitetshospital og Viborg Centralsygehus?

En ekstern analyse af karkirurgien i Region Midtjylland har dokumenteret, at kapaciteten hér kun er halvt så stor som kapaciteten i resten af Jylland (Nordjylland og den jyske del af Region Syddanmark), og at aktiviteten tilsvarende kun er halvt så høj. Særligt i forhold til amputationsforebyggende behandlinger, hvor man endvidere har forsømt at tage de ballonbaserede teknikker til sig, som kan anvendes på skrøbelige patienter.

Hvem vidste hvad hvornår i en sag, der hurtigt landede på sundhedsminister Magnus Heunickes (S) bord og for længst har fået prædikatet ’skandale’ hæftet på sig.

På et ekstraordinært møde i Region Midtjyllands forretningsudvalg torsdag 12. maj kræver både Venstre og de Konservative, at en ekstern undersøgelse skal afdække, hvor ansvaret i sagen skal placeres.

En ting står imidlertid fast: ledelsen i Region Midtjylland melder hus forbi. De har - forstår man - været uvidende om tingenes tilstand.

Formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S) har beklaget situationen »dybt« og udtalt, at han ikke hidtil har været bekendt med hverken den manglende kapacitet eller de høje amputationsrater.

»Vi arbejder på at forstå konklusionerne i analysen«

I 2018 blev sparekniven svunget over Region Midtjylland, og efter analysen af karkirurgien udkom forleden, har flere forsøgt at påpege en kausalitet mellem besparelserne fra 2018 og det høje antal amputationer.

»Det er nok ikke tilfældet. Snarere kan man sige, at Dansk Karkirurgisk Selskab havde ret i den bekymringsskrivelse, de rettede til regionen i 2018, og hvor de advarede mod at skubbe til et væltende læs.

I forvejen var der - indtil spareplanen blev meldt ud - et meget lavt karkirurgisk behandlingsniveau i Midtjylland«, siger professor og ledende overlæge Kim Houlind, Kolding Sygehus, der på bestilling af regionens direktion og med sparring fra ledende overlæge på Karkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Allan Kornmaaler Hansen, har udfærdiget analysen.

Besparelserne indebar, at den centrale karkirurgi blev flyttet til Aarhus Universitetshospital, mens den perifere karkirurgi (forsnævringer i underben og halspulsårer) blev delt imellem hospitalerne.

Det var ikke blot det videnskabelige selskab, der bekymrede sig for, at de bebudede besparelser og omorganiseringen af karkirurgien i værste fald kunne føre til amputationer af ben.

Også tidligere overlæge på karkirurgisk afdeling i Viborg, Jens Sandermann, slog alarm i flere meder.

Til Jyllands-Posten udtalte han bl.a.:

»Når dagen er omme mistes der ben og liv, og det ønskede beløb spares på ingen måde - og en amputeret del kan ikke bringes tilbage«.

Både regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen afviser, at der er en sammenhæng mellem budgetbesparelserne og det øgede antal amputationer.

»Jeg er ikke enig i, at problemerne bunder i spareplanen. Patienter har ikke fået forebyggende behandling i tide, men det skyldes, at vi ikke har operationslejer nok, og at vi ikke har speciallæger nok, og det har ikke noget med spareplanen at gøre. Det er en 10 år gammel problemstilling«, udtalte Ole Thomsen forleden til Avisen Danmark.

Ugeskriftet har spurgt lægefaglig direktør på Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner Nielsen, hvor mange år noget skal være en problemstilling, førend man gør noget ved det?

»Vi er ved at se på aktiviteten gennem de sidste 10 år. Vi er i gang med rigtig mange analyser, hvor vi bl.a. ser på antallet af læger og operationsstuer, tal fra karbaserne og budgetter. I de analyser vi indtil nu har set, er vi ikke nået frem til nogle sikre konklusioner endnu. Så vi analyserer videre«, siger Claus Brøckner Nielsen.

Er tallene for forebyggende behandlinger og amputationer, som dokumenteret i analysen kommet bag på dig?

»Det er en analyse, der peger på nogle alvorlige problemstillinger, som vi tager meget alvorligt. Der er desværre hverken en samlet aktivitetsindikator eller en samlet amputationsindikator i den danske kvalitetsdatabase for karkirurgi, hvor vi plejer at følge sådanne forhold. Vi arbejder derfor lige nu med at analysere tallene og forstå konklusionerne i analysen. Og vi er i tæt kontakt med vores ledelse og personale i karkirurgi om sagen«.

Fortryder du, at der ikke tilbage i 2018 blev lyttet til bl.a. bekymringshenvendelsen fra Karkirurgisk Selskab i forbindelsen med besparelserne inden for karkirurgien?

»Den besparelse, du henviser til, blev besluttet i 2018, kort før min tiltrædelse. Besparelserne skulle findes ved blandt andet at nedlægge en afdelingsledelse og ændre opgavefordelingen mellem Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenhed Midt – der indgik ikke planer om reduceret aktivitet.

Fokus var på opgavefordelingen og vagtstrukturen. Derfor gik vi sammen med Aarhus Universitetshospital i gang med at finde den fagligt bedste løsning inden for rammerne af den politiske aftale«, siger Claus Brøckner Nielsen.

Bondelogik

I perioden 2016-2020 blev der udført 30 procent flere amputationer på lår og underben (i alt 2013) i Region Midtjylland end i resten af Jylland (1554) svarende til – som tidligere nævnt – 92 flere amputationer årligt i gennemsnit. Og det til trods for at andelen af borgere over 50 år – og dermed andel af potentielle karkirurgiske patienter – er mindre i Region Midtjylland end i resten af Jylland.

»Ca. 100 for mange amputationer om året kan forekomme at være en lille pris for at udføre ca. 225 for få amputationsforebyggende operationer. Men amputationerne er kun en del af prisen. En del af de øvrige patienter, der ikke får tilbudt karkirurgi, må formodes at dø af koldbrand i benet.

Andre bevarer deres ben, men har flere sår, der ikke vil hele, eller flere smerter i benet end de havde behøvet. De samfundsmæssige, økonomiske omkostninger er store. En amputeret iskæmiker vil ofte gå fra at være selvhjulpen til at være lift-krævende plejehjemsbeboer«, hedder det i analysen, der henviser til et britisk studium, der for nogle år siden anslog de samfundsmæssige omkostninger til ca. 1 million kroner pr. amputation.

Kim Houlind er mange gange de seneste dage blevet spurgt ind til forbeholdet ’formodes at dø af koldbrand i benet’.

»Jeg kan imidlertid ikke komme det nærmere, men det er almindelig bondelogik: Ligesom man får flere huse, hvis man går i gang med at bygge huse, fører det til færre amputationer, hvis man foretager mere amputationsforebyggende kirurgi«.

Om de 3.151 amputationsforebyggende behandlinger der blev udført i Region Midtjylland i perioden 2007-2020, og som udgjorde under halvdelen af de 7.069 behandlinger, der i samme periode blev udført i resten af Jylland, hedder det i analysen:

»Den mere proaktive behandling af kritisk iskæmi, som praktiseres i Øvrige Jylland sammenlignet med Region Midtjylland gør ikke patienterne unge og raske, men har dog den effekt, at flere lever nogle år længere med deres ben og mobilitet i behold«.

Hvad har overrasket dig mest ved det billede, som analysen afdækker?

»At man i Region Midtjylland kun har haft halvdelen af den kapacitet, som man har i resten af Jylland. Og at antallet af amputationer er så højt.

Heldigvis har regionen mulighed for at mindske antallet af amputationer med 25 procent årligt, hvis man matcher den karkirurgiske kapacitet, som gælder i resten af Jylland«, siger Kim Houlind.

Kim Houlind er blevet spurgt, om sammenligningen med Nordjylland og den jyske del af Sydanmark er berettiget.

»Man må forvente, at amputationsraterne ikke divergerer. Snarere rummer resten af Jylland dele af landet, der ofte betegnes som den rådne banan, og hvor man derfor kunne forvente flere amputationer. Men det modsatte viser sig at være tilfældet«, siger Kim Houlind

Ville man have fundet et andet billede, hvis man havde sammenlignet Midtjylland med Region Sjælland og Hovedstaden?

»Nogen har ganske vist ymtet, at vi jo performer rigtig godt i Kolding og i Aalborg. At barren har været høj. Men: Der er ikke noget, der forhindrer Region Midtjylland i at præstere på samme niveau med det rette setup«, siger Kim Houlind.

Det tværfaglige karkirurgiske specialeråd i Region Midtjylland vurderer da også, at sammenligningerne med de karkirurgiske afdelinger i Kolding og Aalborg er både relevante og realistiske.

Og i det et høringssvar til analysen, hvor et enigt specialeråd finder handling påkrævet, hedder det: »Handlingen skal påbegyndes straks og løftet skal være fagligt styret, langtidsholdbart og realistisk«.

Visnede laurbær

I forbindelse med udarbejdelsen af analysen har Kim Houlind besøgt begge afdelinger og talt med de ledende overlæger og sygeplejersker samt de fleste yngre læger og speciallæger på begge afdelinger.

I Viborg tegner der sig et billede af en afdeling, der for 10-15 år siden havde en »stærk, selvstændig faglig leder«, en professor, hvis forskning gav stor, international genlyd og en afdeling med stort fokus på uddannelse, som gjorde, at man over en årrække rekrutterede ca. 10 yngre læger fra introduktions- eller KBU-stilling til specialet. Ligesom afdelingen var tidlig til at udvikle ballonbehandlinger.

Siden har omstruktureringer og sparerunder medført, at afdelingen har mistet tyngde og funktioner med det resultat, at der er »skabt en stemning af, at regionen ønsker at gøre afdelingen til en rent elektiv klinik med hovedvægt på åreknuder«.

Flere af de mest erfarne karkirurger har forladt afdelingen, og tilbage er en meget lille stab af læger, hvoraf kun en del har generelle, karkirurgiske kompetencer. Både blandt yngre og blandt ældre læger på afdelingen har mange lyst til at søge andre steder hen

En udtrykker ifølge analysen, at »det er svært at komme ud af kviksandet«, og at »det handler om at overleve«.

Dog er der også optimisme at spore som følge af, at der er udnævnt en karkirurgisk funktionsleder, og at man siden slutningen af 2019 igen har fået vagtbemanding i weekenderne og inden for det seneste år atter kan modtage akutte patienter døgnet rundt.

Et tilsvarende robust billede tegner der sig af af den karkirurgiske afdeling i Aarhus 10-15 år tilbage. Man havde en ledende overlæge i en fælles afdelingsledelse med hjerte-lungekirurgi, en internationalt anerkendt og forskningsaktiv professor, som stod bag betydelig forskning på afdelingen, og man havde »et speciale i udvikling«.

Gennem mere end ti år har karkirurgerne imidlertid ikke været repræsenteret i ledelsen af afdelingen, da det efter et generationsskifte ikke var muligt at motivere nogen af de daværende overlæger i karkirurgi til at indgå i afdelingsledelsen.

Efter sammenlægning af thoraxanæstesien med hjerte- lunge- og karkirurgien er er kun de to førstnævnte repræsenteret i afdelingsledelsen.

Ifølge de interviews, der er gennemført med karkirurgerne, har den manglende repræsentation i afdelingsledelsen tilsyneladende givet anledning til bekymring om, hvorvidt afdelingsledelsen har tilstrækkelig fokus på karkirurgien, herunder specialets faglige udvikling, uddannelse og rekruttering.

Som der også er lagt op til i kommissoriet for analysen, peger analysen på, at der er behov for, at karkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital får sin egen ledelse samt en »mere direkte og ligeværdig adgang til hospitalsledelsen«.

Ligesom der er stort behov for at øge adgangen til operationsstuer og endovaskulære lejer.

Når det kommer til afdelingen på Viborg Centralsygehus, er det ifølge analysen vigtigt at få fjernet fortællingen om, at afdelingen er ved at blive nedlagt. Det gøres bedst ved både at genoprette afdelingens status som selvstændig afdeling med egen ledelse for at sikre faglig samt -også her - en »mere direkte og ligeværdig adgang til hospitalsledelsen«.

Right side

af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer
af Thomas Tagmose Thomsen | 13/05
1 Kommentar