Den pensionerede, 76-årige læge Svend Lings skal i fængsel i et år. I hvert fald hvis det står til anklager, Kirsten Flummer.
Det kom frem onsdag i retten i Svendborg, hvor Svend Lings er på anklagebænken for at have forsøgt at hjælpe tre mennesker med at begå selvmord, og ifølge anklageren skal hvert tilfælde koste fire måneders ubetinget fængsel.
Anklageren vurderede ligeledes, at der ikke er nogen formildende omstændigheder.
Svend Lings har tværtimod erklæret sig ikke-skyldig fra start, og i proceduren fra forsvareren, Hanne Rahbæk, blev det understreget, at hun kræver ham frifundet.
Også den 83-årige, pensionerede læge Frits Schjøtt er tiltalt i sagen. Anklageren vil have ham fængslet i fire måneder for at have hjulpet Svend Lings med at skaffe medicin til aktiv dødshjælp i et tilfælde.
Han har i modsætning til Svend Lings erklæret sig skyldig, og hans forsvarsadvokat, Birgitte Kirkegaard, fremlagde kort, at Frits Schjøtt bør få en mild straf på højest 14 dage med henvisning til, at han har gjort det af etiske årsager, og at han er 83 år gammel.
Onsdag i næste uge er der domsafsigelse. Svend Lings har udtalt til Ugeskrift for Læger, at han vil forsøge at appellere dommen, hvis han bliver idømt fængsel.
Fakta