Ansvar ved ordination - en sag om Panodil/Plendil

En 74-årig kvinde indlægges på et akut medicinsk visitationsafsnit på grund af forværring i KOL.

Hun har en række andre lidelser: mavesår, depression, osteoporose. Hun får fast Panodil 1 g ? 4 daglig for smertefulde sammenfald af flere ryghvirvler foruden en lang række andre medikamenter.

Hun er indlagt en kort periode, udskrives, men allerede dagen efter genindlægges hun, denne gang på kardiologisk afdeling på grund af brystsmerter og åndenød. Ved indlæggelsen er patientens grundjournal ikke til stede. Den indlæggende læge dikterer de faste ordinationer ud fra patientens medicinkort. Formentlig ved en dikteringsfejl eller skrivefejl ved sekretæren bliver ordinationen Panodil 1 g ? 4 daglig ændret til Plendil 5 mg ??4 daglig.

Patienten får den fejlagtigt ordinerede dosis Plendil. Og ordinationen går igen ved efterfølgende indlæggelser og kontroller hos egen læge, indtil man ved en akut indlæggelse 3 år senere studser over den usædvanligt høje dosis givet som flergangsdosering. Undervejs har der været kontakt fra hjemmeplejen til egen læge, idet hjemmesygeplejersken har målt blodtrykket til 100/60. Egen læge valgte at fortsætte ordinationen uændret, fordi det fremstod som medicin ordineret fra en hjertemedicinsk specialafdeling.

I Patientklagenævnet har man lagt vægt på, at der også ved andre lejligheder blev fundet lavt blodtryk hos denne ældre kvinde, og at hun har været indlagt med fald og knoglebrud, måske som følge af det lave blodtryk.

Efterfølgende er seks ud af ni involverede læger (herunder patientens egen læge) tildelt en § 6-påtale af Patientklagenævnet for manglende omhu og samvittighedsfuldhed. En af de læger, som slap for påtale, var en ortopædkirurgisk læge, som skrev journal i forbindelse med indlæggelse for knoglebrud. Patientklagenævnet begrundede her den manglende påtale med, at man ikke i dette grenspeciale formodes at foretage fuldstændig medicingennemgang. De læger, som fik en påtale, burde have taget selvstændig stilling til medicineringen og indikationen herfor. Egen læge satte sin lid til det faktum, at medicineringen udgik fra en kardiologisk afdeling, men burde have studset over, at ordinationen Plendil 5 mg ? 4 ikke var begrundet i epikrisen.

Er vi i tvivl, må vi altså stille spørgsmålet til den udskrivende afdeling: Hvad er indikationen? Kan I bekræfte denne ordination? Ellers er vi som hovedregel selv ansvarlige for den videreførte ordination.

Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg

Kim Solstad, formand

Niels Poul Gammelgaard

Connie Lærkholm Hansen

Mogens Nørgaard Knudsen

Margit Maltesen

Marlene Mohr

Ole Eckhardt Poulsen

Helle Wiingaard

Loven

Lægelovens § 6 fastsætter, at en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Dette gælder også ved lægers ordination eller fortsatte ordination af et lægemiddel. Læger har et selvstændigt ansvar ved medicingivning, idet der ved en sådan ordinationsret også følger et ordinationsansvar.

Når en læge påbegynder en ordination af et lægemiddel til en patient, vil lægens ansvar således blive bedømt i forhold til lægelovens § 6. Det samme ansvar gælder også, når en læge gennemgår en patients medicinstatus - fx i forbindelse med udskrivelsen af en patient - idet lægen derved involverer sig i medicineringen af patienten, og lægen vil kunne ifalde ansvar, hvis der er ordinationer, som fremtræder som værende åbenbart ud over rammerne for en normal eller gængs ordination. Samme ansvar gælder også, hvis det er en videreførelse af en tidligere ordination bestemt af forudgående læger.

Ansvaret påhviler også den praktiserende læge, som fx viderefører ordinationer, som måtte være fastsat af sygehuslægerne i forbindelse med udskrivelsen.

En læge har således ansvaret for den rette ordination af et lægemiddel, hvis det i situationen må forventes, at det er den pågældende læges opgave ved undersøgelsen af patienten at tage stilling til patientens samlede situation og den samlede medicinske behandling.