Amtsrådsforeningens undersøgelse af lægers bibeskæftigelse

I det sidste halve år har der været stor interesse for de indtægtsgivende aktiviteter, som overlæger udøver i deres fritid. Fokus kommer fra såvel det amtskommunale politiske niveau som pressen. Lysten til at beskæftige sig med emnet bevæger sig tilsyneladende på samme smigrende højder, som når offentligheden med nærmest cyklisk regelmæssighed beskæftiger sig med dommernes biindtægter og bankdirektørernes lønniveau.

Trods det store lokalpolitiske engagement i emnet er det ganske påfaldende, at sundhedsministeren udviser og har udvist en næsten demonstrativ tavshed angående emnet, ligesom der fra den øvrige del af Folketinget ej heller er den store interesse. Denne forskel i adfærd mellem de to politiske niveauers interesser kan naturligvis skyldes, at den sekundære sundhedssektor forvaltningsmæssigt varetages af amterne. Imidlertid har det i de senere år været karakteristisk for dansk politik, at Folketinget med stor lyst og energi har blandet sig i amternes forvaltning uden smålig skelen til forvaltningsstrukturen. Det er derfor nærliggende at opstille den hypotese, at emnets lokalpolitiske aktualitet alene skyldes dets værdi som »kampmiddel« i de til tider intense og højrøstede forhandlinger mellem sundhedsministeren/finansministeren og amterne. Forhandlinger, der er udløst dels af amternes overlevelseskrise og dels af den divergerende politiske opfattelse af sundhedssektorens finansieringsform, herunder ventelistegaranti, frit sygehusvalg, »Løkke-posen«, inddragelse af den private sundhedssektor, henvisning til udenlandske sygehuse, takststyring versus rammestyring etc. etc. Med andre ord der foreligger ikke en dokumenteret negativ effekt for den offentlige arbejdsgiver.

Præmisserne for denne hypotese understøttes bl.a. af Amtsrådsforeningens rapport »Lægers bibeskæftigelse« (juni 2003).

Analysen baseres på en spørgeskemaundersøgelse (marts 2003) omfattende samtlige amter og H:S. Undersøgelsen omfatter de elementer, som efter overenskomsten er omfattet af oplysningspligten.

Hovedresultaterne er følgende:
Antal overlæger med bijob i hele landet

1999 565(20%)

2003 484 (14,7%)

Der er stor spredning amterne imellem: 3,4% (Storstrøms Amt) hhv. 30,9% (Københavns Amt).

Timeforbruget overordentlig varierende fra få timer til 600 timer årligt - gennemsnitlig 100-125 timer/årligt.

Ingen amter eller H:S har nægtet tilladelse til bibeskæftigelse. Københavns Amt har givet en henstilling til 6 læger om at afvikle bibeskæftigelsen. Har imidlertid ikke givet et pålæg, men alene henstillet.

Bibeskæftigelse i relation til hovedbeskæftigelsen

Ingen amter eller H:S kan påvise en negativ indflydelse på hovedbeskæftigelsen. Flere amter finder endog, at bibeskæftigelsen er en fordel, idet den giver en faglig udvikling. Det påpeges også, at bibeskæftigelsen er en mulighed for at udnytte den sparsomme speciallægekapacitet. Meget rørende anfører Fyns Amt, at der en risiko for, at læger hurtigere bliver udbrændt, når de har et bijob!

Bibeskæftigelsen i relation til det udvidede frie sygehusvalg

Flere amter anfører, at det frie sygehusvalg har medført en stigning i bibeskæftigelsen. Der udtrykkes bekymring for, at bibeskæftigelsen er i modstrid med sundhedsvæsenets interesser. Denne påstand er ikke nærmere konkretiseret. Der ønskes »konkurrenceklausuler«, hvilket betyder, at man skal kunne forbyde overlæger at have et bijob. Der er flere amter, som finder, at det frie sygehusvalg ingen betydning har haft.

Overlægeforeningens vurdering af undersøgelsesresultaterne

Ved en nøgtern gennemgang af de faktuelle forhold må det konstateres, at mængden af erhvervsmæssige aktiviteter uden for hovedbeskæftigelsen er minimal, endvidere aftagende i perioden 1998-2003. Herudover er der ikke konstateret uhensigtsmæssige effekter af dette ekstra arbejde, tværtimod har det været med til at øge det samlede sundhedsvæsens kapacitet.

Med baggrund i Amtsrådsforeningens rapport er der således ikke et substantielt grundlag for det skingre debatniveau, som til tider præsteres af nogle politikere og dele af embedsværket.

Undersøgelsen baggrund

Amtsrådsforeningens rapport omfatter de områder, for hvilke der er indgået en overenskomstmæssig oplysningspligt - nemlig:

Medicinalvirksomheder, apparaturleverandører eller lignende.
Private hospitaler eller lignende institutioner
Forskningsvirksomhed, som lægen får økonomisk støtte til
Private konsultationer på sygehuset

Hvilke områder er ikke med i oplysningspligten?

Eksempelvis kan nævnes det meget store antal vikariater, som overlæger og andre speciallæger bruger deres fritid på i en lang række danske amter: konsulentopgaver for amter, kommuner, forsikringsselskaber, patientforsikring, patientklagenævn etc. etc.

Disse områder overstiger i kvantitativ henseende formentlig langt de i overenskomsten nævnte oplysningspligtige aktiviteter.

Hvorfor er disse områder så ikke taget med i overenskomsten?

Amtsrådsforeningen har aldrig rejst krav om dette i overenskomstforhandlinger, formentlig af den indlysende grund, at den danske sundhedssektors funktion i dag er fuldstændig afhængig af, at overlæger og andre speciallæger påtager sig disse opgaver uden for den normale arbejdstid. Der er områder af Danmark, hvor den akutte vagtfunktion ville være stærkt nødlidende uden overlægers »bijobberi«, som det så poetisk er blevet kaldt. Dette er en naturlig følge af speciallægemanglen, en problemstilling, som i øvrigt vil accentueres betydeligt i de næste 10 år. Det er derfor forudsigeligt, at sundhedssektorens funktion i de kommende år vil være afhængig af, at overlæger påtager sig bibeskæftigelse eller merarbejde.

Hvorfor er så de 4 elementer i overenskomsten medtaget?

Nogle af emnerne (relationerne til apparaturleverandør, medicinalindustrien) er fastlagt i nugældende lovgivning.

Endvidere er det tiltagende evident, at Amtsrådsforeningen og nogle amters interesse i at modarbejde og problematisere speciallægers engagement i privatklinikker/hospitaler alene betinges af økonomiske interesser, idet amterne skal betale for behandlingen af patienter omfattet af ventelistegarantien på de private institutioner. Amternes generelle modstand mod »Løkke-posen« skyldes formentligt ligeledes denne finansieringsforms gunstige indflydelse på udviklingen af den private sundhedssektor. Dette giver et incitament til at vanskeliggøre overlægernes engagement i den private sundhedssektor og dermed hæmme sektorens vækst. Derfor har amterne ønsket denne kontrolforanstaltning.

Imidlertid er inddragelsen af den private sundhedssektor som en del af den samlede sundhedssektor et politisk krav fra regeringen, hvilket vel også forklarer sundhedsministerens manglende deltagelse i »hylekoret«.

Desuagtet denne negative indstilling til overlægers ekstraarbejde har Amtsrådsforeningen indgået aftale med 130 privatklinikker i forbindelse med ventelistegarantien. Ifølge lægep rognosen vil der i 2004 og fremover være en udtalt mangel på speciallæger. Det er således i enhver henseende urealistisk at forestille sig, at denne aftaleindgåelse skulle være en reel hjælp til overholdelse af ventelistegarantien, hvis ikke overlægerne deltager heri.

Overlægeforeningens politik

Det er Overlægeforeningens politik, at det er en ret for overlæger at have muligheden for ekstra arbejde i såvel den private som den offentlige sundhedssektor. Det er imidlertid også Overlægeforeningens synspunkt, at denne funktion skal varetages under såvel faglig som etisk korrekte principper. Dette indebærer blandt andet, at der ikke må kunne rejses mistanke om, at der henvises til egen privat virksomhed. Overlægeforeningen deltager gerne i et samarbejde med Amtsrådsforeningen om udarbejdelse af et sådant regelsæt. Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at hvis amter ønsker at nedlægge forbud mod ekstraarbejde (»konkurrenceklausul«), eksempelvis som et krav ved ansættelsessamtalen, så er det foreningens opfattelse, at overlægen holdes økonomisk skadesløs ved et passende tillæg via Ny Løn.

Det har hidtil været foreningens opfattelse, at der skal være åbenhed om overlægers bijob. Imidlertid har den politiske anvendelse af indberetningspligten taget en sådan drejning, at der inden næste overenskomstforhandling i bestyrelsen vil ske en nøje drøftelse af, om Overlægeforeningen fortsat vil medvirke til dette.

Endelig skal det påpeges, at foreningen finder, at den skarpe adskillelse mellem offentlig og privat ansættelse vil blive blødt op i fremtiden. Der er således allerede på nuværende tidspunkt mulighed for kombinationsansættelser. Det er givet, at en modificeret form af den engelske »consultant«-model også vil finde vej til den danske sundhedssektor. Også af denne grund virker den aktuelle debat direkte bagstræverisk.

Som formand for Overlægeforeningen er det således med stor glæde, at jeg kan konstatere, at 2 aktuelle undersøgelser utvetydigt viser, at overlæger kan håndtere en samtidig ansættelse i flere forskellige sektorer på en ansvarlig måde.

Ud over ovenfor nævnte arbejde fra Amtsrådsforeningen foreligger endvidere en undersøgelse foretaget af sygehusledelsen på Amtssygehuset i Gentofte, vedrørende 6 overlægers funktion på en privatklinik. Denne undersøgelse viste ligeledes, at overlægernes adfærd var helt korrekt.