»Anbefalet af 20.000 Læger« (og et par afdøde)

Publikum maa vel mærke sig, at Brama Livs-Elixiren falbydes ikke som et Lægemiddel. Den er ei heller noget hemmeligt Medicinalmiddel eller saakaldt Arcanum«. Sådan lød det indledende i en reklamebrochure fra producenten, firmaet Mansfeld-Büllner og Lassen, i 1892. Den slags miksturer var det nemlig forbudt for andre end apotekere at sælge.

Efter den indledende besværgelse giver fabrikanten den ellers gas med lovprisning af eliksiren, som angiveligt kan helbrede alt, fra »sørgelige Tilstande« til »Nervesvækkelse« og »Gallesten«.

Kejserlig urkraft til håret

Fabrikanten understreger pligtskyldigt, at der kun er tale om et »diætetisk Middel«. Han overlader det til »Publikum« selv at afgøre, om Livs-Elixiren »tillige under visse Omstændigheder er i besiddelse af andre overordentlige Egenskaber«. Og det er den i høj grad, fremgår det af brochurens mange vidnesbyrd fra tilfredse kunder.

De kommer dog først til orde efter et forord af en »Dr. med. Alexander Groyen«, der tituleres som »keiserlig og kgl. Stabs-Overlæge etc.« i Berlin. Groyen beretter, at firmaet »for længere Tid tilbage« har sendt ham deres livseliksir »til nøjere Prøve«, og efter at have anvendt den i sin praksis er han fast overbevist om dens undergørende virkninger. Ja, han »maatte ligefrem kalde det inhumant, om jeg ikke, i den lidende Menneskeheds Interesse, vilde gribe Pennen« for at oplyse om den enestående eliksir: »Lykkelig det Menneske, som i rette Tid griber til dette Middel!«, skriver han og tilføjer bekymret: »Maatte blot disse Linier afholde Menneskeheden fra at bruge andre, Sundheden skadende Midler«.

Den distingverede kejserlige læge har ikke derudover bidraget til den medicinske litteratur – medmindre man medregner en annonce for et middel til fremme af hårvækst i Münchenavisen Neueste Nachrichten i 1873. Her lovpriser han en »kejserlig indisk Tinktur« (det kejserlige adjektiv klæber til alt, som dr. Groyen rører ved). Denne tinktur har en rent ud sagt forbløffende virkning på hårvæksten og anbefales af såvel læger som brugere, der får »urkraft til svækket og kummerligt hår«. Han anbefaler den derfor på vegne af »videnskaben«. Ja, den overgår alt, hvad man hidtil havde set – men da havde man selvfølgelig heller ikke set Brama Livs-Elixir endnu.

Mod »snigende Sygdomme«

Dr. Groyens karriere er i 1892 ikke nået videre end til at optræde som en læge, der lægger navn og rygte til salget af kvaksalvermedicin. Og selv om Brama Livs-Elixir bestemt ikke er et lægemiddel, kan den dog forebygge og helbrede dyspepsi, akut og kronisk mavekatar og bugløb. Den er også god mod en bestemt svamp, som man nemt får i sig med drikkevandet, og hvis man ikke »betids anvender Brama Livs-Elixir bliver den Syge stedse magrere, hans Sindsstemning er trist og mørk, Vattersot i Huden træder til, og medens Matheden tiltager, nærmer sig den sørgelige Dødens afslutning«.

Så der er ikke noget at betænke sig på, hvis man vil afværge denne triste skæbne. Og skulle man ikke være overbevist, udmaler den kejserlige doktor fra Berlin de talløse, ubeskrivelige lidelser, man må gennemgå, og hvor hæmorider hører til i den absolut milde ende.

Brug elixiren ved kvalme, vindkolik, diarré og svimmelhed og »andre snigende Sygdomme« som »Svækkelse, Blegsot, Impotens hos Mandfolk«, kolik som følge af lammelse i tarmenes muskelfunktion og »ejendommelig Forstemning i Tarmene hos hysteriske, blegsotige og hypochondre Personer«.

Men der er håb: Dr. Groyen opregner en nærmest uendelig række af sygdomstilfælde, som han har kureret i sin praksis i Berlin med Brama Livs-Elixir: F.eks. en 30-årig polsk godsejer med vedvarende mavesmerter, som enten kunne skyldes galdesten, mavekræft eller mavekrampe. Groyen havde satset på mavekrampe og anbefalet patienten at nyde Brama Livs-Elixir til alle måltider, »men nøje agte paa, at han fik den ægte fra Mansfeld-Büllner og Lassens Fabrik i Kjøbenhavn«. Godsejeren kom sig fuldstændigt.

Døde læger vækkes til live

Så følger en håndfuld anbefalinger fra tyske og danske læger, herunder »Dr. Grønholz, Assens«. Han har tilmed kureret sin egen hustru, som i årevis har »lidt af Besvimelse og Krampetilfælde, der endogsaa kunde indtræffe flere Gange daglig«. Dr. Grønholz, som ifølge kirkebogen var født i 1794, var ganske vist død som enkemand 12 år tidligere, 86 år gammel. Men det vidste læseren jo ikke.

Men så er der de snesevis af beretninger fra glade kunder, som Brama Livs-Elixir har kureret for alt, fra tunghørhed og »sørgelige Tilstande« til vattersot og »blodspænding i fødderne«, lammelse, kirtelsvaghed, gigt, mavesår, migræne, søvnløshed, astma og galdesten. Enkelte er faktisk reddet fra den visse død.

Mod slutningen følger en alvorlig formaning fra praktiserende læge E.J. Melchior i København: »Advarsel«, lyder overskriften, hvor han forklarer, at Brama Livs-Elixir på grund af sin overvældende succes bliver plagieret af skrupelløse efterlignere. Disse produkter kan i nogle tilfælde være ligefrem »skadelige for Sundheden«, skriver dr. Melchior.

Den eneste læge ved navn E.J. Melchior, som kan lokaliseres i »Den danske Lægestand« fra disse år, er født i 1810. Han deltog som skibslæge på fregatten Jylland under slaget ved Helgoland i 1864. Også han var død flere år før, brochuren gik i trykken. I øvrigt angives dødsårsagen som leddegigt. Måske havde han glemt at tage sin livseliksir.

Ti år efter sin død anbefaler samme E.J. Melchior i 1898 en anden mirakelmedicin, den såkaldte »Sybilles Livsvækker«. Den skal man indtage, »naar Aanden svækkes, Hukommelsen tabes, Synet tager af, og Maven ikke vil fordøje«, lyder Melchiors råd fra graven. Ved en dosering på 30-40 dråber dagligt vil »Livskraften og fordums Velbefindende (…) atter vende tilbage«, lover en annonce. Tidligere havde producenten ellers fået en bøde for at love, at produktet faktisk kunne kurere folk, der »var mere døde end levende«. Livsvækkeren ser i det mindste ud til at have virket for dr. Melchior.

Nej til annoncekontrol

Aviser og blade flød over med annoncer for Kirtelsukker, Myrrha-Essens, Sundhedssalt, urtesalver mod gigt, smørelser til skaldede, utallige plantepulvere og kvaksalvermidler. I sin beretning for 1904 ofrer Københavns stadslæge et langt afsnit på det indbringende kvaksalveri og bedragernes avertering, men det var umuligt at stoppe.

I 1938 klager dr. Ejnar Nyrop i Ugeskrift for Læger: Man kan snart ikke åbne en avis uden at støde på annoncer for fupmidler, og han er træt af smarte annoncører, »som ublufærdigt slaar om sig med medicinske Fagudtryk« og tilsætter ting, som de påstår vil »ernære og forynge Cellerne« og give vidunderligt hår, strålende teint og hvide tænder. Nyrup efterlyser et statsligt organ, der kan sætte en stopper for den slags annoncering.

Hans kollega, dr. S.B. Thorsen, er enig. Og – tilføjer han – det er jo ikke kun lægfolk, der lader sig snyde. Også læger går i fælden, når de lader sig misbruge i reklameøjemed. Selv Ugeskrift for Læger holder sig ikke for god til at bringe annoncer for et »hjerne-tonic«, Sanatogen. Indtil JAMA i 1912 afslørede det som humbug, blev Sanatogen i aggressive annoncer »anbefalet af 20.000 læger«.

Ugeskriftet afviste »af pladshensyn« at optage flere indlæg om emnet. Redaktionen ville hellere afvente myndighedernes oprettelse af »et sagkyndigt organ« til vurdering af nye lægemidler«.

Men en Lægemiddelstyrelse lå endnu mange år ude i fremtiden – og Sundhedsstyrelsen, i skikkelse af medicinaldirektør Johannes Frandsen, mente i Politiken, at »den Kontrol, der for Øjeblikket findes vedrørende Medicinalvarer, forekommer mig at være fuldt tilstrækkelig«.