Skip to main content

Antallet af praksishandler er fortsat højt i 2010

1. apr. 2011
3 min.

Praksishandler og goodwillprocenten steg i 2010.

Af seniorkonsulent Liselotte Freilev Grønvald og stud.polit. Mathias Jakob Tågholt

Hvorfor betales der goodwill?

Goodwill kan betragtes som den merværdi, en klinik har i forhold til værdien af de enkelte dele, klinikken udgøres af. Beløbet betales, fordi man overtager en klinik, der giver adgang til en potentiel og forudsigelig indtjening. Normalt vil det tage en årrække at oparbejde samme indtægtsgrundlag ved at starte en lægepraksis op fra grunden uden tilmeldte patienter, som nogle læger gør, hvis de får tildelt en såkaldt »nul-praksis« fra regionen.

De praktiserende læger har kollegialt, i form af vedtægtsbestemmelser, fastsat et loft over goodwill. Det betyder, at praktiserende læger maksimalt kan handle deres praksis til en pris beregnet som gennemsnittet af de tre sidste års omsætning tillagt 36 pct.

PLO´s bestyrelse har besluttet, at der én gang om året - gennem en artikel i Ugeskriftet - kan offentliggøres tal på landsniveau og på regionsniveau. Herudover vil der ikke blive lavet opgørelser. I denne artikel offentliggøres derfor resultatet af opgørelsen af goodwill ved salg af praksis i 2010.

Antallet af handler er fortsat højt
I 2010 blev der gennemført 188 handler. Det fremgår af Tabel 1, at der i perioden fra 1997 til i dag er blevet handlet mellem 127 og 192 praksis årligt. I perioden 2003 til 2008 har antallet af handler hvert år været stigende så det nåede et maksimum i 2008 på 192.

I den videre analyse er ikke medtaget handler med anpartsselskaber, da disse handler prissættes på en helt særlig måde. Der er 5-10 af disse handler årligt. Heller ikke handler, hvor der er tale om nul goodwill pga. de særlige regler for familiehandler, er medtaget. Disse handler udgør 1-5 hvert år. Andre egentlige handler til nul er medtaget i landsgennemsnittet, men ikke i de regionale opgørelser.

Det fremgår af Tabel 1, at der i 2010 blev handlet 27 delepraksis. Af Figur 1 ses det, at ca. 15 pct. af de handler, der har fundet sted, skete i forbindelse med etablering eller salg af delepraksis.

Af Figur 1 ses, at 28 pct. af handlerne vedrørte solopraksis i 2010, mens salg af kompagniskabspraksis udgjorde den største andel med ca. 57 pct. Andelen af handler med kompagniskabspraksis har været stigende siden 2007.

Det er kun i ét af årene fra 2001 til 2009, der ikke har været et fald i goodwillprocenten, nemlig fra 2005 til 2006 hvor der var en mindre stigning, ellers har goodwillprocenten været faldende i hele perioden og er gået fra 112,6 pct. i 2001 til 50,9 pct. i 2009. I 2010 har der imidlertid været en mindre stigning i goodwillprocenten til 53,9 pct., jf. tabel 2. Antallet af nulhandler (1) har ligeledes været stigende og nåede således i 2009 det hidtil højeste antal med 39 nulhandler, mod kun 2 nulhandler i 2001. Denne udvikling er stagneret i 2010, hvor der var 38 nulhandler. Nulhandler kan opstå i forskellige situationer, fx ved lukning eller ved overtagelse i kompagniskabsprakis.


Den geografiske variation

Der er fortsat praksis, der handles til fuld pris, omtalt som »maxhandler«, men betydelig færre end i 2001 hvor der var 54. I 2010 er der der kun 3 maxhandler, fordelt med 1 i Region Hovedstaden og 2 i Region Midtjylland. I de øvrige regioner blev der ikke registreret maxhandler, jf. Tabel 3.

Der er stor variation i den gennemsnitlige goodwillprocent på tværs af regionerne, hvor den største goodwillprocent på ca. 79 pct. opnås i Region Midtjylland, mens den laveste på ca. 33 pct. opnås i Region Nordjylland.

Tryk her for tabeller og figurer