Skip to main content

»Angsten er høj og dermed også trangen til at misbruge eller selvskade«

Kristine Søgaard Dahl er hoveduddannelseslæge i psykiatri og arbejder på Psykiatrisk Center Sct. Hans på Afdeling M for dobbeltdiagnosebehandling.

Kristine Søgaard Dahl er hoveduddannelseslæge i psykiatri og arbejder på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Foto: Claus Bech

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

14. dec. 2023
6 min.

6.10 Vækkeuret ringer, og jeg vågner med to børn i soveværelset. Jeg står op, ordner en tøjvask, går i bad og pakker idrætstaske til ældstebarnet.

6.45 Min mand har lavet en god kop kaffe. Jeg drikker den, mens den yngste spiser morgenmad. Den ældste er træt og sidder på sofaen. Det er klassisk mandag.

7.08 Jeg kører af sted med den yngste og afleverer ham i børnehaven. Min mand tager ældstebarnet.

7.15 Afleveringen gik nemt, og jeg kører mod Roskilde. Der er en del trafik. Nogle dage taler jeg i telefon undervejs, i dag hører jeg musik.

8.05 Jeg kører hen til området med administrationsbygningen og går ind i et ambulatorium, da jeg har en aftale med en overlæge om supervision ift. mit terapiforløb med en patient.

8.55 Jeg kører mod Fjordhuset, som er bygningen med Afdeling M’s sengeafsnit. Vi har patienter fra hele Region Hovedstaden, selv om vi ligger i Roskilde. Vi arbejder med kognitiv adfærdsterapi i en miljøterapeutisk ramme.

9.00 Vi holder konference i vores »kognitive rum«. Det er en tværfaglig konference, hvor vi drøfter patientforløb. Kognitivt Indslusnings- og Behandlingsafsnit (KISA) indsluser og stabiliserer nogle patienter, før de går videre. Vi har kun seks sengepladser, og normalt er patienterne her 2-4 uger, før de flyttes til et andet afsnit i huset. Min dag med samtaler er allerede planlagt, og vi gennemgår listen, men personalet bemærker, at en af patienterne har en knude i brystet og bør tilses.

9.30 Vi er færdige, men jeg skriver lige nogle noter ned fra konferencen og orienterer mig i de nyeste journalnotater på dem, jeg skal se.

9.40 Jeg går til kontoret og tager alarm på. Personalet har travlt, da der lige er ankommet en ny patient til indlæggelse samtidig med, at de er ved at flytte en patient, så min første planlagte samtale må vente lidt.

9.45 Jeg undersøger patienten med knude i brystet. Min første tanke var, at det kunne være bivirkning til medicinen, da antipsykotiske lægemidler kan give forhøjet prolaktin, brystspændinger, knuder og evt. mælkeflåd. Patienten har dog ikke haft ændring i medicinen igennem fem år og får en lav dosis. Patienten har til gengæld haft problematik med absces før og har været set flere gange hos brystkirurgerne, og udfyldningen er stor og øm.

Foto: Claus Bech

9.54 Jeg ringer til brystkirurgerne på Gentofte, og patienten får en tid til vurdering allerede i morgen. Patienten bliver glad.

10.00 Jeg prøver at finde personalet, som skal med til samtale. Det er vigtigt for mig, at kontaktpersonerne deltager i samtalerne, da de gør den største del af det terapeutiske arbejde i patientens forløb og også kan bidrage med vigtige observationer. Der sidder en forvagt på kontoret, der spørger til den nye patient og om rammerne for samvær med mindreårige børn i afsnittet. Vi taler også om, hvornår man skal underrette kommunen.

10.05 Jeg går i samtale med en ny patient, men han har lige fået sin medicin og kan ikke rigtig tale, da den ligger i læben, og han ikke må synke den. Vi bliver enige om at vente. Han går ud af lokalet og kommer selv tilbage efter 5 min, hvor jeg og kontaktpersonen stadig sidder der. Vi taler sammen længe. Patienten er diagnostisk uafklaret. Han er ung, men har været massivt misbrugende gennem mange år. Han er i substitutionsbehandling og i udtrapning af benzodiazepin, og det går fint med det. Jeg så ham fredag, og han er allerede bedret i kontakten samt dæmpning i persekutoriske vrangforestillinger. Men jeg vurderer stadig, at det kunne være relevant med antipsykotisk medicin, da han har udtalt angst på grund af nogle af sine tanker. Han informeres om forskellige præparater og mulighed for depot. Samtalen afsluttes, da patienten gerne vil med på fælles gåtur med de andre patienter.

11.00 Jeg ser en patient, som har været på afdelingen i længere tid. Diagnostisk er han uafklaret, og det har ikke været muligt at udrede eller nedtrappe misbruget tidligere i det ambulante. Så jeg husker mig selv på, at det er en succes, at patienten har været hos os så længe, at der trods alt er opnået nogen stabilitet, og at vi er lykkedes med nedtrapning af nogle af de afhængighedsskabende lægemidler. Han undskylder, at han råbte ad mig i sidste uge. Samtalen går roligt, og patienten vil gerne rykke videre på stamafsnit til dobbeltdiagnosebehandling og arbejde med sin angst og sit misbrug.

11.35 Samtale med en patient, som er meget opkørt og har haft en svær samtale med pårørende, hvor der er konflikt. Patienten beskriver situationen og sine tanker, følelser og kropslige oplevelser. Angsten og uroen er høj og dermed også trangen til at misbruge eller selvskade. Vi laver en øvelse og prøver at flytte fokus og dæmpe uroen, og det hjælper lidt. Vi taler om patientens konfliktfyldte relation og tanker om selvskade samt ønsket om forandring. Patienten tager afstand fra planer om selvmord. Hun havde ved indlæggelse forlænget QTc, da hun tog større mængder opioid og antipsykotika på en gang, både den ordinerede medicin og supplement fra det sorte marked. Hun er fortsat i metadonbehandling 80 mg i døgnet, men er indstillet på nedtrapning, som vi lægger en plan for i de kommende uger. Jeg validerer patienten for hendes indsats.

12.00 Logger på Teams til lægekonference og spiser en bid frokost imens. Vi hører om de patienter, der er indlagt i dag, og ting fra stuegang, der skal vendes, men der er ikke så mange drøftelser i dag. Efter konferencen er der et rigtig fint oplæg fra min kollega om »Den Motiverende Samtale«. Bagefter dokumenterer jeg i journalen fra mine samtaler.

13.30 Jeg afholder en terapisession med en patient, jeg har i individuelt terapiforløb. Det er en del af vores hoveduddannelse, at vi skal udøve terapi. Patienten er indlagt på M22, som ligger i en anden ende af etagen end KISA. Der har for nylig været et enkelt tilbagefald (brug af kokain). Under en del af sessionen står jeg ved en tavle, hvor jeg skriver og tegner. Patienten skriver selv noter ned. Vi afslutter samtalen med at formulere en ny hjemmeopgave, som patienten skal lave til næste session.

Foto: Claus Bech

14.30 Jeg går tilbage til KISA-kontoret, følger op og skriver færdig på formiddagens samtalenotater.

15.15 Min mand er på operationsgangen på vagt, så det er usikkert, hvornår han kan gå. Jeg kører derfor hjemad mod Hillerød, så jeg er sikker på at kunne nå at hente begge børn. Før jeg når hjem, ringer han dog og siger, at han snart har fri.

16.00 Jeg parkerer bilen hjemme og går gennem skoven for at hente ældstebarnet. På vejen møder jeg tilfældigvis en tidligere kollega, som fortæller, at han vil søge hoveduddannelse i psykiatri.

16.30 Vi er hjemme, og alle er trætte. Vi hører musik. Det er en god blanding fra MØ til Onkel Reje. Jeg laver mad, vi spiser sammen, og min mand putter børnene, mens jeg skriver det sidste notat fra dagens terapisession.

21.00 Jeg tjekker mail, hvor der er kommet et par mails vedrørende mit bestyrelsesarbejde i Yngre Læger. Jeg må følge op i morgen. Jeg sidder på sofaen med min mand og taler om dagen. Han har aften-natte-vagt i morgen, så der går lidt tid, før vi kan tale sammen igen.

22.00 Jeg er træt og falder hurtigt i søvn, da jeg går i seng.