Regionerne kan dø med blå valgsejr
Han mener, at det er svært at forudse, om landets læger kommer til at mærke en forskel på, om det bliver en rød eller blå regering der skal føre styrepinden i sundhedsvæsnet.
”I forhold til økonomien peger det seneste udspil fra regeringens på økonomisk smalhals for sundhedsvæsnet med en vækst i på en pct. de kommende år, for det står slet ikke mål med, hvad sundhedsvæsnet har brug for. Samtidig ser vi frem til mere konkrete udspil fra den blå blok om økonomien,” siger Andreas Rudkjøbing og fortsætter:
”Desuden kan valget få betydning for regionernes fremtid. Jeg har svært ved at forestille mig, at regionerne overlever, hvis blå blok vinder, men på den anden side har vi ikke set en samlet udmelding om, hvad der i givet fald skal komme i stedet for. Traditionelt har Lægeforeningen ikke haft nogen mening om strukturen, men efter strukturreformen i 2007 var især kommunerne lammet i årevis – og flere kommuner er stadig ikke kommet på plads. Det er et udtryk for, hvor langt tid det tager at lave om på strukturen, og det kan jeg godt på lægernes vegne være bekymret over, når vi har ambitioner om at sætte fokus på patientinddragelse og det sammenhængende sundhedsvæsen. Derfor er det også vigtigt, at man ikke laver om for at lave om, men kan tilbyde et bedre alternativ,” siger Lægeforeningens formand.
Han vil ikke sætte navn på sin ønskeminister, men understreger, hvor vigtigt det er, at den næste sundhedsminister er stærk internt i regeringen.
”Da Bertel Haarder var sundhedsminister rynkede mange på brynene over hans manglende viden om sundhedsvæsnet, men han var centralt placeret i regeringen og centralt placeret, når der skulle forhandles finanslov. Derfor er ministerens interne position vigtigere end eksakt viden om sundhedsvæsnet,” siger han.