Skip to main content

Arbejdet bærer lønnen i sig selv!

Johannes Bjerre
2. nov. 2005
03 min

Kære kollegaer, efter afsoning af min værnepligt (Ugeskr Læger 2002; 164: 104-5) er jeg endelig startet som læge og hvilken fryd! Jeg er ansat på skadestuen, og den er som skabt til mig. Skadestuen er fuld af patienter, der alle har været raske nok til at komme derhen, og efter en måned på jobbet har alle mine patienter overlevet min behandling. Der er meget travlt, men det er også et meget taknemmeligt arbejde. Patienter kommer med smerter og bekymring og får en afklaring af mig. Jeg undersøger, og efter grundig overvejelse er det mig som enerådende bestemmer, om jeg vil lave en billet til røntgenundersøgelse eller nøjes med et støttebind.

Mangen en skønmø har jeg kureret med en tur i røntgen! Efter et traume mod distale phalanx på femte finger kan en skønmø paralyseres fra skulderen og distalt. Et normalt røntgenbillede kan give funktionen tilbage i skulder, albue, håndled og fingre og blot efterlade residual ømhed i distale phalanx, der klares med et støttebind. Andre kommer med en halv vatpind i øret, og jeg giver hørelsen tilbage ved at fjerne vatpinden. Lugtesansen kan repareres ved at tage perlerne ud af næsen, og synet kommer tilbage efter ridse på hornhinden med forebyggende behandling med Klor-amfenikol. Jeg er chefen himself - kongen i skadestuen!

Der er også patienter med sår, som nurserne vasker. Efter endt vask kaldes lægen hid. Er der tale om et fremmedlegeme, fjerner jeg det med pincet og skalpel. Er det et dybt sår, har nurserne dækket op med sutursæt. Jeg inspicerer såret og fornemmer dybden. Med alvorlig mine gnider jeg hagen og forklarer patienten, at det er nødvendigt at foretage sutur.

Som leder er jeg heller ikke bange for at uddelegere opgaver, og kommer der en kompliceret fraktur, overlader jeg den til mellemvagten. Jeg har rigtig god opbakning af mellemvagter, og der er enkelte bagvagter, der lægger vejen forbi. Administrerende overlæge har godt nok endnu ikke hilst på mig endnu, men det er vist også meget fint, for det ubenyttede skab som jeg har sat min lås på, er jeg kommet til at sætte på hans skab.

Efter en måned som chefen himself fik jeg oven i købet løn. Lægeløn! Selvom arbejdet bærer lønnen i sig selv, er det også rimeligt med løn. Dele af arbejdet skal betales, og det gælder særligt samtaler med pårørende til patienter, der er indbragte mors, og patienter der skal afvises.

Desuden kan enhver behandling af en patient medføre en sag. Man kan mene, at risikoen for en sag bare øger spændingen ved jobbet, men jeg mener, denne risiko skal honoreres.

Men jeg stod med en lønseddel på over 23 stærke, og det skulle fejres, så jeg fik passet ungerne og tog min hustru med i biffen. Indtil min lægeløn havde vi levet af bistandshjælp, for jeg blev suppleret op som værnepligtig, og min hustru afbrød uddannelse og gik derefter på barsel. Det var tilsyneladende et økonomisk kvantespring fra 21 i bistand til 23 med lægeløn, og jeg var ivrig efter at finde den nøjagtige forskel. En gennemgang viste udgifter som læge, der ikke findes med kontanthjælp. Jeg fjernede derfor pensionsbidrag og arbejdsmarkedsbidrag og beregnede, at hver time på arbejde har kostet min husstand 4 kr./time i skattepligtig A-indkomst i forhold til kontanthjælp. Man kan derfor filosofere over, om kontanthjælpsmodtagere har en rigtig god fagforening eller lægernes er lidt ringere.

Vores fagforening har sørget for næsten 1% i lønforhøjelse 1. april 2002. Her må jeg melde klart ud: arbejdet bærer lønnen i sig selv!

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen