Anderledes alternativer til almindelig behandling vedtaget

Morten Charles er en glad mand.

»Men inden jeg røber, hvorfor jeg er en glad mand, bliver jeg nødt til at komme med en indrømmelse. Trods min unge alder er det ikke første gang, jeg står her i Falconer Centret«, sagde han og fortalte, at han for et par år siden var til en alternativ messe med krystalhealere, homøopati, irisanalytikere, som viste deres evner frem.

»Jeg må sige, at mange af de alternative behandlere var fuldstændig vanvittige at høre på. Eller som min far siger: Mage til vrøvl skal man fandeme lede langt efter. Men samtidig havde nogen af dem en menneskelig indsigt, som jeg sjældent har set magen til. Heller ikke i lægeverdenen. Det er ikke det, der er min pointe her. Min pointe er, at der var pladsmangel. Selv om hele Falconer Centret var i brug, så var det ikke til at komme frem eller tilbage«.

Efter at Morten Charles havde været til alternativ messe, begyndte han at spørge sine patienter på onkologisk klinik, om de brugte alternativ behandling.

»Det kommer næppe bag på nogen, at det var der mange, der gjorde«.

For stadig flere danskere benytter sig af alternative behandlingsformer. Ifølge en undersøgelse foretaget af Institut for Folkesundhed i 2000, har 43,7 procent af alle danskere på et eller andet tidspunkt i deres liv brugt alternativ behandling.

Derfor har en arbejdsgruppe forholdt sig til spøgsmålet om alternativ behandling, som den definerer som:

»Alternative behandlinger er behandlinger, der ikke er ført lægevidenskabeligt bevis for«.

Med andre ord at såfremt der er ført bevis for en given behandling, er den ikke længere alternativ.

»Mange behandlinger der udføres af læger, har ikke fået dokumenteret deres virkning gennem evidensstudier. Disse behandlinger kan dog ikke nødvendigvis betegnes som alternative, hvis deres effektivitet er påvist gennem kliniske afprøvninger, og deres virkningsmekanismer er klart forståelige på baggrund af lægevidenskabelige betragtninger.

I den her sammenhæng forstår vi lægevidenskab bredere end naturvidenskab«, sagde formanden for arbejdsgruppen, Hans Buhl.

Arbejdsgruppen foreslår, at alternativ behandling som en del af lægers uddannelse post- eller prægraduat indgår som en orientering i den kliniske undervisning der, hvor det er relevant.

»Det vil sige der, hvor der er erfaring for at patienterne bruger det, og hvor der eksisterer en vis viden om eventuelle bivirkninger«, sagde Hans Buhl.

Palle Gad gjorde opmærksom på, at når man i FN udgiver et autoriseret politikpapir, så kommer der også et ikke-autoriseret; et såkaldt non-paper. Og ligeså på det alternative behandlingsområde.

»Det har vi været en gruppe kolleger om. Vi vidste ikke, hvor langt Hans Buhls udvalg ville komme. Det kom lidt senere ind, og det har vi ikke fået med i mødematerialet her, men det sidder på Lægeforeningens hjemmeside under dagsordenens punkt 10. Vi kan nu konstatere, at paperet er en god trædesten ud i et vadested, og vi mener, at det kan bruges. Det vender meget bagud og taler om status quo, hvor vi andre gerne vil have næsen rettet fremad«, sagde han og opfordrede til, at både læger i almindelighed og de tre formandskandidater gjorde sig nogle tanker om, hvordan man fik tid til at tænke mere filosofiske tanker om lægelivet og lægeverdenen.

»Det er jo det bagvedliggende menneskesyn, der farver alt det andet vi foretager os«, sagde Palle Gad.

Og så er vi tilbage til Morten Charles:

»Nu kommer det så: Hvorfor er jeg en glad mand? Jeg er glad, og det er de fleste yngre læger også, for nu kommer Lægeforeningen endelig med en klar, politisk tilkendegivelse til alternativ behandling, for den fylder hos vores patienter. De bruger langt over tre milliarder hvert eneste år på det her område. Vi er nødt til at have en holdning til det, og det har vi så heldigvis nu«, hvorefter politikpapiret blev opfattet som vedtaget.