Anmodning om aktindsigt i »gammelt« journalmateriale

Patienters ret til aktindsigt i deres journaler er indført over en årrække.

Indtil 1987 var der kun en meget begrænset adgang for patienter til at få aktindsigt i egne helbredsoplysninger.

Lov om offentlighed i forvaltningen

I 1987 blev lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) ændret, således at lovens anvendelsesområde blev udvidet til at omfatte al virksomhed udøvet af den offentlige forvaltning. Dette medførte, at en patient fra 1. januar 1987 som udgangspunkt havde ret til aktindsigt i journaler fra offentlige sygehuse, jf. §§ 7 og 9, såfremt patientens interesse i aktindsigt efter en konkret vurdering ikke fandtes at burde vige for afgørende hensyn til patienten selv eller andre private interesser.

Ændringen af offentlighedsloven medførte dog ikke en ret til aktindsigt i journalmateriale hos privat praktiserende læger m.v.

Lov om private registre

Den 1. april 1988 fik patienter i henhold til lov om private registre som udgangspunkt ret til aktindsigt i journalmateriale, der blev ført elektronisk. Dette betød, at patienter herefter havde ret til aktindsigt i elektronisk journalmateriale hos privat praktiserende læger.

Lov om aktindsigt i helbredsoplysninger

Den 1. januar 1994 trådte en selvstændig lov i kraft, nemlig lov om aktindsigt i helbredsoplysninger, som erstattede § 9 i offentlighedsloven. Loven medførte, at patienter fra denne dato også fik mulighed for at få aktindsigt i manuelt udfærdigede journaler fra privat praktiserende læger og andre autoriserede sundhedspersoner.

Nedenstående afgørelse illustrerer reglerne fra før 1994 om retten til aktindsigt i praktiserende lægers journaler.

Klage over afslag på fuld aktindsigt i praktiserende læges journalmateriale fra før 1994 (0016122B)

En 62-årig kvinde anmodede sin praktiserende læge om fuld aktindsigt i sin journal. Anmodningen blev delvis imødekommet af lægen, idet han gav aktindsigt i alt materiale fra 1991, hvorimod han afslog at give aktindsigt i journalmateriale fra perioden 1987 til 1991.

Der blev blandt andet klaget over, at lægen ikke gav patienten fuld aktindsigt i hendes journal.

Nævnet fandt, at patienten ikke havde krav på at få aktindsigt i journalmaterialet fra før 1991 og lagde herved vægt på, at den praktiserende læge i 1991 overgik til elektronisk journal.

Nævnet kunne oplyse, at det af reglerne herom fremgår, at en privat praktiserende læge ikke er forpligtet til at give aktindsigt i journalmateriale fra før 1. januar 1994, medmindre journalen er ført ved hjælp af elektronisk databehandling.

Baggrunden for, at en sundhedsperson ikke har pligt til at udlevere journalmateriale fra før henholdsvis 1987, 1988 og 1994 er, at man dengang skrev journaler ud fra den forudsætning, at der ikke var mulighed for aktindsigt.

Lov om patienters retsstilling

Retsgrundlaget i dag er lov om patienters retsstilling, som trådte i kraft den 1. oktober 1998, og som afløste lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. Loven suppleres af offentlighedsloven og forvaltningsloven, særligt i de tilfælde, hvor de journaler, der anmodes om aktindsigt i, er fra før 1987 og ført af sundhedspersoner på offentlige sygehuse.

Efter de nugældende regler er den ansvarlige sundhedsperson på offentlige sygehuse dog ikke afskåret fra at give patienten aktindsigt i helbredsoplysninger fra før 1. januar 1987. En sundhedsperson kan således give aktindsigt i større omfang, end der er pligt til, i henhold til princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Ved stillingtagen hertil skal der foretages en konkret vurdering af journaloplysningernes indhold og deres betydning for patienten. Herunder må det vurderes, om det må antages at være til skade for patienten eller andre at få indsigt i de ønskede oplysninger.

Nedenstående sag illustrerer muligheden for at få aktindsigt i hospitalsjournaler fra før 1987.

Klage over afslag på aktindsigt i journalmateriale fra årene 1962-1967 (0125607N)

En 51-årig kvinde havde siden barndommen lidt af spisevægring, og hun havde i barndommen været indlagt adskillige gange. Journalmaterialet fra disse indlæggelser var senere blevet overdraget til sygehus A og sygehus B.

Patienten ønskede som voksen at få kendskab til indholdet af journalerne, og hun begyndte derfor at indhente journalmateriale fra de indlæggelser, der havde fundet sted i hendes barndoms- og ungdomsår, ligesom hun rettede henvendelse til en psykiater med henblik på behandling. For at opnå større indsigt i patientens baggrund rettede psykiateren henvendelse til de to sygehuse med henblik på at få aktindsigt.

En overlæge fra sygehus A oplyste, at det ikke var muligt at låne journalen ud, idet hele indlæggelsesperioden havde fundet sted lang tid før lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. Han oplyste endvidere, at han havde talt med patienten gentagne gange om detaljer i indlæggelsesforløbet, ligesom hun havde fået udleveret enkelte dele af journalen.

Administrerende overlæge fra sygehus B oplyste, at der havde været flere samtaler med patienten om forløbet, hvilket kunne rekonstrueres. Endvidere oplyste han, at journaler principielt ikke blev udlånt, men at det var afdelingens vanlige procedure, at en patient havde mulighed for i enrum at læse journalen og tale med en læge, selvom journalen var fra før 1987. Han tilbød således patienten, at hun kunne benytte sig af denne mulighed.

Der blev klaget over, at lægerne på henholdsvis sygehus A og sygehus B havde afslået af give patienten aktindsigt i hendes journaler fra årene 1962-1967.

Nævnet oplyste, at selvom en patient ikke havde ret til aktindsigt i henhold til lovgivningen, kunne der gives aktindsigt i henhold til reglerne om meroffentlighed. Det fremgår af vejledning nr. 11687 af 3. november 1986 om offentlighed i forvaltningen, at såfremt oplysningerne i et dokument ikke er fortrolige, eller hensynet til andre ikke taler afgørende imod, bør myndigheden i almindelighed imødekomme en anmodning om aktindsigt, selv om myndigheden ikke er forpligtet hertil.

Nævnet bemærkede, at en patients helbredsoplysninger som udgangspunkt ikke er fortrolige i forhold til patienten selv.

For så vidt angik sygehus A, fandt nævnet, at det ikke havde været en lovovertrædelse at afslå anmodningen om aktindsigt i journalen og lagde herved vægt på, at patienten efter lov om offentlighed i forvaltningen ikke havde krav på aktindsigt, idet loven først den 1. januar 1987 fik en bestemmelse om patienters ret til aktindsigt i sygehusjournaler.

Nævnet lagde vægt på, at overlægen fra sygehus A havde oplyst, at anmodningen om aktindsigt var afslået ud fra et hensyn til de personer, der i sin tid med løfte om diskretion bidrog med oplysninger til brug for behandlingen.

Nævnet fandt, at det ville have været hensigtsmæssigt, om patientens anmodning om aktindsigt var blevet imødekommet i videst muligt omfang og lagde herved vægt på, at patienten ikke havde været indlagt siden 1982, og at baggrunden for an modningen var, at hun var i behandling hos en psykiater, hvor oplysningerne kunne være givende for den videre behandling.

Nævnet fandt endvidere, at journalen ikke indeholdt oplysninger, der talte imod imødekommelse af aktindsigt. Endvidere var det nævnets opfattelse, at hensynet til familiemedlemmerne, der i sin tid bidrog med oplysninger, burde vige for patientens interesse i at få kendskab til journalens indhold. Endelig lagde nævnet vægt på, at det kunne give anledning til ængstelse og uro hos en patient, når adgangen til aktindsigt blev begrænset.

For så vidt angik sygehus B fandt nævnet, at sygehus B havde imødekommet patientens anmodning om aktindsigt ved at tilbyde hende at gennemse journalen, da patienten ikke havde en egentlig ret til aktindsigt, jf. ovenstående.

Der blev afgivet dissens i sagen.