Skip to main content

Anbefalinger for svangreomsorgen skal revideres

Journalist Lise Penter Madsen, penter@mail.dk

9. sep. 2011
2 min.

Siden 2008 er der på landsplan sket en stor stigning i antallet af nyfødte, der må have ambulant behandling på sygehuse.

Fra 2008 til 2010 steg antallet med 60 procent, og fra 2005 til 2010 steg antallet af nyfødte, der blev indlagt indtil 28 dage efter fødslen, med 16 procent. Det fremgår af en opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF).

Stigningerne er sket i en periode, hvor der også er sket ændringer i svangreomsorgen.

Indlæggelsestiden for førstegangsfødende er blevet kortere, og ambulant fødsel er blevet standard for flergangsfødende. Det er derfor vigtigt, at familierne de første dage efter fødslen har kontakt med sundhedsprofessionelle, og ifølge Sundhedsstyrelsens 2009-anbefalinger for svangreomsorgen skal familierne for eksempel have tidligt hjemmebesøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske.

Men de nye tiltag er ikke fuldt ud indført i alle kommuner og regioner, og i en kasuistik i kommende nummer af Ugeskrift for Læger - publiceret først på nettet 4. juli) - om en dehydreret nyfødt, udtrykkes bekymring for, om der er et tilstrækkeligt stærkt sikkerhedsnet under de nyfødte børn.

Nu har Sundhedsminister Bertel Haarder (V) bedt Sundhedsstyrelsen revidere anbefalingerne for svangreomsorgen, og der er ved at blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med et høringsudkast inden jul.

"Der er sket en voldsom stigning i antallet af ambulante fødsler, og vi har en udvikling, hvor indlæggelse efter fødsel bliver kortere og kortere. Så der er behov for at kigge på det her område igen og udarbejde et tidssvarende tilbud," siger overlæge i Sundhedsstyrelsen, Christine Brot.

Ikke øget sygelighed

Ved nogle fødesteder mener man dog ikke, at der er behov for en revidering af anbefalingerne.

"Vi har faktisk oplevet en nedgang i antallet af genindlæggelser. Vi prøver jo at finde dem, der ikke skal udskrives hurtigt, så ingen løber ind i problemer," siger ledende overlæge på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital, Charlotte Wilken-Jensen.

"Og vi har lige startet et stort projekt med primærsektoren, hvor vi kigger på at koordinere vores udskrivningspolitik med sundhedsplejerskernes besøgspolitik," siger hun.

Nedgangen i indlæggelser på Hvidovre Hospital fremgår af et notat, som ledende overlæge på børneafdelingen, Klaus Børch, har udarbejdet. Hvad den generelle stigning i ambulante behandlinger angår, skriver han, at den sandsynligvis kan tilskrives overgangen til flere ambulante fødsler og deraf følgende flere ambulante kontroller.

"Der er ikke holdepunkter for, at det er et udtryk for en øget sygelighed hos de nyfødte børn," hedder det.