Skip to main content

Arbejdsevnemetode og socialmedicin

Kenneth Wind-Andersen( 1 ), cand.jur., cand.phil. Henrik Høgh( 1 ) og socialrådgiver, arbejdsmarkedskoordinator Verner Hansen( 2 )

2. nov. 2005
5 min.

I flere artikler har Ugeskriftet for Læger beskæftiget sig med den nye førtidspensionsreform, arbejdsevnemetoden og lægernes rolle heri. Vi har med forundring læst indlægget i UfL nr. 39 fra Haakon Lærum og Peter Høilund. Det er jo to velkendte samfundsdebatører, der her farer i blækhuset med et resultat, der mere er præget af deres tilbøjelighed til at markere oppositionelle standpunkter, end af den faglige viden de må antages at have deres publikationslister taget i betragtning. Det er faktisk ærgerligt, at Lærum og Høilund vælger en retorik, der i sig selv er hæmmende for dialogen. Det skal nu ikke afholde os fra at belyse et par af de dunkle punkter i deres indlæg.

Arbejdsevnemetodens sundhedsbegreb

I sin tid sagde Hippokrates: Der findes ikke sygdomme - men kun syge mennesker. Og til en af hans elever sagde han »Lægen skal se ud over landskabet og forstå, at det var de sumpede egne og den dårlige kloakering, samt de vanskelige familieforhold, der gjorde mennesket sygt«. Hvis han havde levet i dag ville arbejdsmæssige forhold sikkert også være inkluderet i hans råd til sine elever.

Gennem de seneste halvtreds år har Verdenssundhedsorganisationen WHO defineret, hvad sundhed er, nemlig at sundhed er mere end fravær af sygdom, og at sundhed kræver en helhedsbetonet udvikling af alle livets områder, både socialt, fysisk, mentalt og åndeligt. Strategien sigter på at skabe lighed i sundhed. Strategien sigter også på, at det enkelte menneske skal have mulighed for at udvikle sine intakte eller resterende fysiske og åndelige evner - at bruge sit liv på en sund måde.

I Lærum og Høilunds indlæg kan man få det indtryk, at den indfaldsvinkel og det begrebsapparat, der anvendes i forhold til arbejdsevnemetoden og i forhold til socialmedicinsk metode adskiller sig fundamentalt fra hinanden. Det er imidlertid ikke tilfældet. Tværtimod hviler arbejdsevnemetoden i sit fundament på det samme som den socialmedicinske tilgang, nemlig at menneskets tilstand og situation skal ses i samspil med menneskets omgivelser.

Begrebet helbred er et koncept, som bliver alment brugt og misbrugt fra tid til anden. Helbred udtaler i sin grundsubstans, at hver person er unik og eksisterer på mange niveauer af væren.

Traditionelt har disse områder været underinddelt således, at lægen har behandlet kroppen, psykologen har behandlet sindet, mens ånden har hørt til i præstens virkefelt. Moderne lægevidenskab har opdelt helbredsbegrebet endnu mere. Specialisering af denne art har visse fordele i behandling af sygdomme, men det bidrager næppe til behandlingen af mennesket som helhed.

Den socialfaglige forståelse af helbredsbegrebet har fulgt den lægevidenskabelige. Erhvervsevnebegrebets indførelse var et vigtigt fremskridt for den sociale sektors håndtering af borgere med lægediagnosticerede sygdomme, men set i en bredere forståelsesramme har dette samtidig medvirket til en fragmentering af helbredsbegrebet i forhold til den til en hver tid eksisterende lægefaglige organisering af viden. Med indførelsen af arbejdsevnebegrebet skal ressourceprofilens helbredselement ses som et led i en historisk udvikling, hvor helbred nu indgår som en del af helheden i vurderingen af arbejdsevnen.

Det er derfor ganske korrekt, at det traditionelle helbredsbegreb nedtones i arbejdsevnemetoden. Det gør det også i WHO's retningslinjer, der definerer den internationale socialmedicin, som den danske regering har adopteret. Til gengæld indgår helbredsbegrebet i arbejdsevnemetoden i en forståelsesramme, der hviler på en velkendt socialmedicinsk tradition. I det socialfaglige arbejde med metoden bliver der således ikke behov for mindre indsigt i den socialmedicinske forståelsesramme - tværtimod. Arbejdsevnemetoden forudsætter i høj grad et tæt og konstruktivt samarbejde mellem læge, sagsbehandler og borger.

Arbejdsevnemetodens teoretiske fundament

I Lærums og Høilunds udlægning af arbejdsevnemetoden er det en gennemgående tese, at metoden er funderet i en rationalistisk og instrumentel tankegang og en fortidig opfattelse af samfund og viden. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at meningen med en tekst skabes af læseren. Vi er blot forundrede over, at Lærum og Høilund vælger et så traditionelt tårn at fortolke og skyde fra i stedet for at åbne for andre tilgange og fortolkninger.

Det er velkendt, at man inden for det socialfaglige felt traditionelt - og af gode grunde- benytter sig af interdisciplinær triangulering i metode- og teoridannelserne. Arbejdsevnemetoden kan også tolkes ud fra en interdisciplinær triangulering, hvor der hentes inspiration fra bl.a. socialmedicin, sociologi og praktisk filosofi.

Fra socialmedicinen kan der hentes inspiration fra de socialmedicinske modeller og metoder, hvor grundtankerne for disse er skitseret tidligere i indlægget.

Den sociologiske inspiration kan findes i det fortolkende sociologiske paradigme, hvor der både i symbolskinteraktionismeteorier (eks. Bourdieu og Giddens) og etnometodologi (Garfinkel) rettes opmærksomhed mod de meningsskabende praksiser som mennesket er involveret i. Hermed også sagt, at der er afgørende forskel på, om borgeren skaber mening med sit liv i et fremadrettet og konstruktivt perspektiv, hvor der er fokus på ressourcer og muligheder, eller om borgeren skaber mening med sit liv i et bagudrettet perspektiv, hvor der er fokus på begrænsninger, problemer og årsagsforklaringer i forhold til disse.

Det fortolkende sociologiske paradigme har som bekendt hentet inspiration fra filosoffer som Schutz, Goffman, Heidegger og den sene Wittgenstein, hvormed sproget og fortællinger får central betydningen i de meningsskabende praksiser.

Lærum og Høilund hævder bl.a. at arbejdsevnemetodebogen foreskriver, hvordan den rigtige sagsbehandling skal laves. Det er en misforståelse. En metode i socialt arbejde er ikke bedre end den faglighed der ligger bag anvendelsen af den, og som det netop fremgår af metodebogen, så er arbejdsevnemetoden ikke en erstatning for social faglighed - den forudsætter social faglighed.

Vi vil et kort øjeblik vende tilbage til triangulering på et andet niveau. I praksis triangulerer sagsbehandleren mellem forskellige metoder, teorier og erfaringer. Det er derfor velovervejet, at arbejdsevnemetoden netop ikke docerer en bestemt videnskabsteoretisk indfaldsvinkel for den socialfaglighed sagsbehandleren skal udfylde anvendelsen af metoden med. Tværtimod afholder metoden sig fra at fastlægge en bestemt socialfaglig tilgang, hvilket åbenbart er det, der tricker Høilund og Lærum. Arbejdsevnemetoden giver til gengæld retningslinjer for, hvordan man skal dokumentere og systematisere forløbet og det socialfaglige grundlag for sagsbehandlingen. Set ud fra en socialfaglig og en retssikkerhedsmæssig synsvinkel er det vel ikke så ringe endda.






1. Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Bernstorffsgade 17, 1592 København V



2. Vejen Kommune, Rådhuspassagen 3, 6600 Vejen