»Bogen er et glimrende bud på indføring i det vigtige emne organdonation«

Mange patienter med kroniske sygdomme er afhængige af organdonation af vitale organer som f.eks. hjerte, nyrer, lunger og lever. Der er mangel på donerede organer, og patienter dør, mens de er på venteliste til et organ (bogen har et fint afsnit om statistik). Der er derfor et behov for at se på, hvordan antallet af donerede organer kan øges. Denne bog er et glimrende bud på en indføring i dette vigtige emne.

Der er forskellige modeller til at registrere sit valg og sine ønsker mht. at donere sine organer, efter døden er indtrådt. I Danmark har vi det informerede samtykke, der forudsætter, at vi hver især tilkendegiver, om vi ønsker at være organdonor, når vi er døde. Andre lande har valgt det formodede samtykke (senest Storbritannien og Holland), som er en opt-out-model på samme måde som flere kræftscreeningsprogrammer. Det medfører, at vi alle som udgangspunkt er mulige organdonorer, og derfor aktivt skal registrere, hvis vi ikke ønsker at være organdonorer. Der er flere varianter, f.eks. at familien har vetoret, så de kan beslutte, om den afdøde skal være organdonor (f.eks. modellen i Wales, som er beskrevet i bogen). Netop aspektet med familiens rolle er beskrevet i bogen i et selvstændigt kapitel.

Bogen udfolder de forskellige samtykkemodeller nuanceret og reflekterende, og forfatteren foreslår, at informeret samtykke kaldes aktivt tilvalg, mens formodet samtykke kaldes aktivt fravalg. Der er et kapitel om prioritetsregler, som f.eks. omfatter, at registrerede organdonorer kommer forrest på ventelisten, hvis de selv får brug for organtransplantation. Dette er langt mere kompliceret, end man umiddelbart skulle tro.

Autonomi og selvbestemmelse er væsentlige etiske elementer, og de kan både bruges som argument for informeret og formodet samtykke. Forfatteren refererer til, at Det Etiske Råd har udgivet udtalelser om organdonation i henholdsvis 2008 og 2017. Argumenter for at bevare informeret samtykke var især respekt for individets autonomi og ejerskab over kroppen, også efter døden er indtrådt. I afsnittet om »Kritik af aktivt fravalg« tages Det Etiske Råd til indtægt for holdninger, som stammer fra en del af rådsmedlemmerne, uden at det præciseres, at det er udvalgte argumenter og ikke en holdning, som rådet er enige om.

Et af argumenterne for at indføre aktivt tilvalg er den nedslående statistik, at kun ca. 23% af den voksne befolkning har registreret deres holdning i donorregistret, mens denne andel er langt højere (typisk omkring 80%), når befolkningen svarer på spørgeskemaundersøgelser. Antallet af borgere, der ikke ønsker at være organdonorer efter døden, ligger typisk på 5-6%. I bogen anføres det, at Danmark er det land i Europa, der klarer sig 15.-18. bedst mht. antallet af donorer/donororganer, hvilket er nedslående. Kritikere af formodet samtykke fremhæver f.eks., at aktivt fravalg ikke nødvendigvis vil føre til flere organer, hvilket bogen diskuterer. De nyeste tal for de første ni måneder i 2020 viser, at flere personer er blevet organdonorer end nogensinde før. Dette er en glædelig udvikling, men det kræver en nøjere granskning af data at se, om der er tale om en varig tendens, eller om det blot drejer sig om små udsving. Endvidere skal tallene også sættes i relation til andre lande, primært de europæiske.

Forfatteren leder læseren gennem disse vanskelige emner og argumenterer for, at aktivt fravalg er den model, der bedst tilgodeser de mange etiske og samfundsmæssige dilemmaer. Det er vigtigt, at man som borger i vores samfund tager aktivt stilling til, om man ønsker at være organdonor og tager den vanskelige samtale med sine nærmeste i god tid uanset samtykkeform.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen